Parasport Danmark logo hvid.png

Siden sidst

Nyheder fra Parasportens verden

Siden sidst

Peter Rosenmeier på Team Toyota

Toyota i Danmark føjer bordtennisspilleren Peter Rosenmeier til sit olympiske og paralympiske sportshold, Team Toyota. Rosenmeier er verdens- og paralympisk mester, og den sjette elitesportsudøver på holdet. Medlemmerne af Team Toyota er rollemodeller der skal være med til at fremme mobilitet for alle gennem idræt.

- Det betyder enormt meget for mig at være i Team Toyota. Hele inklusionsdelen og det at formidle, at det er okay at have en drøm, og at det er okay at gå efter noget, som umiddelbart kan virke umuligt, vil jeg rigtig gerne være en del af, for det er et enormt vigtigt budskab, siger Peter Rosenmeier.

En af de ting, der er med til at hjælpe Peter Rosenmeier på vej mod en mulig tredje guldmedalje ved PL i Tokyo, er, at han nu kører i en hybridbil. Han bor med sin familie i Malmø i Sverige, men arbejder og træner i Danmark.

- Bilen er enormt vigtig i hele mit setup, og jeg ville ikke kunne klare mig uden. Der er mange ting, hvor bilen er essentiel, når man ikke flytter sig så vanvittig godt over store afstande, påpeger Peter Rosenmeier.

Udover Peter Rosenmeier tæller Team Toyota kajakroeren René Holten Poulsen, svømmeren Emilie Beckmann, speedskateren Elena Møller Rigas, para-løberen og længdespringeren Daniel Wagner, samt para-taekwondokæmperen Lisa Kjær Gjessing.


Kom på sportslejr på Lanzarote

20 personer med fysiske handicap får til december en unik mulighed for at kickstarte deres idrætsliv gennem en uge med sportsaktiviteter og socialt samvær på Lanzarote.

Club La Santa på Lanzarote er rammen om sportslejren, der er målrettet personer der er udfordrede af deres handicap og økonomi. Målet er at inspirere deltagerne til et aktivt idrætsliv.

 - Vi ser dagligt, hvordan deltagelse i foreningsidrætten giver mennesker med handicap mere glæde og større overskud i hverdagen. Men vi ved også, at det kan være svært at komme i gang med parasporten, ikke mindst hvis man også har økonomiske udfordringer og måske ikke kender til muligheder der er, siger Søren Jul Kristensen, breddechef i Parasport Danmark.

 Sportslejren har fokus på at give deltagerne mulighed for at finde en sportsgren, der passer dem. Og efter hjemkomsten hjælper Parasport Danmark de medvirkende med at finde lokale idrætstilbud, og søge støtte til transport og sportshjælpemidler.

 Sportslejren er finansieret af den nye pulje "Den gode oplevelse i et fællesskab med andre," der er oprettet af Vanførefonden, Bevica Legater og Bevica Fonden. Sportslejren skal afvikles en gang om året, foreløbigt frem til 2021. 

Bliv deltager

Er du interesseret i at deltage i sportslejren, så kontakt Anni Vestergaard Horsted, projektmedarbejder hos Parasport Danmark: tlf. 5159 7288 / e-mail: ave@parasport.dk

Ansøgningsfrist er 19. august.  


Kom til åben paragolf

Gennem en række åbne paragolf-matcher ønsker Dansk Golf Union og Parasport Danmark at sætte større fokus på golf som en sport for personer med handicap.

Flere og flere får øjnene op for de mange positive sidegevinster ved at spille golf. Her tænkes på livskvalitet, velbefindende og ikke mindst social netværksdannelse. Derfor afvikles i år en række åbne paragolf-matches landet over, for både handicappede og ikke-handicappede golfspillere.

Jesper Hviid, der er paragolfkonsulent i DGU, opfordrer alle til at melde sig til årets åbne matcher.

- I de fleste matcher spiller både handicappede og ikke-handicappede golfere med og mod hinanden. Det er vores erfaring, at netop denne kombination er en fornøjelig og effektiv måde at udbrede kendskabet til paragolf. Vi ser meget gerne at spillere, der ikke har et registreret fysisk handicap, men som døjer med f.eks. diabetes, skrantende bentøj eller andre udfordringer, melder sig. Der er plads til alle, siger Jesper Hviid.

