Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Tema: Corona Blues

Det er hårdt, frustrerende og ensomt. Et år med coronarestriktioner for idrætsforeningerne har tæret på de mentale og fysiske resurser hos landets paraidrætsudøvere, men har også fordret opfindsomme idéer til at holde formen og motivationen ved lige. Vi har besøgt de coronaramte para-atleter.

Udendørstræning i Gentofte Kunstskøjteløber Forening.
Udendørstræning i Gentofte Kunstskøjteløber Forening.

Corona Blues: Vi håber på hård frost

Disciplin og selvmotivation – det er de to vigtigste træningsredskaber for atleterne i Gentofte Kunstskøjteløber Forening. Klubben har sat træningen i system, men de mangler is.

– Det er ubeskriveligt skønt, når du går ind i hallen og tager dine skøjter på – du kan mærke det i hele kroppen. Og den lyd, du kan høre, når skøjternes klinger glider hen over isen, der knirker og knager, det er som musik, sukker Anna Frejlev, assisterende træner på specialholdet i klubben og mor til para-skøjteløber Katya Frejlev. 

Selv om isen er en vigtig del af kunstskøjteløbernes træning, så har Gentofte Kunstskøjteløber Forening (GKF) taget træningsudfordringen op under corona.

– Vi gør vores bedste, men det er svært, når vi ikke kan komme på is, fortæller Anna Frejlev.

Klubben har lagt deres træningsfokus på styrketræning, ballet og smidighed, som alt sammen foregår over Zoom. De har lagt et skema, og alle får muligheden for at træne minimum to gange om ugen, hvor deres træner kan give dem feedback online.

De tre para-atleter i GKF, Katya Frejlev, Oliver Markus Marinheiro Marhauer og Frederik Kildegaard, træner normalt efter en særligt tilrettelagt træningsplan, men under corona følger de med i den almindelige træning. Det kan være svært, men klubben har haft fokus på at hjælpe alle deres medlemmer med at bevare gnisten. Det har gjort en forskel.

Gnisten og venskaber

Selv om klubben er ambitiøs, så er målet under corona, at alle løberne bevarer gnisten og lysten til sporten. Klubben gør meget for, at de unge para-atleter dyrker deres venskaber på afstand, både via træning og sociale online sammenkomster.

– Når vi igen må mødes, så går vi i krig, fortæller Anna Frejlev og fortsætter:
– Vi vil tilbyde alt mulig træning og en sommercamp for mange af vores løbere.

For para-atleterne betyder venskaberne på tværs i klubben, at de holder ved og holder motivationen oppe. De dyrker deres sport på tre forskellige niveauer og har derfor også mange venskaber med andre unge i klubben.

Vi elsker vores is

Mens mange sukker over vinterens hårde frost, har den ført til jubel hos kunstskøjteløberne. De har været forhindret i at mødes i hallen og få is under skøjterne, og det har betydet, at flere har kørt rundt for at finde vandpytter, som var store nok til, at de kunne øve på dem. Nogle har endda lavet deres egen lille skøjtebane i baghaven. Men den vedvarende frost har betydet, at det nu er sikkert at bevæge sig ud på søerne og træne. Noget, der glæder Anna Frejlev.

– Vi elsker vores is, fortæller Anna Frejlev.

 

Kvindelandsholdet i goalball prøver at holde gang i træningen på utraditionelle måder. 

Corona Blues: Vi ved aldrig, om vi kommer afsted

På kvindelandsholdet i goalball har det været svært at holde gejsten oppe og se den ene turnering efter den anden blive aflyst. Men Anja Christensen og hendes landsholdskammerater er nødt til at træne, som om de skal afsted.

Goalball har været en stor del af 28-årige Anja Christensens liv de sidste mange år. Hun har nemlig været på landsholdet i syv år, og derfor var er den ufrivillige coronapause næsten ikke til at bære.

– Det har været et svært forløb, siger Anja Christensen.
– I starten troede man, at det snart gik over, og så nåede vi lige at mødes igen, inden træningen lukkede ned for anden gang. Det har været frustrerende.

Landstræner Joachim Alstrøm mærker også frustrationen.

– Mange af vores konkurrencer er aflyst eller udsat. Og vi ved ikke, om vi kommer afsted eller ej. Sidste år var vi for eksempel på vej til en turnering i Litauen. Først fik vi at vide, at vi godt måtte rejse, og dagen efter blev det aflyst.

Anja Christensen kan godt have svært ved at finde motivationen nogle dage:

– Det er blevet sværere at finde ud af, hvad der får mig igennem dagen. For eksempel kunne en træning altid mig hjælpe til at få afløb for energi eller komme mig oven på en hård dag. Det får jeg ikke automatisk nu. Det skal jeg selv diske op med.

Hun prøver at motivere sig selv ved at lave variation i sin træning:

– Jeg træner ikke kun online, men kommer også ud på fodboldbanen og skyder igennem.

Holdånden lever  

Selv om landsholdet kun mødes til online-fællestræning hver søndag og gejsten er svingende, så er holdånden stadig i live.

