50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Frederikshavn bliver Special Olympics-vært i 2024

Special Olympics Idrætsfestival for mennesker med udviklingshandicap bliver i 2024 afviklet i Frederikshavn i samarbejde med Parasport Danmark. Byen var udpeget som værtsby i 2020, men coronapandemien spændte ben for idrætsfestivalen, som måtte aflyses.

Atleternes indmarch ved åbningen af Special Olympics Idrætsfestival 2018 i Helsingør. Foto: Lars Møller
Atleternes indmarch ved åbningen af Special Olympics Idrætsfestival 2018 i Helsingør. Foto: Lars Møller

Special Olympics Idrætsfestival skulle være afviklet i Frederikshavn fra 15.-17. maj sidste år. Programmet var klar, og over 1.000 atleter, trænere og hjælpere fra hele Norden var tilmeldt, da coronapandemien overtog dagsordenen og satte en brat stopper for foreningsidrætten. I første omgang blev idrætsfestivalen udsat ét år, men i vinters blev det besluttet at konvertere den beslutning til en aflysning.

Heldigvis er forberedelserne, der har stået på i næsten tre år, ikke spildte. Parasport Danmark og Frederikshavn Kommune er blevet enige om, at kommunen i stedet forløser de mange spændende planer for idrætsfestivalen i 2024.

Det glæder borgmester Birgit S. Hansen.

- Vi er jublende glade for, at Frederikshavn bliver værtsby for Special Olympics Idrætsfestival 2024. Vi ser frem til at levere værtskab i verdensklasse for mindst 1.000 idrætsudøvere, trænere og hjælpere fra hele Norden. Og jeg kan love, at det bliver sport med et smil, hvor vi sætter alt ind på at give alle deltagere tre festlige dage og en oplevelse for livet, udtaler Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

For Parasport Danmarks festivalleder Anette Svejstrup har det været en prioritet at sikre, at festivalen skulle tilbage til den nordjyske kommune.

- Vi er rigtig glade for, at vi kan genoptage samarbejdet med Frederikshavn. Vi oplevede et meget stort lokalt engagement med mange initiativrige mennesker og imødekommende lokale foreninger. Det er fantastisk, at vi nu får mulighed for sammen at realisere de mange ideer, der var på tegnebrættet, når vi afholder Special Olympics Idrætsfestival 2024, siger Anette Svejstrup.

Den næste udgave af Special Olympics Idrætsfestival afvikles i Kolding i maj 2022, hvor Frederikshavn forventer at stille et stort og slagkraftigt hold i bl.a. håndbold og fodbold.

Fakta
Special Olympics Idrætsfestival (SOIF) er Danmarks største idrætsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap. Festivalen er tre dage med idræt, sundhedstjek og socialt samvær for personer over 16 år med generelle indlæringsvanskeligheder eller udviklingshandicap. Det er et breddeidrætsarrangement for alle, uanset sportsligt niveau. Idrætsudøverne kæmper om medaljer i mindst 10 forskellige idrætter.

Parasport Danmark afholder Special Olympics Idrætsfestival hvert andet år. Senest var Helsingør værtsby i 2018 med ca. 1.300 deltagere og ledsagere fra Danmark og de nordiske nabolande.

Sundhedsprogrammet Healthy Atletes er en væsentlig del af idrætsfestivalen. Her kan deltagerne bl.a. få testet deres kondital, muskel- og fedtmasse, og de kan få et gennemsyn af tænder og øjne.