App får blinde og svagsynede ud på løbestierne
Kristian Schou Hedegaard fik nok af utryghed og forhindringer på ensomme løbeture og satte sig for at skabe et socialt fællesskab, hvor blinde og svagsynede nemt kan finde en seende motionsmakker.
En lun og solrig dag er Fælledparken i København et virvar af kulørte motionister, der zigzagger sig frem ad grusstier mellem legende børnehavebørn, mødregrupper med barnevogne og caffé latte, og hundeluftere på spadseretur. Det kræver overblik at bevæge sig raskt og sikkert igennem mylderet, og for de 25.000 danskere, der ifølge Dansk Blindesamfund har maks. 10 procent af et normalsyn, er det nærmest mission impossible uden en seende ledsager.
For 35-årige Kristian Schou Hedegaard var det netop på en svært fremkommelig løbetur i Fælledparken i 2018, at ideen til motionsfællesskabet Move United opstod.
- Jeg løber forsigtigt på overgangen mellem grus og græs for at kunne finde vej. Omkring mig fornemmer jeg alle de andre motionister og får så den tanke, at vi kunne løbe sammen og gøre det hele lidt lettere og sjovere, siger Kristian Schou Hedegaard, der selv afhængig af en seende guide, når han kører styrtløb og slalom på Parasport Danmarks landshold i alpinski.
- Igennem mit skiløb, men også den træning og styrketræning, jeg laver i den forbindelse, har jeg virkelig fundet ud af, hvor vigtigt det er, og også hvor besværligt det er, at finde en seende guide. Denne her idé om at lave en app vokser så i hovedet på mit, og jeg begynder at ringe rundt, og der tegner sig et billede af, at det ikke bare er mig, der har behovet og synes, det er noget, der er værd at forfølge, forklarer han.
Lovende start
Halvandet år senere er ideen blevet til virkelighed i form af en app, der foreløbig kan hentes til iPhone og forbinder blinde og svagsynede med frivillige guides.
- Vi betatestede app’en i januar og februar, og så gik vi i luften i marts. Det gik faktisk rigtig godt. Vi fik god dækning i pressen og stor tilgang af brugere på kort tid. Der var god gang i aktiviteten, og det var super fedt at se, siger Kristian Schou Hedegaard.
Han anslår, at der kom over 1.000 brugere til i løbet af de første par uger, hvor der blev oprettet mere end 100 løbe- og gå-aftaler. Blandt dem er 34-årige Kamilla Ryding, der tidligere har vundet EM-guld og PL-bronze med landsholdet i goalball. Nu ”nøjes” hun med at dyrke motion fem gange ugentligt.
- Jeg dyrker meget motion i min fritid, og det har været virkelig fedt at supplere mit eget korps af løbemakkere gennem app’en. Min erfaringer har været gode. Det har været nemt og trygt at komme i gang, og jeg har stadig kontakt med alle de guides, jeg har været afsted med, siger hun.
Move United tæller lige nu ca. 11 frivillige motionister for hver blinde eller svagsynede bruger, og den ratio sikrer, at den synshandicappede hurtigt kan få stablet en aftale på benene.
- Det er pointen. Så der skal gerne være en frivillig klar, når som helst og hvor som helst, siger Kristian Schou Hedegaard.
Det har været nemt og trygt at komme i gang, og jeg har stadig kontakt med alle de guides, jeg har været afsted med.
Corona-krise
Tilstrømningen af brugere og frekvensen i løbeaftalerne i Move United ramte en mur, da corona-pandemien for alvor ramte og ”lukkede” Danmark i midten af marts.
- Det er jo ikke fordi, vi ligefrem er blevet opfordret til at gå ud og søge nye fællesskaber, siger Kamilla Ryding, der ikke har brugt app’en siden.
Nu, hvor corona-hurdlen efterhånden ser ud til at være passeret i Danmark, er der derfor også behov for at genåbne for engagementet i Move United.
- Det er uheldigt med corona-krisen, for det er jo en app, hvor man skal møde hinanden. Selvfølgelig har det haft en væsentlig betydning, men vi skal heller ikke tro, at det alene er grunden til, at aktivitetsniveauet er faldet. Der er mange tilpasninger undervejs, og man lærer hele tiden mere om målgruppen. Det havde været helt urimeligt heldigt, hvis vi havde ramt den lige i røven fra første dag, siger Kristian Schou Hedegaard.
Stort udviklingspotentiale
Fokus er lige nu på at sprede ordet om Move United igen, og så vil Kristian Schou Hedegaard gerne i dialog med målgruppen, så den videre udvikling af app’en kan ske i tæt samarbejde med dem, det hele handler om.
- Der er masser af tekniske justeringer og finpudsninger, vi skal have lavet, for at app’en når derhen til, hvor vi gerne vil have den. Jeg tror, det er vigtigt, at vi kommunikerer med målgruppen, for at de føler sig trygge og har lyst til at oprette nogle aftaler, og for at Move United lever op til deres behov, siger han.
Kamilla Ryding er kommet med flere ideer, og to er allerede på tegnebrættet i app’ens fremtid.
- Jeg har savnet flere aktiviteter, så der fx også kan søges en makker til svømning, cykling og fitness. Og så synes jeg, det skal være lettere at markere, hvilken hastighed, jeg vil løbe i. Det er en feature, der vil være god for alle og gør det lettere og hurtigere at finde det rigtige match, siger hun.
Det sidste har vist sig at være et væsentligt behov, for blandt Move Uniteds knap 1.400 brugere er alle aldre og niveauer repræsenteret.
- Der er både ham på 21, der løber 10 km på under 50 minutter, og så er der ældre kvinder, der gerne vil ud og gå en tur. Og der er nybegyndere, hvor niveauet måske ikke er så højt endnu, men hvor de gerne vil prøve det her af. Det er fedt at se. Det er enormt vigtigt for os, at der er plads til alle, siger Kristian Schou Hedegaard.
For Kristian Schou Hedegaard er det med til at understrege, at der er rigtig mange, der kan få gavn af Move United.
- Der er to ting i det, når man finder en motionsmakker. Der er den praktiske hjælp, som både jeg selv og Kamilla har brug for. Det andet aspekt er det sociale fællesskab. Man kommer ud og dyrker motion med et andet menneske. Blinde og svagsynede har generelt set en tendens til at føle sig mere isolerede end resten af befolkningen, så der er behov for at gruppen kommer ud og er sammen med andre mennesker. Der er motion en rigtig god katalysator. Derfor tror vi, der er et stort potentiale i app’en. Og vi føler, at vi er godt på vej, siger han.
MOVE UNITED
- Move United blev lanceret i App Store i marts 2020 og har pr. 1. juni godt 1.400 brugere
- App’en er udviklet og ejet af Kristian Schou Hedegaard og Nicolai Lissau
- Udviklingen af Move United er støttet af Synoptik-Fonden og Dansk Blindesamfund
- App’en er designet til at blinde og svagsynede nemt kan bruge den med en skærmlæser
- Move United har indgået et partnerskab med Dansk Vandrelaug, der skal medvirke til, at flere blinde og svagsynede kommer ud at gå på vandrelaugets ture og på lokale ture med organisationens ca. 10.000 medlemmer.
- Kristian Schou Hedegaard kan kontaktes via Facebook-siden ’Move United’ eller på e-mail hello@moveunited.dk