Parasport Danmark logo hvid.png

Lykønskninger: Tillykke til Parasport Danmark

”I skaber glæde og inspiration”


Det er med stor glæde jeg lykønsker Parasport Danmark med sit 50-års jubilæum. Som protektor fra 1981 har jeg oplevet en organisation i rivende vækst, en imponerende udvikling, hvor man i dag kan tilbyde en bred vifte af forskellige sportsdiscipliner. Organisationen har opnået et højt niveau både i planlægning og gennemførelse af sportsarrangementer og konkurrencer.

Under mine besøg ved de Paralympiske Lege og ved andre internationale stævner har jeg oplevet en stor professionalisme og konkurrenceiver blandt paraatleterne. 

Ved 50-års jubilæet fremstår Parasport Danmark som en vigtig samfunds-organisation, der kan inspirere og udfordre vores atleter. Den enkelte får adgang til at dyrke sport og styrke fysikken; men størst af alt giver den et fællesskab baseret på sund konkurrence og godt kammeratskab.

Målsætningen for Parasport Danmark er at give alle mennesker med et handicap eller særlige behov mulighed for at bevæge sig, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt socialt fællesskab. Det er lykkedes organisationen at indfri dette på en meget overbevisende måde.

Parasport Danmark ønsker jeg tillykke med 50-års jubilæet må den positive udvikling være til glæde og inspiration i fremtiden.

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, protektor for Parasport Danmark

H.K.H. Prinsesse Benedikte til EM i kørestolsrugby i 2019
H.K.H. Prinsesse Benedikte til EM i kørestolsrugby i 2019




”Dejligt med høje ambitioner”

Kære Parasport Danmark

Hos jer er der plads til alle. I gør et ekstremt vigtigt arbejde for at sikre, at alle mennesker uanset hvilket slags handicap, de måtte have, har mulighed for at opleve glæden ved at dyrke idræt. I giver plads til, at tingene tager længere tid eller skal gøres på en anden måde, og at der tages hensyn til den enkelte. Det synes jeg er utrolig stærkt.

 





Kulturministeren ved PL i Tokyo sammen med Parasport Danmarks formand John Petersson.

At indgå i et meningsfuldt fællesskab er værdifuldt og skaber glæde hos alle mennesker, og disse fællesskaber finder mange i det mangfoldige foreningsliv, vi har i Danmark. Der kan dog være barrierer også i foreningslivet, der gør, at ikke alle føler, at de passer ind i de traditionelle foreninger. Derfor er det godt, at I skaber alternativer for mennesker, som har brug for noget andet eller noget særligt.

Det er det, I gør muligt for mennesker med handicap. Parasport Danmark har en bred vifte af aktiviteter med mange tilbud for både børn, unge eller voksne fra breddeidræt til det allerhøjeste niveau inden for eliteidrætten.

Som jeg også gav udtryk for i Tokyo var det kæmpestort for mig at overvære de Paralympiske Lege, og jeg vil gerne sige en særlig tak til de 25 danske PL-atleter, som repræsenterede Danmark på fornem vis. Jeg er sikker på, at mange danske parasport-atleter vil gøre alt, hvad de kan for at blive en del af truppen til Paris 2024 og igen levere en beundringsværdig indsats. En indsats der kan inspirere endnu flere til at tage del i sportens uvurderlige fællesskaber.

Inden for parasportens område har jeg som kulturminister den glæde at uddele Kulturministerens Parasportspris til personer eller organisationer, som har gjort en enestående indsats for dansk handicapidræt, og som har bidraget til, at handicapidrætten udvikler sig. Jeg glæder mig til at skulle uddele prisen til vinter.

Til slut vil jeg ønske et stort tillykke til Parasport Danmark med de 50 år.

Og ikke mindst en stor tak til de dedikerede medarbejdere og medlemmer rundt om i landet. Held og lykke med det videre arbejde og jeres fortsatte høje ambitioner for parasporten og for at gøre en stor forskel for mennesker med handicap.

Med venlig hilsen

Ane Halsboe-Jørgensen, kulturminister




”En del af fællesskabet”


Idræt skal have en markant plads hos alle danskere gennem hele livet – i fællesskaber på og uden for banen og gennem oplevelser, der begejstrer og samler Danmark.

Sådan lyder visionen for den samlede DIF-idræt anno 2021.

Rykker vi tiden 50 år tilbage til den 31. oktober 1971, kunne ordene lige så vel være lydt fra Bodil Eskesen, Parasport Danmarks første formand (tidl. Dansk Handicap Idræts-Forbund), da forbundet blev stiftet.

Parasport Danmark er et håndgribeligt eksempel på, når DIF´s vision udmøntes i praksis.

Stiftelsen af Parasport Danmark markerer derfor en vigtig milepæl for DIF-idrætten og for dansk idræt som helhed. Her blev gruppen af mennesker med handicap samlet og inkluderet i foreningsidrætten under trygge og tilpassede rammer.

Sådan har det ikke været altid.

Dedikerede ildsjæle med stærke visioner har arbejdet hårdt for at sikre gode rammer og forhold for mennesker med handicap. 50 år efter kan ingen være i tvivl om, at det hårde arbejde har lønnet sig.

Klubberne blevet flere, og tilbuddene er blevet udbredt over hele landet – og rigtig mange mennesker med handicap har og har haft glæde af, at de kan dyrke idræt og være en del af foreningsidrætten

Parasport Danmark har dog aldrig stået stille.  Tiden har styrket forbundet – både på de interne og de eksterne linjer.

Man er nu ikke længere handicapidrætsudøver. Man er svømmer, rytter, bordtennisspiller mv. Det er en vigtig skelnen og en meget tydelig markør for den store udvikling, der præger forbundets historie.

Hvor forbundet tidligere var optaget af at sikre, at medlemmerne kunne dyrke idræt med ligesindede, arbejdes der i dag også på, at medlemmerne kommer ud og bliver en del af det store idrætsfællesskab og inkluderes i almene idrætsforeninger. Derfor er partnerskaber med specialforbund, DIF og Team Danmark også blevet centrale hjørnesten i Parasport Danmarks arbejde i dag. 

Det er en udvikling, som hele DIF-idrætten hilser varmt velkommen, og som vi på alle måder vil støtte op om. 

Jeg er stolt af, at Parasport Danmark er en del af DIF-familien og ser frem til at se forbundet høste frugterne af den ambitiøse retning, som forbundets nye vision tegner for fremtiden.

Stort tillykke med 50-års jubilæet.

Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund