Parasport Danmark logo hvid.png

Dressurholdet til PL i Paris er komplet

To PL-debutanter fuldender det stærke danske dressurhold til de Paralympiske Lege i Paris, der starter den 28. august.

Dressurholdet til PL i Paris er komplet
Dressurholdet består af (fra venstre) Tobias Thorning Jørgensen, Pia Wulff Jelstrup, Karla Dyhm Junge og Katrine Kristensen. Foto: Lars Møller

Karla Dyhm Junge (Skanderborg) og Pia Wulff Jelstrup (Høng) er i dag udtaget til PL, hvor de gør Katrine Kristensen og Tobias Thorning Jørgensen selskab på det danske hold, der har ambitioner om at blande sig i medaljekampen. Nicole Johnsen (Roskilde) er reserve.

Det er Parasport Danmarks landstræner i dressur, Astrid Gemal, der har sat det endelige hold efter sommerens træningssamlinger og stævner.

- Vi har udtaget et landshold bestående af fire rigtig gode ekvipager. De to kommende fanebærere og regerende verdensmestre, Katrine og Tobias, er den rutinerede del af holdet, og så har vi to PL-debutanter med, som kommer med spændende, yngre heste. Den kombination holder liv i vores medaljedrømme. Rytterne og staben bag dem er topmotiverede. Alle glæder sig til at komme til Paris og yde deres allerbedste på den imponerende arena i Versailles, siger Astrid Gemal.

Parasport Danmarks sportschef, Michael Møllgaard Nielsen, glæder sig over endnu en gang at sende et stærkt dansk dressurhold til PL.

- Danmark har stolte traditioner i paradressur og har bl.a. vundet individuelle medaljer ved de seneste fire Paralympiske Lege. I Tokyo 2020 var vi samtidig blot 0,03 % point fra en bronzemedalje i den prestigefyldte holdkonkurrence. Hele holdet har arbejdet rigtig flot på at fortsætte udviklingen, så ryttere og heste også i Paris kan skabe mindeværdige øjeblikke sammen på parasportens største scene, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Ifølge DIF’s paralympiske chef de mission, Nicklas Bjaaland, der også har været i Paris ifm. OL, kan de danske ekvipager se frem til en uforglemmelig oplevelse på Versailles.

- Det er en enestående ramme, der venter ryttere, heste og hele det fantastiske hold, der er med omkring de danske ekvipager. Det er en oplevelse, de skal sørge for at nyde, og så tror jeg også, publikum og ikke mindst de danske tilskuere i Paris får noget at juble over igen, siger Nicklas Bjaaland.

Dressurkonkurrencen til PL i Paris starter den 3. september, men ryttere og heste ankommer allerede den 23. august for at forberede sig bedst muligt. Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen er udpeget som danske fanebærere til åbningsceremonien på Place de la Concorde og Champs-Élysées den 28. august.

Med dressurholdet komplet er i alt 31 danske atleter nu klar til PL i Paris.

Fakta om De Paralympiske Lege i Paris
PL i Paris indledes den 28. august 2024 på Champs-Élysées og Place de la Concorde og afsluttes 12 dage senere den 8. september. Der forventes deltagelse af 4.400 para-atleter fra 184 paralympiske komitéer, der skal konkurrere om 549 medaljesæt i 23 sportsgrene.

Den danske PL-trup tæller nu 29 atleter fordelt på ni sportsgrene.

Læs mere om det danske hold på hjemmesiden paralympiskelege.dk og sociale medier @danmarktilpl

DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark. Parasport Danmark er som national paralympisk komité ansvarlig for at kvalificere og udtage det danske PL-hold.

UDTAGET I DAG

Karla Dyhm Junge
Alder: 21 år
PL-disciplin: Dressur
Klasse: Grad III
Hest: Miss Daisy
Hesteejer: Daniel Hedegaard Bregenov
Groom: Marianne Junge
PL-erfaring: Debutant
Udvalgte resultater: Sølv for hold og nr. 4 individuelt ved VM 2022
Handicap: Rygmarvsbrok
Bopæl: Skanderborg
Klub: Kirstinelund Sportsrideklub

 

Pia Wulff Jelstrup
Alder: 56 år
PL-disciplin: Dressur
Klasse: Grad IV
Hest: Zafia
Hesteejer: Pia Wulff Jelstrup
Groom: Nathalie Wulff Brix
PL-erfaring: Debutant
Udvalgte resultater: Sølv for hold ved Nordiske Mesterskaber 2023, Sølv ved NM 2022
Handicap: Sklerose
Bopæl: Høng
Klub: NOA

UDTAGET TIDLIGERE

Katrine Kristensen 
Alder: 28 år
PL-disciplin: Dressur 
Klasse: Grad II
Hest: Goerklintgaards Quarter
Hesteejer: Hans Henrik og Susanne Kristensen

PL-erfaring: Tokyo 2020 
Udvalgte resultater: 2 x VM-guld i 2022, nr. 5 ved PL i Tokyo 2020
Handicap: Muskelsvind 
Bopæl: Roskilde 
Klub: Nordvestsjælland Rideklub 

 

Tobias Thorning Jørgensen 
Alder: 24 år
PL-disciplin: Dressur 
Klasse: Grad III
Hest: Jolene Hill
Hesteejer:
Signe og Tomas Kirk Kristiansen 
PL-erfaring: Tokyo 2020
Udvalgte resultater: 2 x guld ved PL i Tokyo 2020, 2 x VM-guld i 2022, EM-guld i 2019 og 2023
Handicap: Muskelsygdom
Bopæl: Give 
Klub: Klintholm Rideklub 

PL-RESERVE

Nicole Johnsen
Alder:
26 år
PL-disciplin: Dressur
Klasse: Grad V
Hest: Cavanillas-W
Hesteejer: Karina og Steven Johnsen
Groom: Sandra Hyrm
PL-erfaring: Debutant
Udvalgte resultater: Sølv for hold og nr. 4 individuelt ved VM 2022
Handicap: Føleforstyrrelser i højre ben pga. alvorlig knæskade
Bopæl: Roskilde
Klub: Grønagergaard sportsrideklub