Parasport Danmark logo hvid.png

Katrine Kristensen hædres med JYSK-legat

Paradressurrytter Katrine Bjelke Kristensen har modtaget JYSK’s Bring Dedication-legat på 50.000 kroner. Sammen med JYSK-grundlæggerens barnebarn deler hun historier om hverdagen som eliterytter og det store arbejde, der ligger bag at konkurrere på verdensplan.

Katrine Kristensen hædres med JYSK-legat
Katrine Bjelke Kristensen modtager JYSK-legat af Søren Brunsborg.

På stutteriet Grønagergård i Roskilde står morgensolen lavt over markerne, mens paradressurrytter Katrine Bjelke Kristensen skridter sin hest Quarter til dagens opvarmning.

Her bruger hun flere timer dagligt på at finpudse samspillet mellem rytter og hest. Derfor er det også her, hun modtager JYSK’s Bring Dedication-legat på 50.000 kroner.

Legatet uddeles til paraatleter, der udviser en særlig dedikation i jagten på deres sportslige mål. For Katrine er legatet en håndsrækning til det videre arbejde mod kommende mesterskaber.

- Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over at modtage legatet. Det betyder meget at blive set og anerkendt for den indsats, jeg lægger hver eneste dag. Det giver mig både ro og motivation til at fortsætte arbejdet mod kommende mesterskaber, siger Katrine Bjelke Kristensen og fortsætter:

- Ridning giver mig en følelse af frihed, og jeg plejer at sige, at hesten er min fysioterapeut på fire ben. Sporten gør en positiv forskel for mig – både fysisk, i forhold til min muskelsvind, og psykisk. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at ridning kræver meget både økonomisk og praktisk. Derfor betyder opbakningen fra JYSK alverdens for mig.

Dedikation som drivkraft
Med sølv ved de Paralympiske Lege i Paris, to EM-sølvmedaljer og en EM-holdbronze har Katrine placeret sig blandt Europas bedste paradressurryttere. Bag resultaterne ligger et stort arbejde, og et liv, hvor dedikationen ikke stopper, når træningen er slut.

Hos JYSK fremhæves Katrines evne til at balancere elitesporten, jurastudiet og familielivet som noget helt særligt.

- Katrine udviser en imponerende dedikation og fightervilje i alt, hvad hun gør. Hun formår at jonglere eliteidræt, familieliv og studier på en måde, der inspirerer både inden for og uden for parasporten. Det er netop den form for engagement, vi ønsker at anerkende med Bring Dedication-legatet, siger Søren Brunsborg, Commercial Sales Coordinator i JYSK og barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen.

For Katrine er balancen utroligt vigtig.

- Jeg vil ikke kun lade mig definere af ridesporten, for det gør mig til en bedre rytter, at jeg har flere store forpligtigelser. Min studiegruppe ønsker mig altid tillykke efter et mesterskab, men når jeg møder ind mandag morgen, spørger de mig også, om jeg har husket at læse til i dag. Det er en stor befrielse, for så er vi ligesom videre, fortæller hun med et smil.

Logistik i særklasse
Da samtalen falder på arbejdet bag resultaterne, spørger Søren Brunsborg nysgerrigt til, hvordan det foregår, når en hest skal transporteres til store mesterskaber.

Katrine Bjelke Kristensen skridter Quarter til dagens opvarmning.
Katrine Bjelke Kristensen skridter Quarter til dagens opvarmning.

- Folk bliver altid meget overraskede, når jeg fortæller, at man kan flyve en hest på tværs af kontinenter. Det er et kæmpe arbejde. Lidt som at planlægge en familieferie, bare med 600 kilo ekstra bagage, griner Katrine og fortsætter:

- Heste får også jetlag og mærker det på egen krop, så vi planlægger rejser i tæt samarbejde med dyrlæger og eksperter. Og når der lægges så mange timer i arbejdet på ridebanen og logistikken rundt om, så betyder anerkendelsen fra JYSK meget. Dét, at nogen siger ’Vi ser dig, og vi tror på dig.’

Et partnerskab med fælles værdier
JYSK har støttet Parasport Danmark i mere end 30 år og har gennem årene bidraget til at skabe bedre vilkår for danske paraatleter. Legatet Bring Dedication er en del af dette engagement og tildeles hvert år til atleter, der udviser en særlig indsats og vedholdenhed.

- For os handler Bring Dedication-legatet om mere end resultater. Det handler om vilje, drivkraft og en passion, som atleter som Katrine udstråler. Hun er et forbillede på, hvordan dedikation kan flytte grænser. Både for hende selv og for sporten, slutter Søren Brunsborg.

Fakta: Bring Dedication-legatet

  • Uddeles årligt af JYSK til én eller flere atleter i parasporten.
  • Gives til atleter, der udviser særlig dedikation og målrettethed i jagten på deres mål.
  • Den samlede pulje udgør 200.000 kroner årligt.
  • Katrine Bjelke Kristensen modtager 50.000 kroner som den anden modtager i 2025.
  • De resterende 75.000 kroner uddeles senere på året.