Parasport Danmark logo hvid.png

#Ung&stolt: Batdreng med selvtillid

Alexander Persson var blot ni måneder gammel, da han blev ramt af en blodprop i hjernen og fik cerebral parese. I dag har det 11-årige bordtennistalent fundet fællesskab og ligesindede i Team Rising Stars.

Foto: Signe Sjølund 
Foto: Signe Sjølund 

Tekst: Signe Sjølund  

– Jeg nåede lige at få mit nye træningstøj på, fortæller en storsmilende Alexander, da han ankommer til Idrættens Hus i Brøndby og den ugentlige bordtennistræning sammen med andre børn og unge para-atleter i talentprojektet Team Rising Stars.   

Han er netop landet fra efterårsferie i udlandet og er taget direkte til træning samme med sin mor. Siden han blev en del af træningsfællesskabet for et halvt år siden, har Alexander næsten ikke misset en træning, og den store træningsiver og arbejdsomhed har udviklet Rødovre-drengen – både på og uden for bordtennisbordet.  

– Det har givet mig mere selvtillid at gå til bordtennis i Rising Stars. Det mærker jeg også i hverdagen og i det gode fællesskab, vi har på holdet. Det er noget helt specielt at være her, og det er rart at være sammen med andre børn med samme udfordringer som mig, fortæller Alexander Persson.  

Han suppleres af sin mor: 

– Det har været fantastisk for Alexander at komme i et miljø med andre børn med handicap. Han går i almindelig folkeskole og har før dyrket sport med sine klassekammerater. Men det har været svært at finde det rette idrætstilbud til ham. Derfor har det været guld værd at komme ind i Rising Stars, hvor alle børnene har udfordringer, men hvor der laves meget socialt, siger Ayelen Suarez. 

Unikt fællesskab   
Blot ni måneder gammel blev Alexander Persson som et lyn fra en klar himmel ramt af en blodprop i hjernen. Et voldsomt chok for førstegangsforældrene, der opdagede det ved, at venstre arm pludselig hang og ikke kunne bevæge sig.  

– Det var noget af et chok at gå fra at have en helt ’almindelig’ baby til pludselig at stå med et barn med en blodprop, man ikke vidste, hvordan ville komme til udtryk. Tanker om, hvorvidt han ville komme til at gå, tale og fungere ’normalt’, fyldte alt den første tid, fortæller Ayelen Suarez. 

Forskrækkelsen og chokket har lagt sig hos forældrene. Men for Alexander har hjerneblødningen sat sig i hans krop og medført cerebral parese, der kommer til udtryk ved en ’krøllet’ arm og en dropfod, der rettes ud ved hjælp af en skinne.  

– Min hånd krøller lidt sammen, og så har jeg skinne på mit ben, men ellers er jeg helt normal. I min skole er der ikke andre, der har samme handicap som mig, men hos Rising Stars er vi mange med de samme udfordringer, og det er rart, at vi er lidt mere ens, fortæller Alexander. 

Parabatmand som superhelt  
Det var Peter Rosenmeier, der er rekrutteringsansvarlig for Rising Stars, der kontaktede Alexanders forældre og introducerede dem til talentprojektet. At det netop var verdensmesteren og PL-guldvinderen i bordtennis, der henvendte sig til Alexander og familien, var stort for det 11-årige talent, der selv drømmer om at gå i Rosenmeiers fodspor 

– Jeg er lidt fan af Peter. Selv om vi ikke har samme handicap, ser jeg meget op til ham. Jeg drømmer om at blive stor stjerne og komme til de Paralympiske Lege ligesom ham, siger en grinende Alexander med et glimt i øjet. 

Ny i parasport

Leder du efter sociale fællesskaber med sport i fokus, og har du brug for hjælp til at finde det rette idrætstilbud? Parasport Danmarks initiativ ’Ny i Parasport’ står klar til at hjælpe med dine ønsker og behov.

Læs mere om Ny i Parasport her: https://parasport.dk/klubber/vaerktoejer/ny-i-parasporten/