Ung & stolt: 10 % syn - 100 % sportsmand
Som 11-årig blev Silas Friis-Hansen ramt af en alvorlig øjensygdom, som langsomt har taget synet fra ham. Alligevel ser det 19-årige goalball-talent lyst på tilværelsen, hvor parasporten har haft en stor betydning for hans måde at anskue livet på.
Tekst: Signe Sjølund
Det startede med et par sorte, slørende pletter i synsfeltet, som langsomt blev større. Pletter, som gjorde, at Silas begyndte at fortælle usammenhængende historier, fordi hans synsforstyrrelser fik ham til at opleve dagligdagen anderledes end hans omgivelser. Udviklingen bekymrende hans forældre, der sendte ham til specialister. Efter flere undersøgelser fik den dengang 11-årige dreng fra Køge konstateret tap-stav-dystrofi.
En sygdom, som gradvist vil gøre Silas mere og mere svagsynet. Lige nu er synet under 10 % på begge øjne, og det er uvist, om sygdommen forværres og til sidst stjæler synet helt fra ham. En uvished, der har taget lang tid for ham at acceptere.
- Uvisheden om hvornår eller om jeg mister mere af mit syn, er stadig noget, jeg tænker meget over, og der er da også dage, hvor jeg synes, det hele er uretfærdigt. Det var særligt hårdt, da jeg i puberteten fik besked om, at det var en genfejl, jeg ikke kan gøre noget ved. Pludselig så min verden anderledes ud end alle andres, og det har jeg skulle lære at acceptere, fortæller Silas Friis-Hansen.
Fra ét fællesskab til et nyt
Det var samtidig et ekstra hårdt slag for Silas, at han i en ung alder måtte vinke farvel til fodboldfællesskaber på højt niveau og lugten af græs, da synet blev for dårligt. Men der gik ikke længe, før læderbolden blev skiftet ud med en anden bold – denne gang en bold med klokke.
- Efter samtaler med en synskonsulent tvang mine forældre mig til en goalball-træning. Jeg var sur hele vejen fra Køge til Helsingør, hvor prøvetræningen var. Jeg syntes, det var fjollet med en sport, hvor man kaster sig rundt på gulvet med maske på, og jeg havde svært ved at identificere mig med handicap-sport. Men mine forældre insisterede på, at jeg skulle prøve mindst én gang, og jeg har elsket det lige siden, siger Silas, der smiler stort, når snakken falder på goalball.
- Goalball er den eneste holdsport for synshandicappede, og det giver mig et virkelig et fedt, nyt fællesskab at være på et hold. Det er noget helt særligt at dyrke idræt med andre synshandicappede. Her er vi alle lige, og jeg føler mig ikke speciel eller anderledes.
Fremtiden er lys
Siden prøvetræningen i Helsingør har goalball-karrieren taget fart, og som bare 16-årig fik Silas Friis-Hansen debut på det danske seniorlandshold. De rød-hvide-farver og det at repræsentere Danmark betyder enormt meget for den unge atlet, der har store og gyldne drømme om fremtiden.
- Vi har netop været til European Paralympic Youth Games, hvor vi vandt sølv. Det var en stor oplevelse at være med til et ungdoms-PL, og det gav en god fornemmelse af, hvordan et rigtigt PL vil være. Det har givet mig øget motivation til hver dag at træne hårdt, for jeg drømmer helt klart om at vinde en medalje ved de Paralympiske Lege, fortæller Silas.
- Jeg er virkelig glad for, at mine forældre præsenterede mig for goalball. Det har været med til at forme mig og hele mit liv. Så hvis der sidder andre unge derude, som gerne vil i gang med parasporten, så skal de bare komme afsted. Ud og prøv det! Der er i hvert fald altid plads til nye på goalball-holdet.
Ny i parasport
Leder du efter sociale fællesskaber med sport i fokus, og har du brug for hjælp til at finde det rette idrætstilbud? Parasport Danmarks initiativ ’Ny i Parasport’ står klar til at hjælpe med dine ønsker og behov.
Læs mere om Ny i Parasport her: https://parasport.dk/klubber/vaerktoejer/ny-i-parasporten/