Åbne paragolf-matcher 2019

Dronninglund d. 29/6
Frederikssund d. 13/7
Kellers Park d. 27/7
Brande d. 10/8 
Møn d. 17/8
Horsens d. 7/9
Nordborg d. 28/9

Tilmelding til Paragolf-matches kan ske på www.golfbox.dk


200.000 JYSKe kroner til parasporten

Den 29. marts fejrede JYSK sit 40-års jubilæum med en reception. Vanen tro opfordrede stifter og bestyrelsesformand Lars Larsen gæsterne til at droppe gaverne og i stedet donere penge til Parasport Danmark, som JYSK har været hovedsponsor for i over 30 år.

En opfordring der blev fulgt i stor stil, så direktør for Parasport Danmark, Niels Christiansen, kunne glæde sig over 200.000 kroner, der gør en stor forskel for de danske paraatleter.

- Det betyder meget for vores arbejde, for vi kan gøre rigtig meget med de penge, sagde Niels Christiansen, der selv var mødt op for at fejre JYSK’s jubilæum.

Lars Larsen glædede sig ligeledes over, at så mange gæster havde valgt at følge hans opfordring.

- Jeg er glad for, at gæsterne har doneret så flot et beløb. Atleterne har en beundringsværdig vilje, og de beviser, at man kan, hvad man vil. Det gåpåmod vil JYSK gerne bakke op om, sagde Lars Larsen.


I.H. Aalborg-leder fik Ildsjæleprisen

Parasport Danmarks breddeudvalg har hædret Gitta Thorup Sørensen, der er tidligere formand for I.H. Aalborg, med Ildsjæleprisen 2019.

Igennem 40 år har Gitta Thorup Sørensen spillet en nøglerolle i udviklingen af parasporten i Aalborg, hvor hun som bl.a. formand og administrativ leder har været med til at gøre I.H. Aalborg til en af Danmarks største idrætsforeninger for udøvere med handicap. Den fornemme indsats blev først i maj anerkendt i forbindelse med repræsentantskabsmødet i de Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg, hvor Parasport Danmarks breddeudvalg overraskede hende med Ildsjæleprisen.

- Mig plejer de altså ikke at kunne skjule noget for. De tog virkelig fusen på mig. Jeg er både stolt og glad for at modtage prisen, siger Gitta Thorup Sørensen, der dagligt holder styr I.H. Aalborgs ca. 500 medlemmer, 100 frivillige og 22 idrætstilbud.

Parasport Danmarks breddeudvalg uddeler hvert år Ildsjæleprisen til en frivillig i parasporten for at anerkende det store arbejde, som løftes i foreninger og udvalg. Med prisen følger et kontantbeløb på 5.000 kr.

Kom til Frivilligheds Forsamling 2019

Igen i år vil medlemmerne af de mange udvalg i Parasport Danmark blive klogere og inspirere hinanden, når der afholdes Frivilligheds Forsamling den 6.til 8. september.

Der vil være forskellige workshops, debatter og oplæg, og en gruppe frivillige i parasporten vil blive hyldet med IFORM-prisen. Desuden vil den tidligere paralympiske guldvinder og nuværende foredragsholder mm. Søren Holmgren stå for et involverende forløb om frivillighed og motivation.

For yderligere information, kontakt idrætskonsulent Jørn Erik Simonsen på tlf. 20 77 57 59 / e-mail: esi@parasport.dk.

Kronprinsen oplevede parasport ved Skole OL 

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik besøgte onsdag den 8. maj et indledende Skole OL-stævne i atletik på Østerbro Stadion, hvor han blandt meget andet overværede parasport.

Knap 2.000 elever fra 79 københavnske 4. og 5. klasser deltog i forskellige atletik- og parasportsdiscipliner, og der var højt humør og masser af opildnende tilråb, mens konkurrencerne var i gang.

Kronprins Frederik var en populær herre blandt børnene. Der blev både givet ’high fives’ og taget selfies, og kronprinsen holdt også en peptalk for børnene, før konkurrencerne gik i gang – retur fik han klapsalver og nationalsang fra 2.000 barnestemmer.

Parasport er en af de nye idrætsgrene i Skole OL, og ved stævnet på Østerbro Stadion blev kronprinsen introduceret til parasportskonceptet og overværede elever med handicap fra Friluftsskolen spille boccia og kørestolsrugby sammen med andre elever.

