Leder: Vi udvider målgruppen
Hvem er Parasport Danmark egentlig til for?
Det spørgsmål har vi arbejdet med i bestyrelsen det seneste år i forbindelse med udviklingen af forbundets nye strategi, der blev enstemmigt vedtaget ved repræsentantskabsmødet i Kolding. I den nye strategi, og særligt i den nye vision har vi faktisk ændret, hvem der er Parasport Danmarks målgruppe.
Dengang vi stadig hed Dansk Handicap Idræts-Forbund, lå det implicit i navnet, at vi er et forbund, som arrangerer idræt for mennesker med fysiske eller udviklingsmæssige handicap.
Nu hedder vi Parasport Danmark og varetager parasporten i Danmark. Para som i parallelle idrætstilbud, der er målrettet folk, som har svært ved at dyrke idræt på lige fod med alle andre. Og det åbner op for andre målgrupper end folk med et handicap.
Og der er især én målgruppe, som har brug for, at der bliver udviklet nye idrætstilbud. Det blev tydeligt, da vi indkaldte en række interessenter til dialogmøder, i forbindelse med udviklingen af den nye strategi. Her gav flere idrætsforbund udtryk for, at de savner kompetencer til at sikre mennesker med udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme de helt rigtige tilpassede idrætstilbud. Og de mener, det er oplagt, at Parasport Danmark påtager sig dette ansvar.
I bestyrelsen har vi valgt at tage udfordringen op. Vi mener, det ligger helt i tråd med forbundets formål og værdier at sikre idrætstilbud for dem, der ikke har nogen. Og det må meget gerne ske i tæt samarbejde med andre idrætsforbund. I 1971 fandtes der ikke tilpassede idrætstilbud for mennesker med handicap, og derfor blev forbundet i sin tid dannet. I dag er udviklingsforstyrrelser i hastig fremgang. Nogle undersøgelser peger på, at op mod 10 procent af nutidens børneårgange lider af en udviklingsforstyrrelse. Alligevel er der langt mellem de tilpassede idrætstilbud, der kan rumme børn og voksne med ADHD, autisme, angst og lignende. Resultatet er, at denne målgruppe i dag dyrker langt mindre idræt end resten af befolkningen. Det bør der gøres noget ved.
I Parasport Danmark har vi allerede gode erfaringer med at inkludere mennesker med udviklingsforstyrrelser i klubbernes idrætstilbud. Og ofte samarbejder vi med specialskoler, hvor der også går børn med ADHD og autisme. De erfaringer skal vi nu bygge videre på, for der er stadig en stor gruppe børn og voksne, som i dag ikke har idrætstilbud, der passer dem.
I den vision og strategi, der lige er blevet vedtaget på repræsentantskabsmødet, og som skal sætte kursen for Parasport Danmarks virke de kommende fem år, står der: “Parasport Danmark vil give alle mennesker med et handicap eller et særligt behov mulighed for at dyrke idræt, bevæge sig, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab.”
Med den formulering forpligter vi os til at sikre, at ikke kun folk med et handicap, men også andre grupper, der ikke har de samme muligheder for at dyrke idræt og motionere, som flertallet, får nogle attraktive idrætstilbud. Det er ikke en let udfordring, og det kommer ikke til at blive implementeret fra den ene dag til den næste, men det er en udfordring vi glæder os til at arbejde med.