I Slangerup er der plads til alle
Store ambitioner og et endnu større fællesskab. På Slangerup Håndbolds populære Special Olympics-hold skal man have det sjovt, bakke hinanden op og udvikle sig som spiller og menneske.
Fire timer. Så lang tid brugte Michael Jørgensen på at komme til og fra træning, da han for to år siden startede på Slangerup Håndbolds Special Olympics-hold. Han boede på Sydsjælland og måtte hver tirsdag bruge to timer hver vej i bus og tog til Slangerup i Nordsjælland og hjem igen.
Han kunne have fundet et lokalt håndboldtilbud, men han var så glad for at spille i klubben, at han endte med at flytte til nabobyen Frederikssund med sin hustru Louise. Nu træner han tirsdag og torsdag på holdet og derefter ofte videre med klubbens almene senior- eller old boys-hold. Han er desuden hjælpetræner på klubbens U15-hold.
– Kammeratskabet er noget af det bedste, jeg har oplevet. Her snakker alle med alle, og der er ikke nogen, der er uvenner. Man hjælper hinanden i både modgang og medgang, fortæller den 34-årige håndboldspiller.
Hans 29-årige holdkammerat Nanja Nielsen er helt enig.
– Fællesskabet er nok det, der betyder mest for alle. Her er plads til at være den, man er, uanset hvilken diagnose eller hvilke udfordringer man har, siger hun.
Aldrig skideballer
At Special Olympics-holdet i Slangerup Håndboldforening er noget særligt, mærker man tydeligt til en almindelig tirsdagstræning. Træningsniveauet og humøret er lige så højt som den skyfri majhimmel udenfor. Opvarmningsøvelserne er sjove, men også komplicerede, når der for eksempel dribles mellem kegler. Hele tiden står en holdkammerat eller en af de fire hjælpetrænere dog klar til at guide.
– Der er meget stor forskel på, hvor hurtigt spillerne lærer. Mange er meget visuelle, så nogle gange skal vi vise øvelserne flere gange. Selv nogle af de rigtig gode spillere skal have vist en ny øvelse mange gange eller på en ny måde, fortæller holdets træner Henrik Dalhof Jensen.
Han har stået i spidsen for holdet i seks år, men Special Olympics-håndbolden er blevet et familieprojekt. Hans ene voksne søn, Oliver, spiller på holdet, og den anden, Casper, er hjælpetræner.
– Det gør det ekstra meningsfuldt for mig at være træner, fordi jeg både ser behovet og værdien helt tæt på i hverdagen. Derfor betyder det rigtig meget at kunne være med til at skabe et tilbud og et fællesskab, som også giver noget særligt for Oliver, siger Henrik Dalhof Jensen, der har en klar idé om, hvad holdet skal give den enkelte spiller.
Kammeratskabet er noget af det bedste, jeg har oplevet. Her snakker alle med alle.
– Når man kommer her, skal man have det fedt og have nogle kammerater, der støtter en. Man skal kunne være sig selv og ikke tænke på, hvad andre siger. Det er de rammer, vi prøver at skabe, fortæller træneren, der selv går forrest med et godt eksempel.
– Det med at stå og råbe, det hader jeg. Jeg giver aldrig skideballer, siger han.
Finale med 3000 tilskuere
Efter opvarmningen deles træningen op. Holdet rummer både første- og andetholdsspillere. Nu øves der skudtræning i hver ende af hallen.
Men selvom de er to hold – og efter sommerferien udvides til tre – bakker alle hinanden op. Spillerne fremhæver de mange sociale og sportslige aktiviteter, de laver sammen.
– Vi støtter og hjælper hinanden. A-holdet sidder og hepper på vores kampe og omvendt. Det er et dejligt hold, fortæller Nanja Nielsen fra andetholdet.
– Nogle af os tager i biografen, og vi har været på Bakken. Vi mødes til brætspilsarrangementer eller ser fodbold sammen. Det er superhyggeligt, siger Michael Jørgensen, der spiller på førsteholdet.
