50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Triumfen

I 2012 blev den nyhandicappede Lisa Kjær Gjessing inspireret til at genoptage taekwondosporten, da hun så de Paralympiske Lege i TV. Ni år senere blev cirklen sluttet, da hun fik hængt sin guldmedalje om halsen i Tokyo.

Triumfen

– TIL VENSTRE, TIL VENSTRE! KOM NU, LISA!

Der er ikke mange glæder ved tilskuerløse arenaer, men en af de få er, at man så tydeligt kan høre, hvad træneren råber til atleterne.

Og Bjarne Johansen, landstræner i parataekwondo og mangeårig personlig træner for Lisa Kjær Gjessing, råber højt, tydeligt – og hele tiden.

– LISA, DET SKER IKKE, DET DER! KUN VENSTRE! DU SKAL GØRE HVAD JEG SIGER!

Vi er til semifinalen i kvindernes vægtklasse 44-58 kg ved de Paralympiske Lege, og på kampmåtten kredser danske Lisa Kjær Gjessing og brasilianske Silvana Fernandes om hinanden. Et udfald, et spark, der undviges, et kontraangreb. Ingen point. Kampen er intens og pointfattig. Lisa Kjær Gjessing holder sig enten på afstand af brasilianeren eller går helt tæt på, tydeligt opmærksom på hendes hurtige højrebensspark. De to kæmpere støder hjelmene sammen. Lisa har vundet den første af de tre to minutters perioder, men Fernandes er ved at vinde den anden. Stillingen er 6-5 i dansk favør.

Lisa Kjær Gjessing vidste godt, at det ville blive tæt. 22-årige Silvana Fernandes er det varmeste navn i international parataekwondo, ubesejret i to år. Der er ild i hende, og trods en seedning som nummer 4, har hun længe lignet den største forhindring frem mod den paralympiske guldmedalje, som 43-årige Lisa Kjær Gjessing har brugt ni år på at kæmpe sig frem til.

 Sammen med sin træner.

– LAD HENDE TRO PÅ DET, FINTE HENDE. NU! NU! NU!

At spejle sig i andre  

Lisa Kjær Gjessing og højtråbende Bjarne Johansen har kendt hinanden i 25 år, fra dengang hun var landsholdskæmper i almen-taekwondo, og han var landstræner. Men det var allerede længe siden, da Lisa i foråret 2012 fik amputeret sin venstre hånd og det øverste af armen efter at have fået kræft i håndrodsknoglen.

Hun var succesfuld jurist, gift og mor til to, havde et godt liv. Men efter amputationen vandrede hun hvileløst rundt i hjemmet, halvtidssygemeldt og alene. Hun kunne pludselig ikke se sig selv som andet end handicappet.

Så tændte hun for fjernsynet og så, at der var de Paralympiske Lege. Det var sidst på sommeren 2012, og London leverede varen. Hun så atleterne, der alle sammen manglede noget, lige som hende. Og var ligeglade.

– Hold nu… det var helt sindssygt at se. Jeg har aldrig nogensinde slugt noget så vildt som det. Jeg havde brug for at se andre med handicap, for jeg kendte ikke nogen, havde ingen at spejle mig i. Jeg troede, at jeg var blevet til en anden. Nu var jeg hende den handicappede, i stedet for bare at være Lisa. Den var en forestilling, jeg havde arbejdet op i mit hoved.

Så det at se de atleter…  kroppen var for dem bare et redskab til at konkurrere, og det fangede jeg bare, og det ville jeg også. Jeg ville også prøve at opleve det, de oplevede, vrede og glæde – alle de der følelser, som jeg kunne se, at de havde. Som ikke havde noget at gøre med deres handicap. Jeg gik jo og havde ondt af mig selv. Det var de langt forbi. Det var virkelig stort, og det bliver ved med at komme tilbage til mig, nu jeg er her, fortæller Lisa Kjær Gjessing et par dage inden hendes store kampdag.

Det vigtige nederlag

De var legene i London, der fik Lisa Kjær Gjessing til at genoptage taekwondo på eliteplan, nu i pararegi. Hun fik sin gamle træner Bjarne Johansen med på idéen, og sammen dannede de et tæt, lille team. Og med Bjarne råbende sig i øret vandt hun. Hun vandt, og hun vandt, og hun vandt. Fire verdensmesterskaber og fem åbne europamesterskaber. Hun vandt, lige indtil hun tabte.

