Idrætten skal mindske den handicapbetingede ulighed i danskernes sundhed

Det er en deprimerende kendsgerning, at mennesker med udviklingshandicap i Danmark gennemsnitligt lever 20 år kortere end den øvrige befolkning. Den markante ulighed i danskernes levetid kan tilskrives en overdødelighed inden for alle større dødsårsager: Har du et udviklingshandicap, har du dobbelt så stor risiko for at dø af kræft, fem gange større risiko for at dø af diabetes og tre gange større risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme.

I Lev-formand Anni Sørensens behørige nødråb i Politiken den 25. juli forlanger hun handling fra politiske og administrative beslutningstagere, der siden 2007 ikke har formået at rykke ved den tragiske statistik. Hun fremsætter selv en håndfuld forslag, der kan være en del af løsningen. Jeg vil gerne føje et til listen og sender hermed en klar opfordring til alle ansvarlige beslutningstagere, organisationer og fagpersoner: Idræt bør blive en del af hverdagen for alle mennesker med udviklingshandicap.

Mange målrettede tilbud 
Det er almen viden, at fysisk aktivitet er sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende. Og idrætten kan endnu mere: Et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at mennesker med udviklingshandicap gennem deltagelse i holdsport og idrætsfællesskaber udvikler deres sociale kompetencer og finder en vej ud af den ensomhed og sociale isolation, der desværre ofte kendetegner deres voksentilværelse3. 

I Parasport Danmark har vi aldrig været i tvivl om, at idrættens betydning rækker langt ud over det åbenlyse.  Vi organiserer årlige turneringer for specialskoler i fodbold og håndbold. Vi tilbyder idrætscertificering af bosteder, dagtilbud og aktivitetscentre for mennesker med udviklingshandicap, og vi udbyder kurser til trænere og ledere i foreningslivet, der giver dem redskaberne til at skabe attraktive og inkluderende idrætsmiljøer. Og vi står bag udbredelsen af Special Olympics-konceptet i klubber over hele landet, hvor essensen er idræt, som vi kender det, men i særligt rummelige og tilpassede rammer. 

Hvert andet år afvikler vi i tæt samarbejde med en kommune og det lokale foreningsliv vores Special Olympics Idrætsfestival, der samler flere end tusind deltagere fra hele landet omkring idræt, socialt samvær og ikke mindst den mest omfattende sundhedsscreening og oplysningskampagne for målgruppen herhjemme. Den indsats kalder vi ‘Healthy Athletes’, og her får deltagerne en enestående mulighed for at få undersøgt alt fra syn og tænder til blodtryk, kondition og balance.  

Hvert fjerde år fører vi en dansk delegation til Special Olympics World Summer Games, hvor tusindvis af idrætsudøvere med udviklingshandicap mødes i en verdensomspændende breddeidrætsbegivenhed, der giver oplevelser, medaljer, udsyn og ikke mindst motivation for livet. 

Og vi har øget vores engagement i den internationale organisation for eliteidrætsudøvere med udviklingshandicap, Virtus, for at skabe rollemodeller og en klar vej for alle dem, der vil og kan konkurrere på et højt internationalt niveau. 

Vi er heldigvis slet ikke de eneste, der kæmper for at gøre en forskel. Fx har Specialsport.dk med håndholdt hjælp og vejledning vist hundredvis af børn og unge med udviklingshandicap eller særlige behov en tryg vej til et aktivt foreningsliv, mens håndboldkonceptet LykkeLiga med højt humør, masser af kendisfaktor og tv-tid har taget nationen med storm og formået at samle børn med udviklingshandicap og deres familier i nye positive fællesskaber.  

Alt for få dyrker idræt 
Jeg er stolt af vores fælles indsats, men den forslår ikke. IDAN-rapporten ’Idræt for mennesker med funktionsnedsættelser i Danmark’ fra 2022 fortæller os, at mennesker (15+ år) med udviklingshandicap generelt er mindre bevægelses- og idrætsaktive og i ringere grad er aktive i foreningsidrætten sammenlignet med alle andre grupper af mennesker med handicap4. Og forskellen bliver endnu mere udtalt, når der sammenlignes med den øvrige danske befolkning. Tal fra Specialsport.dk viser samtidig, at ni ud af ti specialskolebørn står uden for foreningslivet5. 

Det giver sig selv, at vi må lave grundlæggende om på det, hvis idrætten skal hjælpe mennesker med udviklingshandicap til at leve sundere, bedre og længere. Det kan vi ikke gøre alene. Ikke hurtigt nok. Men vi har en god idé om, hvilke barrierer, der skal ryddes af vejen. 

IDAN-undersøgelsen fortæller os bl.a. også, at mennesker med udviklingshandicap udgør en gruppe, der i højere grad end andre lader sig bremse af bekymringer om egne evner, dårlig form og manglen på ligesindede at følges med til idræt6. Sagt med andre ord: De lider af lavt selvværd og mangler selvtillid. Konsekvensen er, at foreningsidrætten fravælges - eller måske nærmere at den aldrig bliver overvejet som en mulighed. Selv når lysten byder sig, ved vi, at det at strukturere sin fritid, pakke sin idrætstaske og transportere sig til stadion kan virke som ganske uoverkommelige udfordringer. 

Idræt i hverdagen 
Det, der er brug for, er en kulturændring. Et væsentligt første skridt i den retning er at sikre, at personale på bosteder, uddannelser og dagtilbud i langt højere grad får mulighed for – og kompetencer til – at gøre bevægelse og idræt til en helt naturlig del af hverdagen for mennesker med udviklingshandicap. 

Og så skal det normaliseres, at målgruppen er en del af foreningslivet. Det kan fx ske ved at bosteder, dagtilbud eller skoler giver elever, brugere og beboere en direkte tilknytning til lokale klubber, der åbner sine døre også uden for normal “foreningstid”. Det ser vi for tiden flere positive eksempler på i København, hvor specialskoler og atletikklubber på Frederiksberg, Østerbro og senest Amager er gået sammen om at få foreningsidræt på skoleskemaet. Det synes jeg er en hamrende god idé. 

Jeg håber, og jeg forventer ærligt talt, at beslutningstagere på tværs af det politiske spektrum kan blive enige om, at der må og skal handles for at give mennesker med udviklingshandicap forudsætningerne for at leve et sundt og langt liv. I Parasport Danmark er vi fast besluttet på at tage ansvar og være en del af løsningen.