Fodboldfeber: Fodbolddrømme i Vordingborg
Fodboldfeberen raser i Danmark. Det er EM-sommer, og drømmen om at gå på banen som den næste Ronaldo eller Victor Fischer kender de fleste, der spiller fodbold. Spillerne fra Vordingborg Handicap Idræt er ingen undtagelse.
Det er maj, og coronaen er på tilbagetog, Superligaen går ind i sine afgørende runder, og europamesterskaberne i fodbold, med hjemmekampe i København, bliver sparket i gang om få uger.
I undseelige Vordingborg Handicap Idræt har det lokale Special Olympics-hold inviteret nærliggende Næstved til en træningsturnering, men inden første kamp er det ikke klubbens orange trøjer, spillerne har på. De fortrækker, som så mange amatørfodboldspillere overalt i verden, trøjer fra de store klubber.
– FCK er mit favorithold, og Fischer er min favorit, siger Dennis Jensen, der er iklædt FCK’s hvide trøje og står sammen med kammeraten Alex Høgholt, der er iført Brøndbys karakteristiske blå og gule farver. Alex Høgholt siger ikke noget, for han har ikke noget verbalt sprog. Men han er en af Vordingborgs allerstærkeste spillere og spiller også på et almenhold i området.
Så kommer træner Kirsten Vagner slæbende på en stor taske med Vordingborgs orange spillertrøjer, og spillerne flokkes om hende. Delyar Musa er hurtig til at vælge nummer 7.
– Den har jeg valgt, fordi det er Cristiano Ronaldos nummer. Det er min fodboldhelt. Jeg elsker fodbold, siger han.
– Vi dyrker alle en lille drøm, når vi går på banen for at spille fodbold. Spillet er et spejl, hvor vi kan se os selv og spille sammen med vores helte, fortæller fodboldekspert og tidligere landsholdsspiller Morten Bruun. For ham giver det god mening, at spillerne går så meget op i, hvilket nummer der står på deres trøje.
– Alle kan spille fodbold. Ikke alle kan spille musik, men alle kan sparke til en bold. Det er den kobling, der er mellem de store kampe mellem de største klubber og den daglige træning i de mindste klubber. Vi er allesammen fodboldspillere og en del af det fællesskab. Og når vi ser en kamp, er det fedt at se nogen spille fodbold på den ultimative måde. Den følelse får vi også, når vi tager en trøje på fra vores favorithold til træning, siger han.
Det sociale i centrum
Træner Klaus Didriksen samler de 15 Vordingborg-spillere til et taktikmøde. Han fortæller spillerne, hvilken position de skal spille.
– Rune, du er på venstre side, Alex du er på midten, og Mads du skal jagte dem oppe foran. Nogen spørgsmål? –
Anders Skovgaard, der spiller med nummer 16, er ikke tilfreds med dagens position i forsvaret. Han lader sig dog ikke slå ud:
– Jeg plejer at spille hernede, og det er bare ikke det sjoveste. Men jeg er klar!
Klaus Didriksen har været træner i mange år og har kun et mål med dagens kamp, der også er den første siden nedlukningen:
– Det vigtigste for mig er, at spillerne alle sammen hygger sig og er glade for at komme her. Jeg kender dem rigtig godt fra andre sportsgrene, og hvor vi nu har ellers har mødtes, siger han.
Gutter og gutinder
Kampen fløjtes i gang, og spillerne er ikke længere FCK-, Brøndby- og Real Madrid-fans, men Vordingborg- og Næstved-spillere. Hjemmeholdet er sultne efter revanche, for seneste kamp mod nabobyen blev tabt stort.
Tilskuerne udgøres ikke af et fyldt stadion, men af en 100 meter lang kø ved DGI-huset, der omdannet til et Covid19-testcenter. Og de kan se et Vordingborg-hold, der lægger stærkt ud og snart bringer sig bringer sig foran 1-0.
Træner Klaus Didriksen hepper sit hold frem fra sidelinjen.
– Godt gået, gutter og gutinder, lyder det ofte.
Special Olympics-fodbold er ikke kønsopdelt, og mænd og kvinder spiller på lige vilkår. I dag er der to kvinder på Vordingborg-holdet, og når Klaus af gammel vane råber “godt gået gutter”, bliver han straks rettet af mændene.
– Du skal huske pigerne, Klaus, råber de.
Kampen ender 2-0 til værterne fra Vordingborg, og værtsklubben vinder også de efterfølgende tre kampe i miniturneringen. Stjernen Alex Høgholt bliver dagens topscorer med i alt fem mål.
Fodboldens fællesskab
Efter sidste fløjt løber alle på banen for at sige tak for kampen til vennerne fra Næstved.
– Husk at bruge albuen, råber Klaus Didriksen efter spillerne.
Kirsten Vagner slæber sodavand frem fra bagagerummet, og spillerne fra begge hold skåler med hinanden. Der bliver snakket fodbold og arrangeret yderligere to træningskampe med holdet fra Næstved inden sommerferien.
Spillerne fra Vordingborg nøjes måske med at drømme om at spille for deres yndlingsklub, men de er en stor del af det fællesskab, som fodbolden er.
– Vi, der dyrker fodbold enten som spillere eller fans, deler et fællesskab. Derfor er den mindste klub forbundet til den allerstørste. Vi er afhængige af hinanden, siger fodboldekspert Morten Bruun.
Fodbold er den største sport i verden, og overalt er kærligheden til boldspillet enorm. Ikke mindst i Vordingborg, hvor Mads Munkholm også er godt tilfreds efter dagens kampe:
– Det har været rigtig godt i dag. Jeg fik ikke selv scoret, men Alex scorede fem mål. Alle mine holdkammerater gjorde det godt i dag – alle sammen. Jeg kan ikke få nok af fodbold, siger han.