Parasport Danmark logo hvid.png

Skarpe skytter fordobler antallet af danske PL-kvotepladser

De danske paraskytter vender hjem fra EM i Granada med to bronzemedaljer for hold og yderligere to individuelle kvotepladser til de Paralympiske Lege i Paris.

Skarpe skytter fordobler antallet af danske PL-kvotepladser
Buster Antonsen sikrede Danmark en PL-kvoteplads med en EM-finaleplads i 50 m pistol. Foto: IPC

Europamesterskabet i Spanien var sidste chance for at skyde eftertragtede PL-billetter hjem, og de danske skytter udnyttede den mulighed til nærmest historisk perfektion. Seks ud af syv danskere formåede at skyde sig i EM-finaler i ugens løb, og både pistolskytten Buster Antonsen og riffelskytten Jens Frimann sikrede Danmark nye kvotepladser til de kommende lege i Paris. Succesen blev understreget ved dansk bronze i holdkonkurrencen to gange i ugens løb.

Efter den afsluttende EM-finale i 3x40 skud i tre stillinger riffel 50 m, hvor Jan Winther var sølle 0,1 point fra en individuel bronzemedalje, kunne en meget tilfreds landstræner Jonas Jacobsson gøre status over EM og PL-kvalifikationen.

- Det er en stor succes, at vi nu står med fire kvotepladser til PL. Det har været vores fokus i lang tid, og vi er nu en stor gruppe, der skal til Paris. Samtidig har skytterne med de mange finalepladser fået vigtig viden og erfaring med at håndtere presset i de afgørende momenter, siger han.

Svenske Jonas Jacobsson, der selv er alletiders mest vindende skytte ved PL, glæder sig også over de danske medaljer i holdkonkurrencen.

- Som jeg ofte siger, er det holdet, der til sidst er afgørende for den samlede præstation. Jeg er yderst tilfreds med, at vi tager medaljer ved at slå store nationer som Ukraine, Frankrig og Tyskland. Det glæder især mit gamle helmach-hjerte, at Danmark dominerede den finale ved at havde alle tre herrer med blandt de sidste otte. Det er aldrig sket tidligere, siger Jonas Jacobsson.

Den danske EM-trup bestod af syv atleter og syv ledere og hjælpere, og det gjorde holdet til det største i nyere tid. Holdet omkring atleterne var til EM forstærket af holdleder Michele Sandtrom og specialtræner i pistol Ben Sandstrom, der begge gjorde en mærkbar forskel.

- De smeltede ind på holdet med styrke og respekt. Bens andel i Busters kvoteplads er bemærkelsesværdig. Han har som pistolskytte tidligere deltaget i tre Olympiske Lege, og den erfaring har hjulpet Buster godt på vej. Michele er også pistolskytte, men endnu mere en formidabel organisator, der har fået vores store hold til at fungerer som en enhed som aldrig før, konstaterer landstræneren.

Senere på måneden skal der sættes navn på de fire danske skytter, der får glæde af kvotepladserne til de Paralympiske Lege i Paris. Det bliver under alle omstændigheder fire danske PL-debutanter. Ved PL i Tokyo i 2021 lykkedes det slet ikke Danmark at kvalificere en skytte, og i Rio 2016 var Johnny Kofoed Andersen ene om at repræsentere Danmark.

Samtlige resultater fra EM 2024 kan findes her.