Parasport Danmark logo hvid.png

Årets sportsskole-lineup er klar – tilmeld dig nu

Parasport Danmarks sommerferieaktivitet for børn og unge med handicap eller særlige behov afvikles i år syv steder i landet, hvor deltagerne i fire dage samles om idræt, bevægelse og socialt samvær.

Parasport Danmarks sportsskoler arrangeres af lokale idrætsforeninger, der sammensætter et alsidigt program af idræt, bevægelse og socialt samvær. Foto: Martin Hungeberg
Parasport Danmarks sportsskoler arrangeres af lokale idrætsforeninger, der sammensætter et alsidigt program af idræt, bevægelse og socialt samvær. Foto: Martin Hungeberg

Sportsskolerne bliver i sommeren 2022 arrangeret af lokale idrætsforeninger i København, Odense, Varde, Aabenraa, Holstebro, Vordingborg og Aarhus, hvor frivillige trænere og hjælpere er garant for en sjov, alsidig og tryg idrætsoplevelse.

Holstebro er i år med på landkortet for første gang takket været foreningerne VGF89, HH90 og Athletikklubben Holstebro, mens Vordingborg og Aarhus er tilbage på programmet efter to års coronapause. Det glæder Stine Sloth Jensen, der er sportsskolekoordinator i Parasport Danmark.

- Sportsskolerne er en rigtig god mulighed for, at du kan prøve forskellige idrætter i trygge rammer, mens du har det sjovt sammen med andre børn og unge. Det er nogle rigtig stærke idrætsforeninger, der lægger faciliteter og frivillige til sportsskolerne, og geografisk er de fordelt over hele landet, så mange har mulighed for at deltage, siger hun.

På Parasport Danmarks sportsskoler er programmet og udvalget af idrætter forskelligt fra sted til sted – læs mere om din sportsskole her: Find din Sportsskole - parasport.dk

Sportsskolerne i København, Aabenraa, Holstebro, Vordingborg og Aarhus er allerede nu åbne for tilmelding: Tilmelding - parasport.dk

Sportsskolerne i Odense og Varde er ved at få styr på de sidste detaljer, og tilmeldingen åbner derfor først den 1. april.