NÅR ALLE VINDER
Flotte mål og redninger blev fejret som mesterskaber, da der blev afholdt skole-håndboldstævne i Silkeborg. ”Det vigtigste er at være med og at have det sjovt,” sagde 14-årig deltager.
Tekst: Kasper Malling Beck
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Det var tirsdag formiddag, og fra højttalerne under loftet drønede Rocky-hittet ”Eye of the tiger” ned mod halgulvets håndboldspillere. 14-årige Bertram Holm Greibe havde fået en særlig opgave. Han var Dybkær Specialskoles fanebærer – eller rettere: skiltebærer. Mens han stolt hævede sin skoles navneskilt i sin venstre hånd, delte han højrehåndede high-fives ud til forreste tilskuerrække, og efter en præsentationsrunde i hallen ledte han sit hold på plads i indmarchen – dog på den række, der var reserveret til spillerne fra Viborg Ungdomsskole. Hurtigt fandt Bertram ud af, at han var havnet på den gale adresse og fik guidet sine holdkammerater på plads.
-Ja, jeg var lige blevet lidt forvirret, sagde den 14-årige med et grin, da både indmarch og fælles opvarmning var gennemført.
Bertram Holm Greibe var blandt de cirka 170 håndboldspillere, der 12. november indtog Jysk Arena i Silkeborg. I alt var 8 midtjyske skoler repræsenteret med både spillere og fans ved det årligt tilbagevendende skolestævne for børn med udviklingshandicap eller særlige behov. Stævnet er arrangeret i et samarbejde mellem Dybkær Specialskole, DGI og Parasport Danmark, og inden første kamp kunne sættes i gang, bød medlem af Silkeborg Kommunes dagtilbuds-, skole- og familieudvalg Thomas Tonsberg Schlie (V) velkommen.
- I dag handler det ikke om at være den bedste, men om at give sit bedste. Uanset om man scorer eller ej, så er hver og en af jer en vigtig del af holdet og af hele stævnet, sagde byrådsmedlemmet.
”Det vigtigste er, at folk er søde”
Ambitionen om at give sit bedste var der åbenlyst mange, der havde medbragt i håndboldtasken. Det gjaldt målmanden Oliver, hvis hold var bagud 15-0, men alligevel jublende fejrede en flot dobbelt-redning som en sejr. Det gjaldt den generte tilskuer, Emma, der måske skal spille med sin skoles hold til næste år, men i år nøjedes med at varme op. Det gjaldt bestemt også Bertram Holm Greibe, der i sit holds første kamp ledte vennerne til en sejr. En sejr der bestemt var rar, men ikke afgørende:
- Det vigtigste er at være med og at have det sjovt, sagde den 14-årige silkeborgenser.
- Det er fedt at møde nye modstandere. Jeg kan godt lide at se, hvor gode de andre er, men det vigtigste er, at folk er søde. Hvis man vil have, at folk er søde ved en, må man selv være sød, og hvis man er ond, kan man lettere selv blive drillet, uddybede han.
Undervejs i sine kampe dirigerede han gerne rundt med sine medspillere, og opmuntrede dem - men skældte langt fra ud, hvis de lavede fejl. Han vedstod gerne sin rolle som en slags uofficiel anfører.
- Jeg prøver at muntre de andre op, og bruger nogle gange en lidt skarp stemme, sagde han.
Den ”helt skarpe stemme”, uddybede han, bliver mere brugt i situationer, når han er sur på sine forældre eller sin lillebror. Den stemme hørte ikke hjemme ved den aktuelle lejlighed, mente han.
- For hvis man har et handicap, kan man godt blive hurtigt ked af det, forklarede han.
Hans far, Niels Holm Greibe, havde taget en stund fri fra arbejdet for at opleve sin søn i det store håndboldstævne i hjembyen. Han var glad, for det han så.
- Her kommer folk på forskellige niveauer og med forskellige udfordringer, men alle kan være med til at støtte hinanden og til at have det sjovt. Man bliver ikke sur over fejl, men her er højt til loftet. Det vigtigste er at have en god dag, sagde Niels Holm Greibe.
