Mindeord om Brian Nielsen
Tidligere paralympisk guldvinder i bordtennis, Brian Nielsen, er død.
”Alle tiders Brian” er her ikke mere. Brian, der klubmæssigt havde hjemme i I.H. Aalborg, var flagskibet i parabordtennis op gennem 1990’erne – og guldet ved de Paralympiske Lege i Atlanta i 1996 var et af mange sportslige højdepunkter – måske det største.
Jeg havde selv fornøjelsen af at overvære flere af Brians kampe i Atlanta, hvor han viste, at han besad evnen til at spille sig bedre i løbet af en turnering – og slutte som den suverænt bedste i sin klasse, klasse 6, med en sikker sejr over svenske Mattias Karlsson i to sæt med 21-11 og 21-14. En overbevisende finalesejr – Yes!, som Brian selv udbrød, da sejren var hjemme.
”Alle tiders Brian” satte altid baren højt og gik efter guld – og ikke mindst i kampene mod en af hans værste konkurrenter, tyske Rainer Schmidt. Brian spillede med hele hallen, viste glæde ved vundne points, dels for at fortælle modstanderen, hvem der bestemmer, og for at udstråle, at jeg bare er tændt.
Da karrieren gik på hæld, husker jeg også Brian som generøs og støttende i forhold til den nye generation af bordtennisspillere med bl.a. Peter Rosenmeier i spidsen.
Brian var ude for en ulykke den 25. januar og har siden ligget i respirator, indtil han døde den 11. februar uden at være kommet til live. Brian blev 54 år gammel. Bisættelsen finder sted fra Lindholm Kirke fredag 18. februar klokken 11.
Æret være Brians minde.
Michael Møllgaard Nielsen
Elitechef, Parasport Danmark
Mindeord fra Carsten Egeholt
Åh nej, hvor trist…
Jeg fik en underlig fornemmelse i hele kroppen, da jeg modtog nyheden om, at Brian Nielsen ikke længere var blandt os. Det er slet ikke til at forstå.
Brian var en sublim fighter, som jeg første gang stiftede bekendtskab med som landstræner for handicap-landsholdet i bordtennis i midt halvfemserne. Han lærte mig alt om, hvordan han og sikkert mange andre med et handicap så på verden og på, hvordan han ønskede at verden skulle se på ham.
Jeg var egentlig stoppet som landstræner, men da Brian insisterede på, at det skulle være mig, der coachede ham ved Paralympics i Atlanta i 1996, blev det sådan.
Varme karbade gjorde noget godt for leddegigten før konkurrence. Vores hotelværelse var derfor fyldt med damp. Fra badeværelset kunne jeg høre Brian kalde på mig. Da jeg kom frem i døråbningen, sad han i badekarret med et stort smil. Han ville bare lige høre, om jeg kunne skaffe ham en cola med is. Jeg lukkede døren uden at sige noget, og så kunne jeg ellers høre hans dejlige latter, som havde det med at smitte noget så grusomt. Pludselig sad jeg for mig selv i en sofa og havde tårer i øjnene af grin. Colaen fik han naturligvis ikke!
Brian havde en meget seriøs tilgang til sin bordtennis, hvilket bragte ham langt, selv om han ofte døjede med skader og begrænsninger, som han havde svært ved at acceptere. Han var udstyret med kolossal viljestyrke, og ved Paralympics i Atlanta 1996 gik det hele op i en højere enhed, da han vandt guldmedaljen, hvilket var fantastisk.
Efter sejren som bl.a. blev fejret med billard på hotellet, var Brian på et tidspunkt lidt udfordret med at nå helt ind til ballerne, der lå tæt på keglerne. De krogede fingre gjorde det svært. Hold da kæft, hvor vi morede os.
Brian var altid i godt humør, når vi var sammen. Også selv om hans mobilitet var nedsat, da jeg senest besøgte ham i Vadum.
Tak, Brian, for dit væsen, din fortrinlige humor og dit smittende gode humør, som jeg var heldig at opleve på tæt hold ved flere lejligheder.
Æret være dit minde.
Carsten Egeholt, tidligere landstræner
i Facebook-gruppen "Bordtennis DK"
Mindeord fra Peter Rosenmeier
I går aftes fik jeg et forfærdeligt opkald.
Peter, søn til Brian Nielsen aka Gunners, ringede og fortalte, at Brian var afgået ved døden. Brian var ude for en ulykke den 25. januar og har siden ligget i respirator, men der var desværre ingen vej tilbage til livet.
Brian Nielsen, aka Gunners, var en fighter uden lige og min store inspiration til at turde satse på bordtennissen i mine unge dage. Ja, måske var han faktisk det nærmeste jeg nogensinde har været et idol!
Jeg fik lov til at opleve en masse fantastiske ting sammen med Gunners, som står klart i hukommelsen den dag i dag. Masser af internationale medaljer og mesterskaber, men den situation, som står soleklart, og som jeg nok aldrig fik fortalt ham, hvor meget betød, var i forbindelse med min debutturnering i Tjekkiet i 2001, 17 år gammel.
Til den første morgenmad hentede jeg nogle stykker brød og noget dertilhørende skinke. Jeg satte mig ved bordet og den daværende landstræner kiggede på mig med skulende øjne og sagde vredt: “Rigtige sportsudøvere spiser ikke kød til morgenmad!”.
I samme moment rejste Brian sig demonstrativt og gik målrettet mod morgenbuffeten. Kort efter kom han tilbage med en tallerken fyldt med alle mulige forskellige slags kød! Jeg tror aldrig han spiste noget af det, men aktionen alene sagde det hele.
Den historie fortæller meget om, hvem Brian var, for de folk som stod ham nær. En ukuelig fighter, men også en, som beskyttede de folk, som var rundt om ham.
Jeg håber at du har fundet fred Gunners, selv om det var alt for tidligt og efterlader mange mennesker i sorg.
Tusind tak for alle de gode oplevelser både på og udenfor banen - det har været en ære!
Kærlig hilsen
2.manden
Peter Rosenmeier, parabordtennisspiller
på sin Facebook-side