Springet til Sparta

- Jeg var superglad for at være i min tidligere klub i Hvidovre, men fordi jeg har fuldtidsarbejde og kører i bil to timer hver dag, blev jeg ramt af stresssymptomer. 

Med 500 meter fra hjemmet til Sparta blev klubskiftet for Emilie Aaen en måde at passe på sig selv. Samtidig var det et kæmpe plus at få adgang til den viden, der er i klubbens stærke længedespringsmiljø. 

- Vi jagter hele tiden de små decimaler, sådan er det jo i elitesport. Det handler om centimeter, og det afhænger af de mindste detaljer. I vores tilfælde er der et ekstra aspekt i at skulle kompensere for en “manglende” hånd eller en blade, der skal håndteres. Det hele er faktorer, der kan skrues på, og jeg tænker faktisk, at det er nogle ret interessante parametre at få lov at skrue på, forklarer Bjørk Nørremark. 

Emilie tilføjer:  

- Når jeg får feedback til bladen, så er det specifikt til mig, men der er masser af anden viden at overføre. Jeg træner på samme måde, som de andre, selvom jeg har en protese, og der er nogle øvelser, der skal tilpasses. Men jo mere mine øvelser minder om dem, de andre laver, desto mere lærer jeg, fordi vi så løfter hinanden. 

Mod og mangfoldighed er vejen frem 
Selvom de to paraatleter hurtigt er blevet en integreret del af atletikmiljøet i Sparta, så ser Emilie Aaen alligevel tilbage på skiftet med en grad af lettelse. 

- Det handler om at være lidt modig og om at turde, når man er paraatlet – og nu siger jeg paraatlet, fordi jeg tror, det er uafhængigt af sportsgren. Hun uddyber: 

- Dét at gå ind i en hal, hvor man ved, de dygtigste atleter i Danmark træner, og så se sig selv som én af dem og lave de øvelser, som de laver – det var det mest grænseoverskridende for mig. Og tanken slår da også lige ned i én: ’er der en træner, som gider bruge ekstra tid på en protese?’ 

Heldigvis har hun haft god støtte fra Bjørk Nørremark, der altid har indgået i de almene træningsmiljøer i de atletikklubber, hun har repræsenteret gennem årene: 

- Jeg har gennem flere år trænet i miljøer på lignende niveau, så skiftet til Sparta er ikke som sådan en sportslig omvæltning for mig. Det har været nemt at tilpasse sig, måske fordi jeg aldrig har prøvet andet,” siger hun og fortsætter: 

- Jeg har altid haft det lidt ambivalent med ordet “paraatlet”. Jeg ved faktisk ikke helt, om jeg identificerer mig som en paraatlet. Måske mere som et menneske eller en atlet, der dyrker parasport.  

De er begge enige om fordelene ved det mangfoldige træningsmiljø:  

- Vi kan helt sikkert lære rigtig meget af hinanden på tværs af gruppen. De andre lærer forhåbentligt også noget af, at vi er kommet til, lyder det enstemmigt.