Fra topsvømmer til talenttræner
Efter 14 år, tre Paralympiske Lege og to vundne europamesterskaber har Amalie Vinther indstillet svømmekarrieren. Nu glæder hun sig til give sine erfaringer videre som talenttræner i Team Rising Stars.
Tekst: Kristian Bang Larsen
Efter 14 år som en af Danmarks bedste parasvømmere, hængte Amalie Vinther i efteråret landsholdssvømmedragten til tørre for sidste gang.
– Det er helt mærkeligt. Jeg har jo altid defineret mig som svømmeren Amalie. Svømning har været hele mit liv, så det var en sindssyg svær beslutning, fortæller den kun 26-årige veteran.
Efter PL i Tokyo meldte Amalie Vinther ellers ud, at hun ville fortsætte til de Paralympiske Lege i Paris i 2024. Men da hun fik sit første fuldtidsarbejde som pædagog i en vuggestue, blev det svært at få job og svømmekarriere til at hænge sammen. Nu ser hun ind i en ny hverdag. Ingen tidlige morgener piskende frem og tilbage i svømmebassinet, ingen weekendstævner, ingen mesterskaber. Bare et almindeligt liv med tid til kæreste, venner og ferier.
– Jeg glæder mig til at kunne lave noget spontant i hverdagen. At slappe af og leve et almindeligt ungdomsliv. Det har jeg aldrig prøvet før, ler hun på Teams-forbindelsen fra lejligheden i Aarhus, hvor hun bor med sin kæreste.
Store sejre – og store skuffelser
Når Amalie Vinther ser tilbage, står de tre PL i London 2012, Rio 2016 og Tokyo i 2021 højt på listen over sportslige højdepunkter. Men også to mesterskaber i hollandske Eindhoven, VM i 2010 og EM i 2014, betyder noget særligt.
– Det gjordet et kæmpe indtryk, da jeg fik mit gennembrud i 2010, hvor jeg vandt medaljer for første gang (to bronze, red.) og havde familien med til at heppe. Og det var et kæmpe øjeblik, da jeg i 2014 blev europamester i 400 meter medley for første gang og stod med medaljen om halsen og hørte nationalmelodien blive spillet på grund af mig. Det var fedt!
I bunden af listen står den skuffende 7. plads i favoritdisciplinen 400 m medley ved de Paralympiske Lege i Tokyo.
– Det var ekstremt hårdt og meget skuffende. Det er jeg træt af, for jeg havde troet og håbet på mere, siger hun.
Men også revisionen af klassifikationssystemet inden Tokyo-legene, der betød, at en række svømmere med mindre handicap blev klassificeret ned fra S9-klassen til Amalies S8-klasse, var en bitter pille at sluge. Med et fingerknips blev der meget længere til medaljerne.
– Jeg følte, at konkurrencen blev uretfærdig, og blev frustreret. Jeg lå jo til at vinde medaljer og måtte så i stedet fokusere på egne løb og tider og lade det være lige meget, hvad de andre svømmede.
Positivt selvbillede
Men parasvømningen har givet Amalie Vinther enormt meget. Tid som eliteatlet har ikke kun gjort hende til en bedre svømmer, hun har også lært en masse om at håndtere livet – og sit handicap.
– Jeg har lært at sætte mig nogle mål og gå efter dem, at være disciplineret og have en struktureret hverdag. Det har hjulpet mig i livet og i min skoletid. Men det, at jeg har svømmet og været aktiv, har gjort, at jeg har følt mit handicap mindre. I vandet har jeg følt mig mere lige end på land. Det har hjulpet mig positivt i forhold til mit selvbillede. Så nu håber jeg at kunne hjælpe og inspirere nye unge parasvømmere, fortæller hun.
Fedt at kunne inspirere
Ja, det er rigtigt. Amalie Vinter er blevet træner i talent-svømmeprojektet Team Rising Stars i Aarhus. Der vil hun give det, hun har lært, videre til en ny generation.
– Det er megafedt at kunne inspirere og hjælpe og give noget af det tilbage, jeg har fået i mit svømmeliv. Også det med at kunne støtte op og give dem et positivt selvbillede, siger hun.
Hun nyder at træne de unge svømmere, og selv om hun ikke har ikke været træner før, synes hun, at hun har masser af give af.
– Jeg kan sætte mig i deres sted i forhold til de udfordringer, de har, og give mine erfaringer videre. Hvordan man håndterer stævner, og hvordan man skal tænke ud af boksen i forhold til forskellige stilarter og øvelser, når man svømmer med et handicap. Jeg tror, det giver meget, at jeg selv har svømmet, siger Amalie Vinther, der også kan finde på at hoppe i bassinet og vise de unge svømmerne øvelserne.
I Rising Stars er målet at bygge de unge parasvømmere op, så de kan blive sluset ud i almenklubbernes almindelige svømmehold. Amalie Vinther har selv svømmet hele karrieren i almenklubber, og det har været helt afgørende for hendes karriere. Hun har derfor en sidste pointe til svømmeklubberne:
– Mit budskab er, at parasvømmere skal ud i de almene klubber og svømme med deres jævnaldrende. Det nytter ikke, at de er 10-12 år ældre end dem, de svømmer med, for der skal også være noget socialt. Man skal ikke opfinde den dybe tallerken for at have en parasvømmer på sit hold, bare tænke lidt ud af boksen og måske gøre nogle øvelser lidt anderledes, slutter Amalie Vinther.
Amalie Vinter
- 26 år
- Fra Thisted, bor i Aarhus
- Vuggestuepædagog
- Vinder af Pressalits Keep Living-pris 2014
- PL-deltager i 2012, 2016 og 2021
- Europamester i 400 m fri i 2014 og 2016
- I alt 14 medaljer ved verdens- og europamesterskaber i perioden 2010-2018
- Handicap: Cerebral Parese i højre side