IPC lancerer online grundkursus i klassifikation
Kurset er gratis og frit tilgængeligt for alle, der vil blive klogere på klassifikation i de paralympiske idrætter.
På baggrund af hyppig efterspørgsel fra medlemslande verden over, har den Internationale Paralympiske Komité (IPC) lanceret et spritnyt, online grundkursus i klassifikation i de paralympiske idrætter. Kurset er udviklet med en bred målgruppe for øje og er således relevant for alle atleter, forældre, trænere, hjælpere, officials og andre, der er en del af eller ønsker at blive klogere på parasporten.
'Classification Fundamentals' er på engelsk og består af fire moduler, der kan gennemføres i eget tempo, kronologisk eller i vilkårlig rækkefølge og uafhængigt af hinanden baseret på din rolle, interesser og forudgående erfaring med klassifikation. Modul 1 er en introduktion til den paralympiske bevægelse og IPC's rolle i parasporten, mens modul 2 beskæftiger sig med udvikingen af den paralympiske klassifikation og mindsthandicap. Modul 3 gennemgår de fem internationale standarder som rammen og vejledende principper for klassifikation, og modul 4 går i dybden med selve evalueringen af atleter, tildelingen af sportsklasser og muligheden for at udfordre klassifikationsbeslutninger. Alle fire moduler afsluttes med en quiz.