For første gang nogensinde i pararegi. For under tre måneder siden. Til sin sidste kamp inden de Paralymiske Lege. Det var til en opvarmningsturnering i Mexico i juni, og nederlaget kom efter en lang og ujævn optakt til de Paralympiske Lege. 

I sommeren 2018 brækkende Lisa Kjær Gjessing højre arm ved EM, og da hun syv måneder senere gjorde comeback ved VM, brækkede hun den igen. Siden kom corona, og der gik over et år uden turneringer.

Og imens Lisa plejede sin arm og ventede, blev hendes konkurrenter bedre. At taekwondo var kommet på det paralympiske program, havde løftede sporten, og alle de bedste kæmpere satsede stort, nu det størst mulige mål var at skue i horisonten.

– De er gode nu. Hvis taekwondo havde været på programmet i ’16, så havde jeg spist dem alle sammen. Men nu er der Kina, Tyrkiet og Brasilien, som også bare vil vinde den her guldmedalje, fortæller Lisa Kjær Gjessing.

Så da Lisa Kjær Gjessing mødte Silvana Fernandes i Mexico i juni, var dansken rusten og brasilianeren fintunet. Lisa tabte.  

– Det var en lussing, men det var en meget, meget sund lussing. Jeg undervurderede hende. og det var godt for mig at finde ud af, at jeg ikke er udødelig. Jeg kan sagtens tabe. Jeg ville ikke have arbejdet så hårdt efter det, hvis jeg ikke havde tabt.  Jeg har haft hende i hovedet hver dag siden.

Semifinalen mod den unge, hurtige brasilianer Silvana fernandes er intens, tæt og taktisk præget.
Semifinalen mod den unge, hurtige brasilianer Silvana fernandes er intens, tæt og taktisk præget.

Joystik-træneren og kamprobotten

Tredje omgang, de sidste sekunder. Lisa fører med 8-6. Fernandes er ung, hurtig og stærk, hun angriber igen og igen, men Lisa holder hende væk, beskytter sin venstre flanke. Bjarne Johansen brøler.

Og så er slut.

Brasilianeren krummer sig ulykkeligt sammen på gulvet, mens Lisa knytter næven. Hun laver et lille hop af ren glæde, inden hun er henne og kramme sin træner.

– Det var så tæt og den mest intense kamp i mit liv. Planen var, at hun ikke skulle ramme mig med sit højre spark, for hun er så god og så hurtig. Jeg kunne hele tiden have tabt, siger Lisa Kjær Gjessing bagefter i mixed zone. 

Jeg spørger hende, hvordan det er at have Bjarne råbende sig i øret gennem en hel kamp.

– Han har joysticket, og jeg er bare en robot. Han lagde planen, og jeg prøver at høre alt, hvad han siger, og gøre det.  Jeg stoler så meget på ham. Jeg kan ikke gøre det uden ham.

Sådan er det hver gang, man taler med Lisa Kjær Gjessing. Der er en enorm taknemmelighed til Bjarne Johansen og til det hold, der står bag hende – i Tokyo sparringspartneren Jasmin Andersen, analytikeren Tommy Legind Mortensen den fysiske træner Line Hovgaard-Hansen. Og til familien, hendes mand, den tidligere håndboldlandsholdsspiller Kristian Gjessing og de to døtre Kajsa og Frida, som har bakket hende op hele vejen, men som også har lidt afsavn.

– Som når jeg har skullet til en landsholdsamling på en lørdag, hvor pigerne har skullet spille vigtige håndboldkampe. Der har været meget af den slags, siger hun og afslører, at det ikke kun er taknemmelighed, hun føler. Det er også dårlig samvittighed.

Derfor har hun også været så ked af, at hendes familie, der ofte har fulgt hende til internationale mesterskaber, grundet corona-restriktioner ikke har måttet komme med til Tokyo.

– Det er jeg stadig vildt ked af, for det her er kulminationen på ni års bestræbelser. Og det har betydet mange afsavn for dem, fordi jeg har trænet stort set hver dag. Jeg synes, det er hårdt, at jeg ikke kan dele den her oplevelse med dem.

