RODEN OG PRAGMATIKEREN

Den unge belgier havde en lille torso og en halv arm. Det var alt den krop han havde. Men han var en fremragende målmand.  

Han spillede elkørestols-floorball til et stort handicapidrætsstævne i Horsens i 1992 og blandt tilskuerne, der oplevede sporten for første gang, ragede Dansk Handicap Idræts-Forbunds (DHIF) høje, unge amtsidrætskonsulent Jørn Erik Simonsen op, let genkendelig med det store buskede overskæg og den dinglende ørering. Han måbede over den belgiske målmand, der trods et enormt handicap, brillierede i målet.  

Selv i dag, mere end 30 år senere, står øjeblikket klart i hans erindring.  

- Jeg stod bare og tænkte ”wow!”, og i det øjeblik gav det hele mening for mig, erindrer han.    

- Det blev helt tydeligt, at når en person med så ringe vilkår i forhold til at gøre sig gældende på alle mulige andre livsområder, i idrætssammenhæng kunne være en fantastisk målmand, så er der ingen grænser for hvad idrætten kan komme til at betyde for mennesker, der har en funktionsnedsættelse.  

For hans barndomskammerat, og mangeårige kollega og chef, Søren Jul Kristensen, er det lignende oplevelser i de danske idrætshaller, der har sat sig i ham.   

- Special Olympic World Games og de Paralympiske Lege har været store oplevelser, men det, der fylder hos mig, er at have været en del af en udvikling, fortæller Parasport Danmarks afgående udviklingschef.  

- Når jeg ser vores rugbylandshold kæmpe om medaljer i dag, tænker jeg tilbage på dengang i 1990, da vi havde vores første samling i Murderball på Nørregårds Højskole og kun lige havde læst op på reglerne. Eller da vi købte de første tre-fire el-hockey stole i Viborg Amt og fik el-hockey startet op i Skive Handicap Idrætsforening som den første klub i verden. Når man har været med fra starten på sådan en rejse og ser, hvad det er blevet til, så bliver man sgu’ lidt stolt.  

På æblerov i Bække  
Søren Jul Kristensen og Jørn Erik Simonsen blev som unge mænd ansat som amtsidrætskonsulenter i det, der i dag er Parasport Danmark, som dengang hed Dansk Handicap Idræts-Forbund, i daglig tale DHIF. Søren Jul Kristensen i Viborg Amt i 1987 og Jørn Erik Simonsen i Nordjyllands Amt i 1989. Men deres fælles historie går endnu længere tilbage.  

De voksede begge op i Bække, en lille jysk landsby med 1000 indbyggere, hvor Søren gik en klasse over Jørn Erik i den lokale folkeskole. De var ganske forskellige, Jørn Erik var med egne ord lidt af en rod og Søren en god, artig dreng, men de var samtidig kammerater og en del af det samme slæng.    

- Vi var på æblerov engang, fortæller Søren, - og så får man jo altid mange flere æbler, end man kan spise, så det endte med at nogen, og det var så nok især Jørn Erik, begyndte at kaste med æbler efter bilerne på hovedvejen. Så var der en bil, der bremsede op og bakkede tilbage. Vi andre stak i løb, men Jørn Erik blev stående. Og så sagde han: ”De løb den vej”.  

- Søren er en god pragmatiker, siger Jørn Erik. - Han er god til at holde fokus på, hvad vi skal have til at fungere. Og løsningen skal ikke nødvendigvis være det smukkeste eller mest eksemplariske, men den skal virke.  

- Jørn Erik er min modsætning, siger Søren. - Han vil have den ideelle løsning hver gang og er villig til at gå langt for sine idealer. Og det er jo fedt at have sådan nogle medarbejdere, men det kan fandeme også være irriterende.  

Søren er uddannet skolelærer, og Jørn Erik ufaglært, og de er begge overbevist om, at de aldrig ville være blevet ansat i Parasport Danmark i dag, hvor de fleste konsulenter har en akademisk uddannelse. Men opgaven så også ganske anderledes ud i 80’erne og 90’erne, hvor parasporten endnu var ung. I 1989 rundede forbundet 200 klubber, hvor der i dag er over 500, og langt de fleste var traditionelle parasportsklubber for fysisk handicappede eller synshandicappede. Der var meget få tilbud for mennesker med svære fysiske handicap eller udviklingshandicap, og det var en stor del af opgaven for de nyansatte amtsidrætskonsulenter at løfte idrætten for de grupper. Men ingen vidste hvordan man skulle gøre det. Konsulenterne arbejdede som ensomme sheriffer i hvert deres amt, hvor de byggede netværk og aktiviteter op fra bunden.  

