Cykelrytter Emma Lund vinder Danmarks største handicappris
Den danske verdensmester i paracykling fik onsdag den 10. april tildelt Helene Elsass Prisen 2024 for sin særlige indsats for mennesker med cerebral parese.
- Det er vigtigt for mig at være ærlig og også tale om dét, der er svært. Da jeg var yngre, kunne jeg godt have brugt én, der kunne sætte ord på at være anderledes.
Sådan lyder ordene fra den 26-årige åbenhjertige para-atlet Emma Lund. Hun er spået store medaljechancer ved PL i Paris til sommer og er VM-guldvinder i paracykling 2023.
Onsdag den 10. april blev hun kåret som vinder af Helene Elsass Prisen 2024 for sin særlige indsats for mennesker med cerebral parese – en medfødt hjerneskade. Det skete ved en ceremoni hos Elsass Fonden i Charlottenlund, og prisen blev overrakt af protektor for Elsass Fonden og CP Danmark, H.K.H. Prinsesse Benedikte. Med prisen følger 150.000 kroner.
Prisvinderen var naturligvis både glad og stolt:
- Wow, det er en helt vild følelse – det er en kæmpe ære. Jeg håber bare, jeg kan være med til at inspirere andre, lød det blandt andet fra Emma Lund.
Rollemodel for andre med cerebral parese
Emma Lund har cerebral parese (CP) og savnede selv et forbillede som barn. Hun har kæmpet med mobning, depression og udelukkelse fra idrætstimerne. Men med sin VM-titel i paracykling er hun et bevis på, at vilje, mod, ærlighed og talent kan bringe mennesker med handicap langt. Emma får Helene Elsass Prisen for at være rollemodel for andre med cerebral parese.
Det er netop, hvad Helene Elsass Prisen er til for – at påskønne en person, institution eller et projekt, der har gjort en særlig indsats for, at mennesker med cerebral parese kan deltage og være aktive i en social kontekst. Bag prisen står Elsass Fonden og CP Danmark.
Udtaget til de Paralympiske Lege i Paris
Ud over den flotte pris ventede der Emma Lund endnu en stor nyhed, idet formand for Elsass Fonden, Nick Elsass, efter prisoverrækkelsen kunne overraske Emma med, at hun nu også officielt er udtaget til de Paralympiske Lege i Paris i august-september.
Læs mere om PL-udtagelsen her.
Om Emma Lund
Emma Lund kommer ud af en sportsglad familie. Drømmen om at cykle med sin familie blev startskuddet på Emma Lunds cykelkarriere. Hun startede på en spinningcykel, og i løbet af ganske få år gik hun fra at være motionist til elitesportsudøver. Det er ikke alene de imponerende sportspræstationer, der gør Emma Lund til en værdig modtager af Helene Elsass Prisen. Det er også hendes ærlighed. Med en åbenhed og nænsom evne til at bruge sin egen historie, bidrager hun aktivt til at skabe opmærksomhed om CP i pressen og større forståelse for diagnosen i befolkningen.
Fakta om Elsass Fonden
Elsass Fonden arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese. Det sker hovedsagligt via forskning, kursus- og aktivitetstilbud og legatstøtte til projekter og den enkelte med CP. Læs mere på www.elsassfonden.dk
Fakta om CP Danmark
CP Danmark er en medlemsforening og handicappolitisk interesseorganisation, der arbejder for at forbedre forholdene og livskvaliteten for mennesker med cerebral parese og deres familier. Læs mere på www.cpdanmark.dk
Fakta om cerebral parese (CP)
En diagnose, som dækker over en forstyrrelse af hjernens udvikling før, under eller lige efter fødslen. Tidligere kaldt ’spastisk lammelse’.
10.000 mennesker lever med forskellige grader af CP i Danmark.
Den største diagnose indenfor børnehandicap - ca. 130 børn bliver hvert år diagnosticeret med CP
Symptomerne kan variere i sværhedsgrad fra næsten usynligt til kørestol og manglende sprog. Nogle er primært ramt kognitivt, mens det for andre overvejende er et fysisk handicap.