Men hun synes også, at det hun gør, er vigtigt. At hun og alle de andre atleter, de helte, hun så i London i 2012, og som hun nu har mødt i Tokyo, har et budskab. Også til hendes døtre og deres veninder.

– Jeg tænker over, at det her betyder mere end bare min præstation. Det med at vise, at man skal gøre noget, frem for at lave flotte billeder på Instagram med den rigtige kaffe. Jeg lægger noget op, hvor jeg har fået et blåt øje. Og i forvejen mangler jeg også en hånd, så det billede af den perfekte krop er der ikke. Men man kan godt gøre noget stort, fortæller hun.

Men det er stadig frustrerende, at manden og døtrene ikke er der, i det største sportslige øjeblik i hendes liv. Finalen.

Den sidste kamp

Der er én kamp tilbage. Lisa har forberedt sig på at møde kinesiske Yujie Li eller tyrkiske Gamze Gurdal, men de begge ude, slået ud af den britiske opkomling Beth Munro, der sensationelt har sparket sig i finalen. Hende ved Bjarne og Lisa ikke meget om, og da finalen afvikles få timer efter semifinalen, er der ikke meget tid til reseach. I taekwondo får kæmperne så mange tæsk, at man er nødt til at afvikle alle kampe på samme dag.

– Vi får tit slagskader, trælår og den slags, og de bliver altså ikke bedre dagen efter. Man er nødt til at blive færdig, inden kroppen siger nej. Så længe man kan dope kroppen med adrenalin og holde den varm, kan man blive ved, kommer det med et grin fra Lisa Kjær Gjessing.

Et stærkt setup var centralt for Lisa Kjær Gjessings triumf. Her træner hun med sparringspartneren Jasmin Andersen i den Paralympiske By.
Et stærkt setup var centralt for Lisa Kjær Gjessings triumf. Her træner hun med sparringspartneren Jasmin Andersen i den Paralympiske By.

Hun var således i kvartfinale ved frokosttid, i semifinale tidligt på aftenen og skal nu i finalen klokken 21.

Det er den 3. september 2021, og hun er den allersidste danske atlet i konkurrence ved legene i Tokyo. På lægterne har en lille dansk delegation på 15-20 personer samlet sig med små og store Dannebrogsflag. Deres jubel puster liv i den tomme hal, da Lisa træder ind. Hun bukker mod dem, altid taknemmelig.

Triumfen

Finalen er en mere åben kamp end semifinalen, men sejren føles aldrig rigtig i fare. Munro er et stort talent, men hun er også uskolet, og den gennemerfarne dansker er hende taktisk og teknisk overlegen. Lisa venter på Munros spark, og når briten falder med benet, slår danskeren kontra. Bjarne Johansen holder aldrig op med at råbe.

– TRÆK DIG IGEN. FINTE PÅ. NU! IKKE STÅ STILLE, LISA!

Sejren bliver på 21-14, og da klokken lyder, da kampen er slut, da Lisa er blevet paralympisk mester, vælder glæden og alle følelserne op i hende.

Hun hæver armene mod himlen, bukker dybt for de jublende danskere, trækker Bjarne op på kampmåtten og sammen løber de en sejrsrunde med Dannebrog blafrende mellem sig.

Ni år. Fra hun så paratleterne triumfere i London i 2012, til hun gør selv det i Tokyo i 2021. Alle kampene på vejen, alle sejrene og alle de afsavn, der har været. Alle dem, der var med på rejsen. 

Hun slår en vejrmølle med én hånd. Da hun får guldmedaljen, er det Bjarne Johansen, hendes træner gennem 25 år, manden der har råbt hende i øret i alle hendes kampe,  der hænger den om hendes hals. 

Selvfølgelig.

Lisa Kjær Gjessing

  • Alder: 43 år
  • Handicap: underarmsamputeret
  • Bedste resultater: Paralympiske mester. Desuden firedobbelt verdensmester og femdobbelt europamester.
  • Klub: Elite Vest
  • Arbejde: jurist, specialkonsulent ved Sydøstjyllands Politi.
Lisa fejrer finalesejren med sin træner Bjarne Johansen.
Lisa fejrer finalesejren med sin træner Bjarne Johansen.