– Vi kan hurtigt komme i kontakt til hinanden, men det er svært at holde det sociale kørende. Der er ikke den samme hygge, som der er om fællestræning i samme rum. Her har man har en føling med hinanden og kan lige gå en tur og  snakke om alt det uden om træningen også, fortæller landstræner Joachim Alstrøm.

Det sociale er også noget af det, Anja Christensen savner mest, for goalball er en stor del af hendes sociale liv:

– Vi har en aktiv Messenger-tråd (online-chat, red.), og det styrker fællesskabet. Og vi er gode til at træne sammen hver for sig derhjemme. Så skriver vi i tråden, at nu er der træning. Det hjælper lidt på motivationen, at man ved, at der er andre, der også træner.

Potentiale i hjemmetræning

Anja Christen savner det fysiske møde med sine holdkammerater, men der er også fordele ved at træne hjemme i stuen.

– Jeg kan sagtens se potentialet i hjemmetræning. Som synshandicappet kan det være svært at komme ned i et træningscenter. Nu ved vi, at vi kan supplere med hjemmetræning.

Landstræner Joachim Alstrøm synes, at hjemmetræningen er blevet sjovere, end den var i starten.

– Vi er blevet bedre til at eksperimentere med træningen. Det er ikke bare trænerne, der kommer med programmerne, men ofte spillerne selv, der har fundet et sjovt program på YouTube. Og så er det det, vi gør.

Kommer vi til EM?

Til maj skal landsholdet efter planen til B-EM i Finland. Her er målet for goalballkvinderne at kvalificere sig til A-rækken, men de ved ikke, om de kommer afsted. Turneringen er allerede blevet rykket én gang.

– Vi har vænnet os til usikkerheden. De andre lande har jo heller ikke kunnet træne normalt, så vi bør klare os mindst lige så godt som dem. Vi ved ikke, om vi kommer afsted, men vi er nødt til at træne, som om vi gør, siger Joachim Alstrøm.

Corona Blues: Når basketball bliver en solosport


Basketball er Marcus Gregersens frirum og hans måde at koble af fra hverdagen, men det kræver opfindsomhed og gåpåmod at blive ved under coronanedlukningen.

Marcus Gregersen er basketballspiller, men det er bare ikke helt det samme at spille alene på en snedækket bane.

– I det mindste er udendørsanlæggene stadig åbne, fortæller Copenhagen LowRiders-spilleren. Han er lige vendt hjem efter et længere ophold i Tyskland, og her er selv de udendørs træningsanlæg lukket ned. I Danmark kan han i det mindste komme ud og træne lidt.

Savner holdet

Marcus Gregersen har spillet basketball i ti år.Han har aldrig overvejet at stoppe, og heller ikke corona kan få ham på de tanker. 

– Jeg har måske mistet lidt af min form, men ikke meget, fortæller han.  

Han holder sin træning ved lige ved at gå til styrketræning to gange om ugen og selv tage ud og rulle nogle ture. Hvis motivationen halter, så bliver det til 5 km, ellers tager han gerne ture på 20 km. Men det er svært at undvære basketball.

– Jeg har jo valgt en holdsport af en grund, og jeg savner at spille med holdet to-tre gange om ugen, fortæller Marcus Gregersen.

Holdet har lidt kontakt med hinanden, men det er svært at mødes. Det kræver en del forarbejde, da de er afhængige af, at der er parkering i nærheden, så de kan have deres basketstol med. 

– Samtidig er mange af os ekstra udsatte, ikke kun i forhold til corona men også andre sygdomme, så det er sjældent, at vi mødes, fortæller Marcus Gregersen. Han håber på, at de snart kan samles, så det bliver muligt at genoptage forbundsmesterskaberne i kørestolsbasket. 

Ekstra rengøring

Marcus Gregersen er mest irriteret over alt det grus, han slæber med ind i lejligheden efter de mange træninger udendørs.

– Jeg skal støvsuge hver dag, fortæller han. Han vil dog ikke undvære træningen.

– Når jeg er tvunget til at bruge så meget tid i lejligheden, nyder jeg tiden udenfor endnu mere, siger han.

At der er is og sne på banen gør, at stolen glider, og det er svært at få spillet til at fungere optimalt. Samtidig er det ekstra koldt at spille uden handsker. Men isen har en fordel, når det kommer til de lange træningsture. Når isen dækker vejen, så udjævner den også de huller, som ellers kan være til stor gene, når man kommer rullende i høj fart. Nu glider Marcus Gregersen let hen over de ellers så hullede stier.

– Og så betyder vejret, at der er færre mennesker på stier og veje, så man ikke hele tiden skal køre zigzag imellem de gående, og jeg kan få farten op, fortæller Marcus Gregersen.

Corona Blues: Corona-depressionen truer

Eksperterne er ikke kun bekymrede for, at mange paraidrætsudøvere ikke får den samme fysiske træning som før pandemien, men i lige så høj grad for den effekt, det har på psyken.

