Den svære klassificering
Hvordan foregår en klassificering? Parasport fik lov til at komme med, da en nervøs Helle Sørensen skulle klassificeres i ridning.
- Please, vær sød mod mig, siger Helle Sørensen.
Den 51-årige viborgenser er nervøs, man kan se det i hendes varsomme øjne og i det lidt bistre smil. Hun er kørt hele vejen fra Viborg til Lejre med sin datter for at blive reklassificeret i ridning. Det er tredje gang Helle bliver klassificeret, og især første gang var en dårlig oplevelse. Det er 10 år siden, men ubehaget sidder stadig i hende.
Overfor hende i det kølige lokale sidder rideklassifikatør Julie Andersen, der skal teste Helle, og lidt væk hendes kollega Helene Kolmorgen med en bærbar, klar til at taste resultaterne ind. De to ridefysioterapeuter er erfarne rideklassifikatører og vant til nervøse ryttere.
- Vi gør det så nænsomt, vi kan, siger Julie Andersen smilende.
En svær test
Inden selve testen går i gang, taler Julie med Helle om hendes forventninger og om, hvilke skader hun har.
I paraidrætten sikrer man fair konkurrence mellem udøvere ved at placere dem i forskellige klasser efter graden af funktionsnedsættelse. I ridning er der fem klasser, gående fra Grad I (størst funktionsnedsættelse) til Grad V (mindst funktionsnedsættelse). Helle rider i Grad IV, og fortæller, at hun gerne vil klassificeres ned i Grad III, mest for at få adgang til nogle af de hjælpemidler man må bruge der. Især ville det hjælpe hende, hvis en træner må varme hendes hest, op inden hun skal på banen til stævne, for det har hun ikke længere selv kræfter til. Men hun er ingen ligetil case, og med en række forskellige skader i blandt andet ankler, hofte, lænd, hænder, skulder og nakke er hun en faglig udfordring for de to klassifikatører.
Med den afklarende snak overstået begynder selve testen. Julie undersøger metodisk og roligt den siddende Helles funktion i blandt andet nakke, hænder og arme. Hun tester både styrke og bevægelighed, og til sidstnævnte måler hun med en vinkelmåler. Resultaterne videregives i kodeagtige beskeder til Helene.
- Så er der en fire i fleksion, og tre-en-halv i ekstension, lyder det.
Mange af bevægelserne ser lette ud; at dreje hovedet fra side til side eller at løfte armene. Men for Helle er de ofte smertefulde, og jævnligt må hun bide tænderne sammen og puste ud efterfølgende.
For at lette belastningen prøver Julie at variere testen, så hun f.eks. ofte skifter mellem venstre og højre side af Helles krop.
- Har du brug for et minut? Spørger hun.
- Nej, det er okay. Jeg er viljestærk, siger Helle.
For nogle atleter er der ingen eller få smerter forbundet med en klassifikation. Men for én som Helle, der har smerter til daglig, kan testen være fysisk krævende.
- Smerterne, det må ikke være det, der stopper testen. Man må godt sige ”av”, og gør det for ondt, så tager vi gerne en pause, før vi prøver igen. Men er det smerterne, der stopper test-øvelserne, så er testen ugyldig, forklarer Julie.
”Det er sur røv”
Anden del af klassifikationen foregår på en briks, hvor især funktionen i ben og fødder måles. Og hvor Helle på stolen skulle lave bevægelser, der mimede dét at holde tøjlerne på en hest, skal hun nu mime dét at sidde på hesten. Det handler nemlig om at måle funktionsevnen i forhold til at kunne ride, og ikke den generelle funktion.
Efter de siddende test på briksen skal Helle have en kort pause og en tår cola inden de sidste liggende test.
Det er en hård dag. Ud over at det fysisk er hårdt, får man også prikket ud, hvor dårlig man egentlig er.
- Det er sur røv at få af at vide, at det er dårligt, men det er det jo, sukker Helle.
- Ja, det er også en strid dag, for vi går virkelig i detaljer, siger Julie medfølende. Mange bliver overraskede over, hvor dårlige de er, fordi kroppen er så god til at kompensere i dagligdagen. Du får det til at fungere i dagligdagen og kan ride, men når vi så tester den enkelte bevægelse i detaljer, bliver dét, man ikke kan, afsløret.