For tiden er det store samtaleemne den kommende Special Olympics-idrætsfestival i Roskilde, men den helt store oplevelse har været at deltage i verdens største håndboldturnering, Lundaspelen. Her mødes over 800 hold og 12.000 spillere fra hele verden hvert år mellem jul og nytår i den svenske by Lund. De seneste år har der været en særlig Special Olympics-turnering – selvfølgelig med Slangerup-deltagelse.
– Det er den fedeste cup, vi nogensinde har været til, fortæller Michael Jørgensen. – Vi har selvfølgelig også vores normale Special Olympics-turnering, men det her er bare større. Alle de mennesker, der sidder og kigger på dig. Det er ligesom at spille en rigtig håndboldkamp, hvor folk hepper, råber og dytter. Det er megafedt.
Henrik Dalhof Jensen fortæller, at Lundaspelen er med til at udvikle spillerne både sportsligt og menneskeligt.
– Sidst spillede vi finale foran 3.000 tilskuere i et inferno af larm og musik i en kamp, der skulle afgøres på straffekast. At stå foran sådan en kulisse og skulle skyde straffe for at afgøre en kamp havde ingen af dem prøvet før. Så det kommer de jo til at vokse af. Hvis vi vinder, er det en ekstra bonus, men vi tager derover for at prøve nogle nye ting. Vi skal rykke os hele tiden. Vi skal have oplevelser. Det bliver man god af som menneske, siger træneren.
Træner med almenholdene
I det hele taget er der høje ambitioner i Slangerup, både for spillernes menneskelige og sportslige udvikling. Spillerne mærker også selv, at de bliver bedre.
– Henrik er en god træner, og han lytter til en. Jeg er blevet bedre til at se spillet og gøre de andre gode. Da jeg startede, var det bare mig, mig, mig, fortæller Nanja Nielsen.
– Det er dejligt at komme til noget mere fysisk træning, end det jeg har været vant til. Det her er rigtig træning, siger Michael Jørgensen.
Niveauet på førsteholdet er højt, og det dominerer den danske Special Olympics-første division. Henrik Dalhof Jensen fortæller, at det hænger sammen med de udfordringer spillerne får til turneringer som Lundaspelen, samt at mange af dem træner og spiller kampe med klubbens almene hold.
Det gælder blandt andet Michael Jørgensen, som efter sin Special Olympics-træning ofte bliver i klubben og træner videre med enten senior- eller old boys-holdet. Han er også med holdene til kamp, hvor han spiller for old boys-holdet, mens han til seniorholdets kampe står for livestreamingen.
– Så føler man sig også som en del af holdet, selvom man ikke spiller med, siger han. – Og en gang imellem får jeg lov til at tage straffekast.
Bygger bro
Inklusionen er i det hele taget i centrum i Slangerup Håndbold. Ved den nylige sæsonafslutning deltog Special Olympics-spillerne som altid på lige fod med alle andre og spillede med i mixturneringen på tværs af hold.
Begge de spillere, vi taler med, blev da også hædret på dagen. Michael Jørgensen lyser op under træningen i sin pink ”Årets Holdkammerat”-trøje, og Nanja fortæller, at hun blev kåret til Årets Fighter.
– Alle sagde, at det var velfortjent, men jeg havde slet ikke set det komme, fortæller hun stolt.
For Henrik Dalhof Jensen er inklusionen noget, alle lærer af. Det er sundt for klubbens yngre spillere at møde Special Olympics-holdet til træning, og der er en værdi i at have et mangfoldigt fællesskab i en klub.
– Jeg prøver at bygge bro mellem den almindelige håndboldverden og vores. Bare fordi du har en eller anden udfordring, skal du ikke være udelukket fra at komme i en klub og være en del af fællesskabet, siger han.
I Slangerup skal handicap eller diagnoser ikke betyde noget for ens muligheder for at blive bedre, få store oplevelser eller være en del af klubbens fællesskab. For det er håndbolden, det handler om.
– Vi er håndboldspillere. Alle sammen. Den halvanden time, vi træner her, glemmer vi, at vi har nogle særlige udfordringer eller kæmper med noget i hverdagen. Så spiller vi bare håndbold, siger Henrik Dalhof Jensen.