Parasport Danmark logo hvid.png

Special Olympics Idrætsfestival skudt i gang

1.200 særdeles veloplagte idrætsudøvere havde en fest, da Special Olympics Idrætsfestival fredag blev åbnet med et brag af en åbningsceremoni i Sydbank Arena i Kolding.

Deltagerne var helt klar til at skyde Special Olympics Idrætsfestival i gang. Foto: Lasse Lagoni.
Deltagerne var helt klar til at skyde Special Olympics Idrætsfestival i gang. Foto: Lasse Lagoni.

Der er gået fire år, siden Special Olympics-flaget blev taget ned i Helsingør efter den seneste idrætsfestival, og det var tydeligt at se, at de mange deltagere havde længtes efter igen at kunne samles om sport og fest. Der blev klappet og hujet om kap på lægterne ved indmarchen, hvor alle deltagende hold blev præsenteret, og klapsalverne ville ikke forstumme, da Special Olympics-fanen var blevet hejst til tops og hang side om side med de seks deltagerlandes flag.

Parasport Danmarks formand John Petersson og Koldings borgmester Knud Erik Langhoff bød velkommen til alle og glædede sig til at komme i gang.
– Jeg håber, at I bliver glade af at være her og af al den aktivitet, I skal lave de næste dage. For når man har fodboldstøvler, badedragt eller ridehjelm på, og man deltager i sport, så er man ligeværdige, uanset om man er en af dem, der er i fjernsynet, eller man er en af jer, der sidder her i dag, lød det blandt andet fra værtsbyens borgmester til store klapsalver.

Koldings borgmester, Knud Erik Langhoff, byder velkommen til de mange deltagere
Koldings borgmester, Knud Erik Langhoff, byder velkommen til de mange deltagere. Foto: Lasse Lagoni.
Indmarch ved åbningsceremonien. Foto: Lasse Lagoni.
Indmarch ved åbningsceremonien. Foto: Lasse Lagoni.

Formand for Parasport Danmark, John Petersson, takkede de mange lokale kræfter:
– Jeg vil gerne rette en stor tak til Kolding Kommune for værtskabet og til de mange lokale foreninger, arenaer og institutioner, der alle har bidraget til, at de sportslige rammer er helt i top, og at byen også får sat sit lokale præg på festivalen. Jeg glæder mig til at opleve en hel masse sport og glæde, og jeg håber, at I alle får nogle uforglemmelige dage i Kolding.

Herefter blev Special Olympics-eden afsagt på alle seks deltagerlandes sprog, inden festivalflammen blev tændt, og Parasport Danmarks breddeudvalgsformand, Lene van der Keur, kunne erklære festivalen for officielt åben. Bandet Mumes, der består af musikere med udviklingshandicap, fyrede op under festlighederne, og der blev danset og sunget med til den store guldmedalje.

Lad mig vinde, men hvis jeg ikke kan vinde, så lad mig gøre det så godt jeg kan
- Special Olympics-eden

Kolding er i dén grad klar til, at det går løs på idrætsarenaerne fra i morgen, lørdag.

Læs mere om Special Olympics Idrætsfestival og programmet her.
Idrætsfestivalens officielle hjemmeside.