Parasport Danmark logo hvid.png

Frivillig IFORM: ”Det kræver så lidt, men giver utrolig meget igen”

Lavia Odder-formand Birgitte Frislev synes, at vi kan lære meget af, hvordan Special Olympics-atleter bakker op om hinanden.

Lavia Odder-formand Birgitte Frislev i mørkeblå T-shirt, sammen med frivillige og medlemmer i klubben.
Lavia Odder-formand Birgitte Frislev i mørkeblå T-shirt, sammen med frivillige og medlemmer i klubben.

Hvordan startede du som frivillig?

 - Som mor til en dreng med cerebral parese søgte jeg aktiviteter, der kunne give både ham og resten af familien fælles oplevelser. Gennem Odder Kommune kom jeg i kontakt med Lavia Odder, hvor hele familien bl.a. kunne deltage i svømning. Det blev til en fællesaktivitet hver lørdag eftermiddag, hvor svømmehallen var fyldt med familier med børn og unge i alle aldre. Ud over svømmeaktiviteterne var det rart at opleve et fællesskab, og vi havde gavn af den sparring, vi havde med de andre familier.

 - Jeg blev efter kort tid spurgt, om jeg ville stille op til bestyrelsen i Lavia Odder ved den kommende generalforsamling. Jeg var måske lidt tøvende i begyndelsen, men jeg har aldrig siden fortrudt, at jeg blev valgt ind. Jeg er så sidenhen blevet foreningens formand.

Hvorfor er du frivillig?

 - Jeg synes, det er vigtigt, at mennesker med handicap har mulighed for at dyrke sport og samtidig nyde godt af klubfællesskabet og de venskaber, der opstår i den forbindelse. I vores klub har vi primært svømning og bowling, og jeg nyder at se medlemmerne, når de hygger sig med aktiviteterne og hinandens selskab. Det varmer mit hjerte, når min indsats munder ud i den glæde, det giver medlemmerne.

Hvad er din største oplevelse?

 - Ad flere omgange har jeg været med til Special Olympics-stævner. Det har været en fantastisk oplevelse og samtidig utroligt rørende. Når atleterne med stolthed marcherer ind med fanerne, bliver jeg glad. De yder alle det bedste, de kan. Jeg synes personligt, at vi kan lære meget af den måde, de har overskud til at rose hinanden på. Der findes sjældent jalousi i deres oplevelser af andres resultater, tværtimod fejrer man hinandens sejre. Det er stort!

Hvad er du mest stolt over?

 - For mig handler det ikke om, hvad jeg personligt får ud af det. Det, der gør mig stolt i mit virke i foreningen, er at se medlemmerne glade og positive – at give dem mulighed for at dyrke motion og samtidig se venskaber blomstre. Alle bliver taget imod med åbne arme og bliver gjort til en del af fællesskabet. Det kræver så lidt, men giver utrolig meget igen.

 

Birgitte Frislev

  • Formand for Lavia Odder
  • Aktiv i klubben i 22 år
  • 52 år, fra Odder
  • Laboratorietekniker