Frivillig IFORM: ”Nu er der fuld fart og skud i krogen hver gang”
Som floorball-træner forener Jonathan Zacho Bruun sin kærlighed til floorball og til mennesker med særlige livsvilkår.
Af Jørn Erik Simonsen
Hvordan startede du som frivillig?
Så længe jeg kan huske, har jeg været involveret i floorball som spiller, træner, dommer, instruktør, bestyrelsesperson og frivillig.
For ca. to og et halvt år siden blev jeg ringet op af min dommerkollega Jonas Kjær, der arbejder for DGI floorball. Han havde haft en snak med bestyrelsen i IH Aalborg om, at det var svært at få etableret et floorballhold for spillere med udviklingshandicap. Jeg har arbejdet med voksne og børn inden for det specialpædagogiske område i 14 år og blev derfor tændt på at løse opgaven sammen med et par af de kommende spillere, der allerede havde ”meldt sig på banen”.
Hvorfor er du frivillig?
Alle mennesker fortjener at kunne dyrke deres hobbyer, og det vil jeg gerne være med til at støtte op om. Jeg mener, at et samfunds værdi kan gøres op i, hvilke muligheder man tilbyder alle borgere.
At forsøge at gøre en forskel for mennesker med udviklingshandicap har været en vigtig del af mit voksenliv. Så at kunne kombinere min kærlighed til floorball med min store kærlighed for mennesker med særlige livsvilkår er grund nok i sig selv.
Hvad er din største oplevelse?
Det lyder måske lidt banalt, men at se spillerne komme igen gang efter gang. Det er det største og vigtigste for mig som træner. Jo, selvfølgelig er der nogle, som stopper af forskellige årsager. Men at skabe et miljø, hvor spillerne trives, har det sjovt og bliver bedre til floorball sammen, det driver værket!
Hvad er du mest stolt over?
At vi har formået at skabe bro mellem handicapfloorball og byens floorballklub, Aalborg Flyers FC. Flere af vores spillere, som oprindeligt kom for at spille floorball i IH Aalborg, er nu en inkluderet del af Flyers, hvor de varetager forskellige roller som spillere, hjælpetrænere og holdledere på nogle af klubbens øvrige hold.
Det lyder måske lidt banalt, men at se spillerne komme igen gang efter gang. Det er det største og vigtigste for mig som træner
Jeg er også stolt over, at vi på to og et halvt år og med coronanedlukning har kunnet skabe et hold fra bunden, som allerede er ved at markere sig som en væsentlig klub til floorballstævnerne i Parasport Danmark.
Det er fantastisk at se på spillernes udvikling. Alle bliver bedre over tid. På forskellig vis. Vi havde nogle, der nærmest ikke kunne ramme bolden i løb, da de startede. Nu er der fuld fart og skud i krogen hver gang.
Jonathan Zacho Bruun
Floorballtræner i IH Aalborg og Aalborg Flyers Floorball Club
33 år.
Bor i Nørresundby med kæresten Katrine og sønnen Lyn på 5 måneder.
Uddannet innovationspædagog og cand. mag i anvendt filosofi.
Arbejder som specialklassepædagog for børn med særlige behov.