Fra krig og folkemord til Paralympiske Lege

Det er en april-dag midt i regntiden. Claudine går ved siden af sin mor, som bærer hendes lillesøster på ryggen. De er på flugt fra naboer og soldater i Rwanda, da en politimand kommer mod dem og skyder. Kuglen rammer Claudine i låret. Hun er kun 4 år, og får siden amputeret sit ben. Året er 1994.

I november er ørkenen i Afghanistan iskold om natten. Det er efter sådan en nat, at Mark Peters i november 2009 er på patrulje i Helmandprovinsen. Han er 26 år og på sin femte udsendelse som professionel soldat.

- Jeg har meget udstyr på ryggen og grøften er lidt bred. Så i stedet for at springe over, går jeg ned i grøften - lige som de to foran mig. Der ligger så en lille hilsen til mig. Desværre, fortæller Mark, som træder på en landmine og får sprængt begge ben i stykker.  

I dag er det hverken folkemord eller krigen i Afghanistan, som optager Claudine og Mark. Det der fylder i deres liv, er træningen frem til de Paralympiske Lege (PL) i Tokyo fra 24. august til 5. september i år. Nu er det kampen om medaljer, det gælder.

De to skal nemlig repræsentere hvert deres land ved legene – og nu handler det om at være så fit og klar som mulig, når de går på banen sammen med deres holdkammerater.

Danske Mark Peters er i dag 38 år, og en af profilerne på det danske landshold i kørestolsrugby, Det er første gang, at holdet har kvalificeret sig til PL. Claudine, som er 31 år, har prøvet det før. Hendes landshold i siddende volleyball for kvinder deltog i Rio 2016.

Holdsport gav selvtillid og brød isolation

For Claudine har sporten betydet, at hun gennem fællesskabet på holdet har fået en større tro på sig selv, og er brudt ud af den isolation og marginalisering, hun var havnet i på grund af sit handicap.

Mark Peters fremhæver også det gode fællesskab på det danske landshold.

- Vi finder sammen efter træning og laver alt muligt: spiller spil og hygger os, holder grill-aftener og ser landskampe sammen. Under Corona-nedlukningen havde vi fredagsbar på Zoom.

- Sporten har givet mig energi og selvtillid. Uden rugby i mit liv havde jeg spillet meget computerspil og var blevet monsterfed. Jeg ville kede mig, men jeg ville også have haft masser af tid til at være sammen med kæresten, siger han.

Claudine fortæller, at hendes familie opfattede hende som en byrde, før hun begyndte at spille på landsholdet. Nu er hun en selvstændig kvinde, der kan klare sig selv. Hun er blevet gift, har et barn og ikke mindst har hun vundet sin families respekt.