Ny klub: Her kan alle flyve
I Værløse nord for København holder Airwave Paragliding Klub til. Her arbejdes der hårdt frem mod klubbens mål om, at alle uanset handicap kan prøve at flyve.
- Vi vil gerne gøre en stor indsats for, at folk med forskellige former for handicap føler sig velkomne i vores klub, og kan komme og dyrke vores sport sammen med os.
Sådan lyder det fra Airwave Paragliding Klubs chefinstruktør Essie Saadi. Klubben er den første i Parasport Danmark-regi til at udbyde paragliding, en sportsgren der går ud på, at man ved hjælp af en stor oppustelig nge kan svæve gennem luften.
Sidste år anskaffede klubben sig nyt udstyr, som gør det muligt for folk med forskellige fysiske og udviklingsmæssige handicap at prøve paragliding. Idéen til at udvide klubbens medlemsgruppe kom efter, at Essie Saadi selv var meget hæmmet af en skade gennem længere tid.
- I min skadesperiode oplevede jeg selv en følelse af, at mange ting ikke var tilgængelige for mig. Da det blev muligt at vende tilbage til sporten igen, tænkte jeg derfor, at vi med det samme skulle prøve at se, om det ikke var muligt at inkludere folk med et handicap i klubben. Vi ved, at paragliding giver en helt unik oplevelse for alle dem som kommer i vores klub, så første skridt på vejen for at inkludere nye medlemmer har været at skaffe det nye udstyr, fortæller Essie.
Pilot for en dag
Indtil videre har en person med benamputation og en med post-traumatisk stress være oppe at flyve, men klubbens nye udstyr gør det muligt for alle at prøve paragliding – inklusive personer med fysiske eller udviklingsmæssige handicap. Ved hjælp af en speciallavet stol med tre hjul og specielt seletøj kan man spændes fast til en instruktør og prøve tandemflyvning.
- Hos os starter vi altid ud med en prøvedag gennem vores koncept ‘Pilot for en dag’. Her får man en forsmag på, hvad paragliding er. Derfor bruger vi tandemflyvning, hvor man kommer med ud og gør udstyret klar, og bagefter flyver vi en tur sammen. I luften er der mulighed for, at man selv får lov til at styre flyvningen, fortæller Essie Saadi om at starte til paragliding og fortsætter:
- Det vi håber på, er selvfølgelig at en prøveflyvetur åbner op for interessen for paragliding. Hvis det gør, så kan man blive medlem hos os og det vil også være muligt for folk med fysiske handicap at blive oplært til pilot og flyve selv med vores nye udstyr.
Vil du vide mere om paragliding hos Airwave Paragliding Klub?
- Hjemmeside: www.airwave-gliders.dk
- Mail: kontakt@airwave-gliders.dk
- Facebook: www.facebook.com/luftkaptajnen