Med vanligt stort engagement i øjenhøjde og et ”hej, jeg hedder Frederik, og jeg er kronprins!” fik vores kommende konge hilst på blandt andre en af eleverne fra Friluftsskolen, der kørestolsbruger og blind – og hørt mere om parasport fra Lene van der Keur, der er formand for Breddeudvalget i Parasport Danmark.


Idrætsskolen fylder 25 år

Idrætsskolen for udviklingshæmmede kunne onsdag den 15. maj fejre 25 års jubilæum. Det blev fejret i solskin på skolens hjemmebane i Grøndal Multicenter sammen både nuværende og tidligere elever, familier, personale og venner af skolen.

Gæsterne til jubilæet kunne få et indblik i elevernes hverdag på Idrætsskolen, og der var mulighed for at prøve blandt andet boksning, klatring, zumba og floorball. Der blev der afholdt fodboldturnering, og hen ad eftermiddagen sluttede jubilæumsfejringen af til tonerne af bandet Fars Rum.

Det blev en dag med bevægelsesglæde, gode oplevelser og fællesskab øverst på dagsordenen i Idrætsskolens ånd.

Konference satte fokus på handicapidræt

Midt i maj samlede Nordisk konference i tilpasset idræt og bevægelse for 8. gang fagfolk inden for handicapområdet fra hele norden, samt Tyskland.

Konferencen blev i år arrangeret af Videnscenter for Handicap og afholdt på Musholm Ferie-, Sport- og Konferencecenter. Over de tre dage blev deltagerne gennem oplæg, workshops og fysiske aktiviteter klogere på, hvordan man kan tilrettelægge idræt og bevægelse, så alle kan være med.

Fokus var bl.a. på hvordan man kan inddrage børn med handicap i idrætsundervisningen i folkeskolen, og hvordan naturen kan bruges som ramme for tilpasset idræt og bevægelse.

Læs mere om konferencen på Videnscenter for Handicaps hjemmeside www.handivid.dk.


Autismebørn rammer plet

Hillerød Bueskyttelaug og Harløse Skole har med hjælp fra Parasport Danmarks projekt ”Superleder – Sammen om sport” oprettet et bueskyttehold for specialskolens elever.

I Hillerød Bueskyttelaug er otte nye bueskytter startet til bueskydning hver mandag. Børnene går til daglig på Harløse Skole – en specialskole for elever med diagnoser inden for autismespektret. Børnene bliver medlem af foreningen på lige vilkår med de andre medlemmer. Den eneste forskel er, at de får mulighed for at skyde på et tilpasset hold, og at der bliver taget hensyn til deres forskellige udfordringer.

I de første tre måneder deltager to pædagoger fra Harløse skole i træningen for at sikre en tryg opstart for både børnene og foreningen. Herefter fortsætter holdet som ethvert andet fritidstilbud, hvor foreningens trænere varetager træningen.

Projekt ”Superleder – Sammen om sport” støtter børn og unge med funktionsnedsættelse i at blive en del af den almene idrætsforening. Er I en idrætsforening, en specialskole eller en forældregruppe, der ønsker at oprette et tilbud for jeres børn, så kontakt projektleder Stine Sloth Jensen på tlf. 61 18 57 03 eller mail ssj@parasport.dk.


Nye klubber & tilbud

Fodbold i Nordsjælland
Melby-Liseleje IF-Fodbold har startet et fodboldhold for 5-10 årige børn med CP (cerebral parese) og lignende handicap. Kontakt formand Kim Daugbjerg på kim@mlifodbold eller tlf. 20 20 64 68.
www.mli-fodbold.dk

Svømning i Odsherred
Odsherred Svømmeklub tilbyder svømning for unge med autisme. Kontakt Lise Adamsen på tlf. 22 79 10 56 eller e-mail info@odsherredsvoemmeklub.dk.
www.odsherredsvømmeklub.dk

Bordtennis i Hillerød
HGI Bordtennis har startet et bordtennisprojekt for børn og unge med bevægelseshandicap. Kontakt formand Thomas Hjermind Jensen på e-mail formand@hgibordtennis.dk eller tlf. 51 22 83 50.
www.hgibordtennis.dk

