Parasport Danmark logo hvid.png

12 idrætsudøvere skal repræsentere Danmark ved Special Olympics World Winter Games i Torino

Parasport Danmark har udtaget et floorballhold og to kunstskøjteløbere fra danske klubber samt to langrendsløbere fra Grønland til vinterlegene for idrætsudøvere med udviklingshandicap, der løber af stablen fra 8. til 15. marts 2025.

12 idrætsudøvere skal repræsentere Danmark ved Special Olympics World Winter Games i Torino
Den danske delegation går indmarch ved seneste udgave af Special Olympics World Winter Games i Østrig i 2017. Foto: SOI

1.500 idrætsudøvere fra over 100 lande samles til marts i Torino for at dyste om medaljer og vise verden, at et udviklingshandicap ikke er en hindring for at få store oplevelser i sportens verden. På grund af coronapandemien og krigen i Ukraine er det første gang i otte år, at vinterlegene kan gennemføres, og i Parasport Danmark vækker det store glæde.

- Det har stor værdi både som udstillingsvindue for idræt for mennesker med udviklingshandicap, og fordi det giver udøverne et stort mål og en kæmpe oplevelse at træne frem imod, siger idrætskonsulent Anette Svejstrup, der bliver chef de mission for den danske delegation.

De danske Special Olympics-deltagere er udtaget både på baggrund af deres sportslige og menneskelige forudsætninger, og Anette Svejstrup forventer, at de vil være gode repræsentanter og rollemodeller.

- Vores idrætsudøvere skal ned og have en kæmpe oplevelse med international konkurrence, stort anlagte ceremonier og mødet med andre kulturer. Vi håber, de suger til sig, så de kan vende hjem til Danmark og Grønland og inspirere andre til at blive aktive også i vinteridrætterne, siger Anette Svejstrup.

Det er første gang, idrætsudøvere fra Grønland deltager i World Games, og Grønland er endnu ikke selvstændigt medlem af Special Olympics. Derfor er de to langrendsløbere kommet med på det danske hold via to kvotepladser, der var tilovers i den islandske delegation.

- Vi er meget glade for, at det har været muligt for os at tage dem med på holdet og håber selvfølgelig, at det er et skridt på vejen til, at Special Olympics-idrætten for mennesker med udviklingshandicap bliver mere udbredt i Grønland, siger Anette Svejstrup.

De 10 danske deltagere kommer fra hele landet og repræsenterer seks klubber under Parasport Danmark. De får følgeskab af seks trænere og to ledere.

Om Special Olympics World Winter Games 2025 (SOWWG 2025)
Special Olympics World Games er verdens største idrætsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap. Vinterlegene i 2025 får deltagelse af ca. 1.500 idrætsudøvere fra 103 lande, og de skal konkurrere i otte sportsgrene: Alpint skiløb, langrend, dans, kunstskøjteløb, floorball, snowboard, løb i snesko samt speedskating.

2000 frivillige er involveret i legene, der afvikles i Torino og de omkringliggende byer Sestriere, Bardonecchia og Pragelato.

Parasport Danmark repræsenterer den internationale Special Olympics organisation i Danmark og er ansvarlig for at organisere den danske deltagelse i World Games.

Det danske hold til SOWWG 2025

Floorball

Dan Thisted
31 år
Herning
Herning Floorball Club

Frederik Sandgaard
29 år
Ikast
Herning Floorball Club

Henrik Madsen
24 år
Snedsted
Vika Thisted

Martin Andersen
21 år
Thisted
Vika Thisted

Niels Hindborg Kristensen
32 år
Sdr. Felding
Herning Floorball Club

Rasmus Sejr Hugsted Hansen
27 år
København Ø
Lavuk

Thor Jensen
28 år
Kastrup
V.S.I.

Tobias Dahlgaard
23 år
Thisted
Vika Thisted

Kunstskøjteløb

Laura Ehrhorn Dollerup
21 år
Tilst
Skøjte og Sportsforening Nord

Thea Ottilia Vøgg
18 år
Herning
Esbjerg Skøjteklub

Langrendsløb

Nuka Martin Lynge
20 år
Sisimut
SSP Langrend (Grønlands Idrætsforbund)

Jørna-Marie Larsen
22 år
Kangerlussuaq
ASP Aasiaat