Han fortalte, at hans søn ved siden af sportens sociale element sætter stor pris på konkurrencer, der ikke er ”alt for konkurrencede”. I det hele taget havde sønnen glædet sig meget til stævnet i Silkeborg-arenaen, der agerer daglig hjemmebane for VM-guldvindere som Rasmus Lauge, René Toft Hansen og Anders Zachariassen.
Forældre blæst bagover
Blandt de mennesker, der har ydet en afgørende indsats for, at jyske specialskole-elever kan dele arena med sportens store medaljehøstere, er Søren Nivaa. Netop denne dag var han på plads i arenaen som træner for et hold fra Viborg Ungdomsskole. Tidligere har han selv stået i arrangørens rolle og er blandt de oprindelige initiativtagere til stævnet, fra sin tid som lærer på Dybkær Specialskole.
- Til min jobsamtale, sagde jeg, at jeg gerne ville starte det op. ”Jamen håndbold er jo en svært spil”, lød svaret, men ikke desto mindre gik vi i gang. Vi trænede i gymnastiksalen, og jeg må indrømme, at jeg ved nogle lejligheder tænkte: ”det her går aldrig godt”, husker Søren Nivaa.
Mens han talte, daffede et par af holdets spillere forbi ham. Der blev givet gode råd til taktikken i næste kamp.
Der blev luftet frustrationer over, at man har overtrådt lidt for ofte, og der blev delt forslag til startopstillingen.
- Vi bruger en del tid på det i undervisningen, så det er vigtigt, at man får lov at komme ud og vise, hvad man har lært. Det har fuldstændig den samme betydning for spillerne her, som for alle andre, forklarede Søren Nivaa.
Han huskede tilbage på det første håndboldstævne, han deltog i med sine specialskoleelever. Det foregik i Gigantium i Aalborg, og spillernes forældre var blevet inviteret med. Oplevelsen blæste dem bagover.
- ”Hvad er det her”, sagde de. ”Det er jo et ganske almindeligt håndboldstævne”. Pludselig var en flok børn, der normalt bliver mødt med forskellige hensyn, ”bare” håndboldspillere. Diagnoser var pludselig ikke vigtige, sagde Søren Nivaa.
Alle tager hensyn
Med fra håndboldstævnets begyndelse har ligeledes været Annette Svejstrup. Hun er idrætskonsulent i Parasport Danmark, og ligesom Søren Nivaa var hun til stede i Jysk Arena. Mellem sine mange forskellige opgaver havde hun fundet en plads, hvor der stod en kande kaffe, og hvor der var godt overblik over den store hal.
- Det er sjovt at sidde heroppe og se, hvordan lærerne bliver trænere, og eleverne bliver spillere, sagde hun. og pegede ned på banen, hvor en ulige kamp var ved at nå sin afslutning.
- Men se: der er ingen sure miner. I det hele taget synes jeg, det er en stor oplevelse at se, hvordan spillerne evner at tage hensyn til hinanden uden, at det er italesat. Jeg tror ikke, de har fået at vide, at ”når du skal aflevere til Peter, så husk, at han ikke kan gribe bolden”. Det gør spillerne af sig selv, og de viser jo en glæde over de små ting, som havde de vundet et mesterskab, sagde Anette Svejstrup.
Hun tilføjede et håb om, at dagens oplevelse vil give spillerne lyst til at komme ud i foreningerne og dyrke endnu mere håndbold.
Ganske karakteristisk for stævnet udråbtes der i øvrigt ikke vindere i de forskellige rækker, fortalte Anette Svejstrup. Alle fik taget et holdbillede med den store pokal, og alle fik en medalje og et diplom med hjem, sagde idrætskonsulenten.
- De spillere der…. de bøvler med rigeligt i deres liv, og vi deler ikke op i vindere og tabere. Men tænk sig, at de i aften alle sammen kommer hjem og kan fortælle om, hvordan de har været til håndboldstævne.