Inden klassifikationen er slut, gennemser de to klassifikatører en video hvor Helle rider. Det er Helle er selv der har medbragt videoen.
Sejren føles som et nederlag
Til sidst ser de to klassifikatører en kort film, som Helle har med, hvor hun rider, og efter små fyrre minutter er klassifikationen slut. Julie og Helene går afsides for at votere, og da de kommer tilbage, sætter Julie sig igen overfor Helle og fortæller hende, at hun er blevet klassificeret ned i Grad III.
Idrætsligt er det en god besked. Helle vil have nemmere ved at gøre sig sportsligt gældende i Grad III og får adgang til de hjælpemidler, hun har savnet. Men sejren føles alligevel som et nederlag,
- Det er en hård dag. Ud over at det fysisk er hårdt, får man også prikket ud, hvor dårlig man egentlig er. Jeg bliver mindet om, at jeg ikke kan det, jeg kunne før. Jeg får lige et dyk igen, for til daglig føler jeg, at jeg kan en hel masse ting, fordi jeg kompenserer og har så stor opbakning hjemmefra, siger Helle.
Lang lørdag
Bagefter fortæller de to klassifikatører, at det ofte er netop det mentale, der er sværest for rytterne. Det kan, som i Helles tilfælde, være oplevelsen af, at man er dårligere, end man troede, men det kan også være omvendt.
Man må godt sige ”av”, og gør det for ondt, så tager vi gerne en pause, før vi prøver igen.
- Nogle synes, at de er meget, meget dårlige og har brug for en masse hjælp, og så viser testen, at de i forhold til at kunne ride ikke er så dårlige, som de oplever, forklarer Julie.
For de to rideklassifikatører er klassificeringen af Helle afslutningen på en lang lørdag. Hun er den syvende rytter, de har testet, og det gør de fire gange om året, to gange her på Helenes Rideskole på Sjælland og to gange i Jylland. Det er frivilligt arbejde for dem, men det er også en spændende faglig udfordring for en ridefysioterapeut, og de nyder at være en del af pararidemiljøet, som især Helene har været en del af i mange år.
Den rigtige klasse
Helle Sørensen ringer nogle dage senere. I røret fortæller hun, at hun har været til åben landsholdsamling, hvor både landstræneren og flere andre fortalte hende, hvor godt det var, at hun nu red i Grad III. Det hjalp på humøret efter den svære klassificering.
- Ved klassificeringen var jeg lidt chokeret over, hvor lidt jeg kunne. Det slog hårdt, at jeg var blevet dårligere, og det skulle jeg lige synke. Så det var dejligt, at så mange sagde, at det var godt, at jeg kom ned i en klasse, der passede mig, fortæller hun.
- Jeg var bange for, at klassificeringen ville gøre meget ondt, fordi jeg har haft den dårlige oplevelse før, men de fik faktisk løsnet et par ting. Det var to søde kvinder, og det var en fin oplevelse, siger hun.
KLASSIFICERING
Klassifikation er et fundamentalt element i parasporten, fordi det sikrer, at atleterne konkurrerer mod andre på samme funktionsniveau som dem selv.
Klassifikation foretages af uddannede klassifikatører med en sundhedsfaglig baggrund, ofte som fysioterapeuter. Der er to niveauer: National klassifikation, der giver adgang til at konkurrere ved nationale stævner, og international klassifikation, der giver adgang til internationale stævner.
Hver idræt har sit eget klassifikationsystem og sine egne klasser. Man testes således kun for sin funktion i forhold til at deltage i den specifikke idræt, ikke i al parasport. Antallet af klasser varierer også fra idræt til idræt. I paralympisk regi er der fx fem klasser i ridning, 14 klasser i svømning og kun to klasser i kørestolstennis.
I individuelle idrætter konkurrerer man oftest kun mod konkurrenter i ens egen klasse, mens der i holdidrætter som f.eks. kørestolsrugby eller CP-fodbold ofte er krav til holdsammensætningen, så deltagere med lave og høje klassificeringer skal spille sammen.
I Special Olympics, som dækker breddeidrætten for mennesker med udviklingshandicap, opererer man ikke med klassificering. I stedet divisionerer man udøverne efter idrætsligt niveau uden hensyn til fysiske eller kognitive forudsætninger.