Parasport Danmark logo hvid.png

Klassifikation

En af hjørnestenene i parasporten er klassifikation af idrætsudøvere. Formålet er at sikre en retfærdig konkurrence.

Klassifikation er en grundlæggende og uundværlig del af parasport. Det betyder, at idrætsudøvere inddeles i klasser alt efter deres handicap og funktionsniveau i forhold til den specifikke idrætsgren. Formålet er at sikre, at funktionsnedsættelsen har mindst mulig indflydelse på sportslige resultater, så alle kan konkurrere på så lige vilkår som muligt.

Idrætsudøvere vil altid variere i fysik, talent og karakter. Det er derfor en udfordrende balance: For få klasser kan skabe uretfærdige forhold, især for dem med de mest omfattende handicap, mens for mange klasser kan mindske konkurrencen og svække parasportens troværdighed. 
Nedenfor finder du de tre handicapkategorier, som der bliver klassificeret indenfor:

Mindstehandicap

De internationale, generelle, gyldige handicap ses herunder. Der kan dog være nationale eller idrætsspecifikke undtagelser.

Nedsat muskelstyrke:
I nogle muskler eller muskelgrupper eller dele af kroppen fx pga. rygmarvsskade, rygmarvsbrok, muskelsvind eller polio (børnelammelse).

Kronisk nedsat bevægelighed:
I et eller flere led fx forårsaget af AMC (medfødt lidelse, som reducerer bevægeligheden betydeligt). 
Hypermobilitet, ledinstabilitet eller akutte tilstande, som artritis (gigt) er ikke et gyldigt handicap. 

Manglende eller forkortede lemmer:
Manglende lemmer eller forskel i ben- eller armlængde har helt eller delvist mistet en kropsdel, eller har en unormal lemmedimension. Det kan skyldes medfødte forhold, sygdom eller som konsekvens af traumer.

Dværgvækst:
Manglende højde pga. unormal vækst i knogler.

Koordinationsnedsættelse:
Bevægelsesforstyrrelser som gør det svært at udføre kontrollerede, hurtige og præcise bevægelser. Det skyldes en skade eller sygdom i centralnervesystemet (Fx. Cerebral parese, Multipel Sklrerose eller hjerneskade . Funktionsnedsættelsen kan vise sig som:

  • (a) spasticitet – øget muskelspænding og nedsat evne til at strække musklerne,
    (b) ataxi – upræcise og usikre bevægelser, eller
    (c) dyskinesi – ufrivillige bevægelser, der forstyrrer viljestyrede handlinger.

Synshandicap:
Synsnedsættelse som skyldes en underliggende helbredstilstand i øjet, synsnerven eller de områder i hjernen, der bearbejder synsindtryk. Synet er reduceret eller helt fraværende – også selvom der bruges briller eller anden synskorrektion.

Udviklingshandicap:
Forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau.

IPC CLASSIFICATION FUNDAMENTALS ONLINE COURSE

Læs også mere om klassifikation i håndbogen 'Sammen om fair parasport', der vejleder medarbejdere, atleter, trænere, ledere og øvrige frivillige på antidoping- og klassifikationsområdet med henblik på at sikre fair konkurrence i parasporten.

Spørgsmål til klassifikation i Parasport Danmark
Mail: klassifikation@parasport.dk