Men amtsidrætskonsulenterne lykkedes også med store dele af deres oprindelige opgave og fik løftet idrætten for svært handicappede og udviklingshæmmede.  

– For de svært fysisk handicappede var der kun boccia, og for gruppen af udviklingshæmmede et par idrætter mere, hockey, ridning og svømning. I dag er der virkelig mange flere idrætstilbud at vælge imellem, fortæller Jørn Erik.  

Samtidig er samfundet blevet meget mere inkluderende. Både specialforbund og almenklubber er langt mere interesserede i at samarbejde med parasporten end tidligere, og strategisk har Parsport Danmarks fokus også flyttet sig fra at etablere traditionelle parasportstilbud, til at støtte specialidrætsforbund og almenklubber med at inkludere parasporten. 
   
- Dengang var der ikke et samarbejde med specialforbund. Hvis nogen havde et handicap, så kiggede man på os, og så var det vores opgave. Og når man mødtes, var fællesnævneren, at man havde et handicap. Nu er det i højere grad interessen for fodbold eller kørestolsrugby, eller hvad det nu kan være, som man er fælles om. Og det er et udtryk for en positiv udvikling, siger Søren Jul Kristensen. 

Han peger på børneidrætten, som et område amtsidrætskonsulenterne aldrig helt nåede i mål med, men som inklusionen har gjort lettere. Nu kan børn gå til fodbold, bordtennis eller håndbold i de samme klubber som deres søskende og kammerater, med en høj kvalitet i træningen. Gennem projekter som ’Rising Stars’ i bordtennis, svømning og skydning, fodboldprojektet ’En del af holdet’, og håndboldens ’LykkeLiga’, hvor mange af klubberne også er medlem af Parasport Danmark, er der etableret stærke og populære tilbud for børn i samarbejde med almenklubber. 

Men han ser også en fare for, at parasporten med inklusionen kan blive klemt i almenidrætten.  

- Som alt andet har den mønt også to sider. For når man havde en traditionel handicapidrætsforening, så sad de aktive selv i bestyrelsen og bestemte hvad der skulle ske i klubben. Men med inklusionen i almenidrætten sidder parasportsudøverne ikke nødvendigvis med ved bordet, når der skal tages beslutninger, og det kan gøre parasporten i klubben skrøbelig. Så det er vigtigt, at vi sikrer, at der også er parasportsfrivillige i bestyrelserne.  

Et meningsfuldt arbejdsliv  
Jørn Erik Simonsen gik på efterløn sidste efterår, og når dette nummer af Parasport udkommer, har også Søren Jul Kristensen haft sidste arbejdsdag. De er blandt de allersidste af de oprindelige amtsidrætskonsulenter, pionererne der løftede de områder af parasporten, hvor frivilligheden ikke rakte alene. Tilbage er nu kun den tidligere idrætskonsulent i Roskilde Amt Jens Winther.  

De har begge haft udfordringer i deres arbejdsliv undervejs. For ’roden’ Jørn Erik har det især været ændringen i hans arbejdsfunktion. Hvor han førhen brugte 75 % af sin tid i marken og 25 % på kontor, var det i de senere år omvendt.  

- Jeg er ikke specielt god eller effektiv på kontor. Jeg er god blandt mennesker og i øjenhøjde med dem, det drejer sig om. Så det har været en udfordring for mig, og derfor var det også det rigtige at stoppe, siger han.  

For Søren som leder har det især være konflikter mellem medarbejdere, eller mellem ledelsen og medarbejdere, der har været svært.  

- Og der tror jeg, at det har været min pragmatisme, der har gjort, at jeg har overlevet i det. At jeg tænker, ’hold kæft det er noget lort, men jeg ved jo godt, at i morgen kan der være et nyt problem, der overhaler de andre, og så ser det her ikke så stort ud længere.’ Det synes jeg livet har vist mig, siger han.   

Men når de begge har tilbragt stort set hele deres arbejdsliv i parasporten, er det fordi, at det altid har givet mening.  

- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg har været privilegeret i alle de år, fordi jeg har haft et job, som giver mening på et højere plan. Som ikke er et spørgsmål om løn eller karriere, men om man her er med til at gøre en markant positiv forskel for andre mennesker, siger Jørn Erik Simonsen.  

- Det kan jeg helt tilslutte mig, siger Søren Jul Kristensen. - Plus, at der er sket en udvikling i arbejdet. Der er ikke to dage, der har været ens, og arbejdet er jo også helt anderledes, end da vi startede. Jeg synes, at jeg har været på en vild rejse.