”Man skal kende paragrafferne”
Lasse Bang-Thygesen måtte i ankestyrelsen for at få tilskud til en ny FrameRunner. Uden sin uddannelse i administration er han ikke sikker på, at det var lykkedes.
Tekst: Kristian Bang Larsen
I 2019 var Lasse Bang Thygesens gamle FrameRunner slidt op. Den gik i stykker og den erfarne løber, der har gået til FrameRunning i 14 år, søgte om tilskud til en ny gennem Aarhus Kommune. Han gjorde sig umage med ansøgningen og sparrede med klubkammerater, der lige havde fået nye FrameRunnere. Alligevel fik han afslag. Han kunne bare dyrke en anden sport, mente kommunen.
- For at jeg skal få tilskud til et idrætshjælpemiddel efter paragraf 100, skal det være afdækket at jeg ikke kan dyrke andet lignende sport. Men jeg kan ikke dyrke min sport uden cyklen - den er en essentiel ting, forklarer Lasse, der har cerebral parese.
Lasse har tidligere dyrket blandt andet el-hockey, men det er to væsensforskellige idrætter, ikke mindst fordi el-hockey, der foregår i særlige el-kørestole, slet ikke har det fysiske aspekt som løbesporten FrameRunning har. Det pointerede Lasse, da han efter det første afslag søgte igen.
- Jeg slog meget på, at det var den fysiske træning jeg nu engang kunne lave. Og at den fysiske aktivitet er med til at gøre, at jeg kan være almindelig studerende på fuldtid og have bare et nogenlunde funktionsniveau.
Han pointerede også, at flere af hans holdkammerater for nyligt havde fået tilkendt en FrameRunner.
- Jeg sagde, at det ikke kan være rigtigt at I først siger ja til nogle personer hvis situation er lig min, og så siger nej til mig. For man har det der hedder et lighedsprincip. Så hvis kommunen gør noget i én sag, skal de gøre det samme i andre sager der ligner.
Lige lidt hjalp det. Efter 4-5 måneders skriven frem og tilbage med Aarhus Kommune, endte sagen i Ankestyrelsen.
- Så går der 3-4 måneder i Ankestyrelsen, som så sender sagen tilbage til Aarhus Kommune, og siger, at sagen skal gå om, fordi at man ikke har taget mine betragtninger tilstrækkeligt med i vurderingen. Så begynder sagen forfra, fortælle Lasse.
Jeg synes, at man glemmer hvad det giver af livskvalitet og mulighed for frihed og træning på lige fod med alle andre.
Bureaukrati-junglen
Lasse fik endelig dækket de udgifter han havde krav på. Men han er frustreret over, at kampen har været så lang og sej.
- Man skal hele den lange vej forbi alle instanser for at komme frem til noget, man fra borgerens synspunkt, synes er ret indlysende, siger han.
Han har for nyligt færdiggjort en bachelor i Administration, og han er sikker på at uddannelsen har hjulpet ham.
- Meget af den jura der ligger til grund for sagsbehandlingen lærer man på uddannelsen, så det har jeg kunne bruge, for det er centralt at man kan det. Man er nødt til at kende den kommune man søger hos, og de rigtige veje ind i systemerne, siger han.
Hvad koster livskvalitet?
Tredje gang var lykkens gang, og efter 9 måneder fik Lasse Bang-Thygsen endelig en ny FrameRunner. Den kostede ca. 30.000 kroner, hvoraf kommunen dækkede de 20.000.
- Kommunen kan vælge kun at dække merudgiften ift. hvad en almindelig god racercykel ellers vil koste, forklarer han.
- Synes du, at det er rimeligt?
- Det synes jeg faktisk det er. Uanset om jeg havde haft handicap, skulle jeg nok have en cykel. Så sondringen er reel nok.
- Man kunne modsat sige, at 20.000 kroner er meget at give dig, for at gå til sport.
- Det er det da. Men så synes jeg, at man glemmer hvad det giver af livskvalitet og mulighed for frihed og træning på lige fod med alle andre. Næsten hele min omgangskreds er inden for FrameRunning, og særligt under corona har det betydet meget at have noget at komme ud til. Det kan man ikke sætte en pris på.