Forskningsprojekt søger forældre til 6-18-årige børn med handicap eller særlige behov
To forskere fra Aalborg Universitet er ved at undersøge, hvordan der kan skabes bedre muligheder for, at børn og unge med handicap eller særlige behov kan tage del i idrætsfællesskaber. Forskerne søger nu forældre til 6-18-årige børn med handicap eller særlige behov, som vil deltage i en spørgeskemaundersøgelse.
- Kalder alle forældre til børn i alderen 6-18 år med handicap eller særlige behov!
Således lyder beskeden fra de to forskere, Lotte Stausgaard Skrubbeltrang og Niels Nygaard Rossing, fra Aalborg Universitets Institut for Medicin og Sundhedsteknologi. Forskerne har taget initiativ til en undersøgelse om begrænsninger og muligheder for idrætsdeltagelse for børn og unge med handicap eller særlige behov, og de har brug for forældrenes viden og erfaringer for at kunne skabe bedre adgang til idrætsfællesskaber for denne gruppe af børn og unge. Hver besvarelse kan således være med til forbedre mulighederne for, at børn og unge kan tage del i idrætsfællesskaber på sigt.
Forskerne har under udarbejdelsen af spørgeskemaet sparret med repræsentanter fra Parasport Danmark, Lykkeliga, Danske Handicaporganisationer og Videnscenter om handicap. Det er den første undersøgelse i Danmark, som spørger forældre til børn og unge med handicap og særlige behov, hvordan de oplever muligheder og begrænsninger i børnenes idrætsdeltagelse.
Du kan læse mere om forskningsprojektet her.
Du kan besvare spørgeskemaet her.
Kontaktinformation
Lotte Stausgaard Skrubbeltrang, adjunkt, lss@hst.aau.dk og Niels Nygaard Rossing, nnr@hst.aau.dk
Aalborg Universitet, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.