Tennis i Virum-Sorgenfri
Virum-Sorgenfri Tennisklub tilbyder tennis for børn og unge med udviklingshandicap. Kontakt Poul Horup Sørensen på e-mail kontoret@vst-tennis.dk eller tlf. 45 85 14 32.
www.vst-tennis.dk

Golf i Allerød
Mølleåens Golf Klub tilbyder golf for alle, uanset handicap. Kontakt Bo Aagaard på tlf. 48 18 86 31 eller e-mail kontor@mgk.dk.
www.mgk.dk

Skydning i Rødovre
Rødovre Skytteforening tilbyder skydning for alle, uanset handicap. Kontakt Jens Grønlund på e-mail formand@rodovreskytteforening.dk eller tlf. 22 52 42 53.
www.rodovreskytteforening.dk

Fitness i Herlev
Cure4Parkinson Resort er et nyt træningscenter er for mennesker med parkinsons. Der er bl.a. fitness, boksning, bordtennis, cykling og dans.
www.cure4parkinson.com/traningscenter

Golf i Næstved
Næstved Golfklub tilbyder golf for bevægelseshæmmede og døve. Kontakt Tom Nielsen på tomogco@post11.tele.dk eller tlf. 24 79 70 47.
www.naestvedgolf.dk

Kørestolsbasket i Odense
Nu kan du spille kørestolsbasket i Odense Basketball Klub. Kontakt Alkis Zimmermann på e-mail alkiszimmermann@gmail.com eller tlf. 27 60 55 70.
www.odensebasketballklub.dk

Ridning i Odense
Rideklubben Odin tilbyder ridning for unge med udviklingshandicap. Kontakt Heidi Kjeldsenpå e-mail heidikjeldsen@yahoo.dk eller tlf. 30 23 87 03.
www.rideklubben-odin.dk

Basketball i Svendborg
Svendborg Wild Rabbits er et idrætstilbud til børn ogunge med særlige behov. Denne sæson udbydes basketball og næste sæson kommer også et dansehold. Kontakt Karin Olsen på e-mail formand@sbbc.dk eller tlf. 26 44 16 02.
www.sbbc.dk

Fodbold i Sønderborg
Graasten boldklub har oprettet et fodboldhold for børn med udviklingshandicap. Kontakt Malene Aarø Mortensen på e-mail malenedinsen@hotmail.com eller tlf. 28 88 22 10.
www.graasten-boldklub.dk

Kørestolsdans i Vejle
Danseskolen DANSEquilibrium har startet et hold for børn og unge mellem 10 og 16 år, der benytter kørestol. Kontakt instruktør Sofia Selimann på telefon 22 27 77 98.

Golf i Ikast
Ikast Tullamore Golf Club tilbyder golf for menensker med fysiske handicap. Kontakt Hanne Häggqvist på e-mail hanneh@ikasttullamoregolf.dk eller tlf. 97 25 20 09.
www.ikasttullamoregolf.dk

Bordtennis i Silkeborg
Silkeborg Bordtennisklub tilbyder bordtennis for personer med bevægelseshandicap. Kontakt Niels Peter Bach på e-mail npb@sbtk.dk eller tlf. 60 10 52 08.
www.sbtk.dk

Cykling i Aarhus
Cykle Klubben Aarhus tilbyder pedalidræt for alle, uanset handicap. Kontakt Michael Berling på e-mail kasserer@ckaarhus.dk eller tlf. 60 46 50 88.
www.ckaarhus.dk

Kørestolsdans i Aarhus
Danseklubben Just Dance i Højbjerg har oprettet et nyt hold for kørestolsbrugere i manuel kørestol. Kontakt Mai-Britt Schmidt på tlf. 31 24 54 62 eller Bente Ovesen på tlf. 23 27 36 83.
www.justdancestudios.dk

Håndbold i Randers
Randers Freja har oprettet et håndboldtilbud for børn og unge med udviklingshandicap. Kontakt Lars W. Knudsen på e-mail lwk@mail.dk eller tlf. 23 34 50 90.
www.randersfreja.dk

Svømning i Randers
Swim Team Neptun tilbyder svømning for personer med fysiske handicap. Kontakt René Larsen på e-mail kassereren@swimteam-neptun.dk eller tlf. 24 86 40 09.
www.swimteam-neptun.dk

Fodbold på Mors
MorsØ FC tilbyder nu fodbold til alle, uanset alder og handicap.
www.morsøfc.dk