Parasport Danmark logo hvid.png

Special Olympics Idrætsfestivals store succes forpligter

Special Olympics Idrætsfestivals store succes forpligter
Foto: Lars Møller

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle der lagde vejen forbi Special Olympics Idrætsfestival i Roskilde, kom berigede hjem. 

Selv vil jeg huske den intense koncentration hos gymnasterne i Idrættens Hus, det fantastiske humør på håndbold- og fodboldbanerne, dedikationen hos de frivillige i Healthy Athletes, der lavede sundheds-, tand- og synstjek hele weekenden igennem. Og meget meget mere.  

Man skal nærmest være lavet af sten for ikke at blive rørt over den smittende stemning blandt atleter, frivillige og ansatte, som gør Special Olympics Idrætsfestival så fantastisk. De 1.200 atleter tager hjem fra Roskilde med en kæmpe oplevelse i rygsækken og motivation til at dyrke endnu mere sport og motion i berigende fællesskaber.  

Det forpligter os i Parasport Danmark til at sikre, at Special Olympics ikke kun giver en weekend med store oplevelser, men også forplanter sig på den lange bane, så flere mennesker med et udviklingshandicap får mulighed for at dyrke idræt.  

Vi ved, at mennesker med et udviklingshandicap dyrker mindre idræt, lever mere usundt og i kortere tid end den øvrige befolkning. Det er en kæmpe udfordring. Men en begivenhed som den netop overståede festival i Roskilde er uden tvivl et skridt i den rigtige retning.   

Parasport Danmark kan ikke løfte opgaven alene. Vi har brug for stærke samarbejdspartnere, ikke mindst landets kommuner. Heldigvis kan vi se tegn på, at de seneste års værtskommuner for Special Olympics Idrætsfestival har løftet indsatsen. Flere mennesker med et udviklingshandicap har fået mulighed for at dyrke idræt i Kolding, Helsingør og Frederikshavn. Mon ikke også Roskilde og om to år Randers bliver smittet af Special Olympics-feberen og får set værdien af at få mere bevægelse, fællesskab og glæde ind i hverdagen. 

Med én festival hvert andet år går der imidlertid mange år, før festivalen har besøgt alle landets kommuner. Alle kommuner er derfor meget velkomne til at kontakte Parasport Danmark allerede nu. Vi hjælper gerne klubber og kommuner med at komme i gang med SO-idræt i hele landet. 

Tak til alle, der hjalp med at gøre Special Olympics Idrætsfestival i Roskilde til en enestående oplevelse for de 1.200 atleter og alle os andre, der lagde vejen forbi. Randers får nogle store sko at fylde ud. Men mon ikke de klarer det.