Nyt samarbejde sætter spot på usynlige handicap i idrætten
Med en landsdækkende kampagne vil Parasport Danmark og Ocean Outdoor give Solsikken maksimal synlighed og oplyse danskerne om, at mennesker med et usynligt handicap kan være en del af sportens fællesskaber.

I uge 41 indleder Parasport Danmark og Ocean Outdoor en kampagne, der skal øge synligheden af Solsikkeprogrammet på Ocean Outdoors landsdækkende netværk af digitale skærme. Kampagnen har til formål at oplyse danskerne om, hvordan mennesker med et usynligt handicap kan være en del af sportens fællesskaber.
- I dag har de fleste medlemmer i parasporten et synligt handicap, selvom langt flere lever med et usynligt handicap. Med kampagnen ønsker vi derfor at oplyse om mulighederne for at dyrke idræt i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab - uagtet typen af handicap. Vi er utroligt glade for samarbejdet med Ocean, der løfter vores rækkevidde markant, og gør det muligt at nå ud til en bredere del af befolkningen, siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.
Hos Ocean Outdoor er der begejstring for at bidrage til den fælles indsats.
- Vi har en utroligt stor medieplatform, og derfor ser vi det som en vigtig opgave at give plads til væsentlige samfundsbudskaber. Solsikkeprogrammet er et godt eksempel på et initiativ, der gør en reel forskel og skaber bedre rammer for mennesker, der lever med et usynligt handicap, siger Pia Petersen, Managing Director hos Ocean Outdoor.

Partnerskab til og med 2026
Kampagnen bliver startskuddet på en ny partnerskabsaftale mellem Parasport Danmark og Ocean Outdoor, der i første omgang løber frem til udgangen af 2026. Her vil Ocean Outdoor levere medieplads til Parasport Danmark under vigtige begivenheder og indsatser.
- Vi står foran en række store sportsbegivenheder, hvor det er afgørende, at vores budskaber når bredt ud. Her er Ocean en værdifuld partner, fordi de giver os en synlighed, vi ellers ikke har adgang til. Vi ser derfor også et stort potentiale i samarbejdet frem mod de Paralympiske Lege i LA i 2028, siger John Petersson.
Om kampagnen
Solsikkekampagnen for Parasport Danmark lanceres i uge 41 på Ocean Outdoors 680 landsdækkende digitale Loop-skærme, der bl.a. kan opleves i gadebilledet og i de danske storcentre. Kampagnen er visuelt båret af PL-svømmer og -guldvinder Alexander Hillhouse, der bærer Solsikkearmbindet og fortællingen om, at handicappet ikke altid er til at få øje på.
Find vej ind i parasportens fællesskaber - uanset om dit handicap er synligt eller ej - lige her: Ny i parasporten - parasport.dk.