Livlig debat på sundhedskonference
Den generelle sundhedstilstand for mennesker med udviklingshandicap er ikke god nok, og det har store konsekvenser for både deres livskvalitet og gennemsnitslevealder. Hvad skal der til for at ændre dét billede? Det var omdrejningspunktet på fredagens sundhedskonference i Kolding, som Lev – livet med udviklingshandicap og Parasport Danmark stod bag.
Debatten gik livligt blandt de omkring 150 socialpædagoger, fysioterapeuter, kommunalpolitikere, embedsfolk og øvrige deltagere fra hele landet, der havde fundet vej til Sundhedskonferencen i Sydbank Arena i Kolding. Ti forskellige oplægsholdere satte forskellige perspektiver på sundhedsområdet og kom med inspiration til, hvordan man kan imødekomme alt fra overvægt til ensomhed – og både fysiske, psykiske og sociale udfordringer.
Blandt deltagerne var Mette Bruun Pedersen, leder på et aktivitets-, samværs- og beskæftigelsestilbud i Haderslev Kommune.
– Jeg synes, det har været rigtig rart at høre, hvad der faktisk er muligt. Jeg hæfter mig især ved det med, at man bare skal komme i gang med at prøve det af. Borgerne kan jo rigtig meget, så det handler om, at vi hjælper dem på vej – fx helt konkret ud fra bostederne og ind i foreningslivet, siger hun og var samtidig også glad for at få et mere naturvidenskabeligt perspektiv fra socialpædiatrisk fysioterapeut Pernille Thomsen, der bl.a. gjorde deltagerne klogere på de forskellige kropslige og neurologiske udfordringer, der kan være hos den enkelte.
– Det gav en forståelse af, hvordan de er ramt – hvad deres udfordringer er på det hele kropslige niveau. Jeg går helt sikkert herfra med god inspiration og gode eksempler på, hvad der nemt kan lade sig gøre.
Også landsformand i Lev, Anni Sørensen, var glad efter dagens debatter.
– Jeg ser det her som en mulighed for at skabe ringe i vandet. Alle deltagere her i dag har en stor vilje til at gøre noget. Vi kommer mange forskellige steder fra og har forskellige indgangsvinkler til det her emne, og vi har alle sammen et ønske om at gøre noget mere. Jeg håber, at næste skridt er mange flere samarbejder lokalt mellem idrætsklubber, bosteder, specialskoler, frivillige organisationer og myndigheder og i det hele taget at flere tager ansvar, for når vi arbejder sammen, så kan vi faktisk forandre, siger hun.
Hun bakkes op af formand for Parasport Danmark, John Petersson.
– Det håber jeg også, og dagen i dag har givet rigtig meget. Denne her viden, vi bl.a. har delt i dag, skal videre til mange flere, der arbejder med målgruppen. I Parasport Danmark har vi netop fokus på et større samarbejde med kommunerne, og det tror jeg vil hjælpe rigtig meget i denne her retning. Og endelig håber jeg på, at vi i samarbejde med Lev kan påvirke endnu flere politikere, så vi også kan få lidt flere ressourcer til det område, så vi kan få endnu flere personer med udviklingshandicap og særlige behov til at dyrke idræt og leve sundere.
Læs mere om dagens oplæg og oplægsholdere her.