Frivillig IFORM: Ordwin Maecker

Hvordan startede du som frivillig?

Jeg var tidligere leder for et socialpædagogisk opholdssted for unge, og for ca. 15 år siden begyndte vi med beboerne at deltage i svømning, boccia og bowling i Vojens Handicap Svømme- og Idrætsforening. På den måde kom vi til at deltage ved bl.a. ferieture, stævner, vinterlege for udviklingshæmmede og Special Olympic Idrætsfestivaler.

Efter nogle år bliver jeg så spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at blive klubbens nye hockeytræner. Jeg endte med at sige ja, for selv om jeg ikke havde nogen konkret hockeyerfaring, kunne jeg gøre brug af min fodboldbaggrund som spiller, træner og dommer. Det var en god baggrund i forhold til at finde på øvelser, træne sammenspil, afslutninger, fysik og spilsystemer.

Hvorfor er du frivillig?

For at formidle den følelse til deltagerne, at de er vigtige i hele processen, at de er gode hver for sig og endnu stærkere sammen. At det betyder noget vigtigt at være en del af et fællesskab. Det lykkes bestemt ikke altid, men uanset hvordan det går, så får man altid mindst det dobbelte tilbage af, hvad man investerer i arbejdet med spillerne. Deres taknemlighed og glæde overstråler alt og giver mig lyst til at bidrage endnu mere.

Hvad er din største oplevelse?

Der har været så mange gode oplevelser ved de arrangementer, vi har deltaget i, så det er umuligt at pege på en enkelt. Men ud over dem, så førte mit træner-engagement til, at jeg blev involveret i det regionale hockeyudvalg og siden blev valgt som formand for landsudvalget i hockey. Det synes jeg var en stor ære.

Og som formand blev jeg sammen med fællestræneren udpeget til at tage med de udtagne spillere i floorball til stævner i Bludens i Østrig, i Lviv i Ukraine og i Rosenheim i Sydtyskland. Specielt stævnet i Rosenheim har medført et meget tæt venskab og kontakt med hold flere steder fra, så vi næsten hvert år er på besøg hos hinanden til stævne i Verona, i Rosenheim eller i Danmark.

Hvad er du mest stolt over?

At jeg bliver mødt og set på som en medspiller, man kan regne med. Uanset om det er spillere, kolleger eller andre samarbejdspartnere, har de vist mig tillid til det meste, jeg har været involveret i. Og det gør, at man vil blive ved og helst gøre endnu mere.

Når man så oplever den glæde, tilfredshed og taknemmelighed, der opstår omkring en, så er det det hele værd. Det vil jeg meget nødigt undvære.