20 år for parasporten: Undercover boss og selfies med prinsessen
Efter 20 år som administrationschef og direktør i Parasport Danmark har Niels Christiansen sluppet taktstokken. Parasport har talt med ham om den beslutning, om uforglemmelige oplevelser og et antiklimatisk punktum.
Hvorfor har du valgt at stoppe som direktør nu?
- Jeg er 67 år og har været på arbejdsmarkedet i 48 år, så jeg føler, at mit otium er berettiget. Det var hele tiden min plan at stoppe efter de Paralympiske Lege i Tokyo. Nu blev det så lige et år senere og et noget anderledes PL, end jeg havde forestillet mig, men det ændrer ikke på, at tidspunktet er det rette. Jeg har fået det hele med.
Hvad kommer du til at savne mest?
- Jeg kommer til at savne alt ved livet i Parasport Danmark. Medarbejderne især. Det gør jeg allerede. Coronaen har betydet, at jeg gradvist har fået tingene lidt på afstand og har vænnet mig til situationen. Men jeg kunne godt have været foruden det sidste år, hvor jeg har været tvunget ind i rollen som ”coronageneral”. Det kommer jeg ikke til at savne!
Hvad har været den største oplevelse?
- Det er helt sikkert de fire gange sommer-PL og fire gange vinter-PL. Det er noget helt specielt. Jeg husker især Athen i 2004, hvor jeg var helt grøn og pludselig skulle koordinere Prinsesse Benediktes besøg og lægge et program for hende. Så er man altså på fra kl. 7 til 23 hver dag. Det er hårdt arbejde, men det er også sjovt at have en selfie med prinsessen på sin mobiltelefon. Jeg glemmer heller aldrig de tre gange, jeg var undercover boss på Friluftsliv-projektet. Jeg var bare med som hjælper for de multihandicappede deltagere, uden at de vidste, hvem jeg var. Vi sejlede i kano, red på heste, sov i træerne og fremstillede vores eget handicaptoilet ud af en JYSK-havestol og et Pressalit-toiletsæde.
Hvem har gjort størst indtryk på dig i parasportens verden?
- Vores tidligere formand Karl Vilhelm (Nielsen, red.) har gjort et kæmpe indtryk. Ham har jeg lært rigtig meget af i de 18 år, vi har været formand og direktør. Det er især, hvordan man agerer politisk.
Hvad er en ting, de færreste ved om at være direktør i Parasport Danmark?
- Der nok ikke mange, der regner med, at man kan ende med at tømme et dødsbo i forbundets tjeneste. Vi arvede for en del år siden en lejlighed i Valby, hvor jeg efter første bomøde fik stukket nøglerne i hånden. Ejeren havde været død i fire-fem måneder, og ingen havde været i lejligheden. Heller ikke i køleskabet. Så jeg iførte mig engangskedeldragt og gummihandsker og fik ryddet den. Lejligheden endte med at indbringe Parasport Danmark 5 mio. kr.
Hvad er den største forskel på parasporten i 2000 og 2020?
- Det kan næsten ikke sammenlignes. Du kan tage ridning som et eksempel. Da jeg startede som administrationschef i DHIF, red man på lånte heste til PL. I Athen havde vi første gang transporteret vores egne heste med. Og nu stiller vores ryttere jo op på millionheste. Sådan er det næsten over det hele. Det er utroligt, hvad der er sket.
Hvad er det vigtigste råd, du kan give din afløser på direktørposten?
- Pas rigtig godt på medarbejderne. De er det største aktiv i Parasport Danmark.
Hvad skal du bruge din tid på fremover?
- Jeg skal først og fremmest nyde livet. Jeg har hus, hund, kone og et sommerhus i Sverige, som vi forhåbentlig snart kan besøge igen. Begge mine børn har også lige købt sommerhus, og der ligger nogle renoveringsprojekter der, som det er rart at have tid til at hjælpe med.
NIELS CHRISTIANSEN
Niels Christiansen (født 1954) blev ansat som administrationschef i Dansk Handicap Idræts-Forbund i 2001. I 2011 blev han udnævnt som direktør af DHIF’s bestyrelse, og den titel bestrider han fortsat til og med september 2021, selvom hans afløser på direktørposten, Ivan Løvstrup, er tiltrådt pr. 1. maj.
Af uddannelse er han bankmand med HD i regnskab og videreuddannet i erhvervsjura. Forud for ansættelsen i DHIF var han regnskabschef i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Niels Christiansen er gift med Helle, og de har sammen børnene Mathias og Maja.
Niels Christiansen tager en selfie med HKH Prinsesse Benedikte, der er protektor for parasport i Danmark.