I et helt år har coronarestriktioner begrænset vores muligheder for at dyrke idræt, som vi plejer, og det har haft fysiske og psykiske konsekvenser for mange danskere. Man kommer i dårlig form, og man savner de sociale fællesskaber, man har gennem idrætten. Særligt de mørke vintermåneder i år, hvor restriktionerne har været stramme og mulighederne at motionere udenfor begrænsede, har været hårde.

Få har været ramt hårdere end mennesker med handicap, der i forvejen ofte har fysiske udfordringer og begrænset mobilitet og oftere rammes af isolation og ensomhed end normalbefolkningen. Mange er desuden særligt udsatte i forhold til covid-19 og skal derfor passe ekstra på med ikke at se for mange mennesker.

– Hvis man er vant til at have motionsvaner, er de under pres her under corona. Og hvis man så oveni har særlige udfordringer og har brug for hjælpemidler og særlige træningsredskaber, kan det være meget svært at holde sig selv i gang. Vi ved, at med nogle sygdomme er der en form for accelereret aldringsproces, og det stiller endnu større krav til aktivitet, fordi kroppen har et hurtigere henfald over tid, forklarer Ulrik Dalgas, professor i idræt og sundhed på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, hvor man blandt andet forsker i handicap og motion.

Psykiske konsekvenser   

De negative konsekvenser ved ikke at kunne dyrke idræt kan være både fysiske og psykiske. Det er de sidstnævnte, man bør være mest bekymrede for, fortæller Jens Bo Nielsen, der er professor i neurovidenskab på Københavns Universitet og desuden tilknyttet Elsass Fonden, som arbejder med mennesker med cerebral parese.

– På kort sigt er min største bekymring den psykologiske side af nedlukningen. Vi ved, at fysisk aktivitet har en positiv effekt på depression, og der er et socialt element, som mange går glip af, når de ikke mødes, forklarer han.  

Den manglende fysiske træning er selvfølgelig også et problem, men det er ikke kritisk, og man kan godt komme i form igen efter en ufrivillig coronapause.

– Det er vigtigt, at man som handicappet holder sig aktiv for at forebygge de skavanker, der kommer med alderen. Både vores muskler, nervesystem og kredsløbssystem tilpasser sig hurtigt en mindre aktiv livsstil, men når man går i gang med at træne, vil de omstille sig igen, fortæller Jens Bo Nielsen. 

Ulrik Dalgas fortæller, at det normalt tager længere tid at oparbejde f.eks. muskelmasse og kondition, end det tager at tabe det, men der er ikke den store forskel på, om man har et handicap eller ej, når man skal indhente det forsømte.

– I de fleste tilfælde responderer vi mennesker ret ens på træning, men der vil selvfølgelig være grupper, der har sværere ved at træne sig op, for eksempel folk med forskellige former for muskelsvind, siger han.

Kreativ hjemmetræning

Siden den 11. marts sidste år, hvor statsministeren lukkede landet ned første gang, har foreningsidrætten været begrænset af forsamlingsforbud, lockdown og sommerferie. Holdsporten har været særligt hårdt ramt, og mange har måttet træne individuelt, enten i det fri eller i hjemmet.

Men selv om man er isoleret i en lille lejlighed, kan det godt lade sig gøre at holde sig relativt aktiv. Professor Jens Bo Nielsen opfordrer alle til at komme op og bevæge sig hver time og at motionere en halv time med høj puls hver dag. Og så selvfølgelig at gå de anbefalede 10.000 skridt om dagen.

– Det kan man godt, selv i en relativ lille lejlighed. Det bliver måske lidt kedeligt - men det kan lade sig gøre, siger han.

Mange klubber, hold og organisationer med tilknytning til paraporten har været kreative og gjort en stor indsats for at holde parasportsudøverne motiverede og aktive under nedlukningen. Mange har udviklet metoder til onlinetræning, og efterspørgslen har været stor. Jens Bo Nielsen fortæller, at Elsass Fonden har haft så stor succes med onlinetræning via Facebook, at de har måttet begrænse tilgangen og målrette den til mennesker med hjerneskader.

Genfind motivationen og start stille op

Og når samfundet her over foråret forhåbentligt genåbner, og det igen bliver muligt at mødes for at dyrke idræt, vil mange atleter skulle genfinde motivationen og genopbygge formen igen. Her er idrætsprofessorens eneste råd, at man ikke skal lægge for hårdt ud. For selv om man har trænet intensivt og holdt sin form ved lige, er det ikke det samme som at træne med sine holdkammerater.

– Det er relativt ufarligt, og man vil højst sandsynligt opleve muskelsmerter. Men er man for ivrig og tror, at man kan det samme som før pausen, kan man let få overbelastningsskader, slutter Jens Bo Nielsen.

Eksperternes råd: Coronatræning i hjemmet

  • Rejs dig op minimum en gang hver time
  • Sørg for 30 minutters motion hver dag med højere puls
  • Gå 10.000 skridt om dagen (eller så mange som muligt)
  • Al bevægelse tæller, og det gælder om at få sat det i system
  • Lav aftaler med venner
  • Meld dig til onlinetræning.