PL-boblerne: “Nu var det endelig blevet min tur”
Efter gode resultater og hård træning havde Katrine Kristensen øjnene stift rettet mod de danske kvotepladser i paradressur. Verden er nu vendt op og ned for rytteren, men drømmen om at komme til de Paralympiske Lege i Tokyo lever stadig.
For den 24-årige paradressurrytter Katrine Kristensen har alt det seneste år handlet om at sikre sig en plads på holdet, når turen sidst på sommeren skulle gå mod Tokyo og de Paralympiske Lege (PL). Pludselig lukkede verden ned, PL blev udskudt et år og alle planer ændrede sig:
- Den første følelse jeg fik var skuffelse. Jeg har gået og følt, at nu var det endelig blevet min tur. Jeg havde et rigtig godt stævne i januar, og jeg kunne mærke, at alt gik godt med både mig og min hest, så jeg tænkte bare ‘nej, nej, nej, det må simpelthen ikke ske’. Min anden reaktion var at slå koldt vand i blodet og tænke på, at det ikke skal ændre mine forberedelser, det gør dem bare længere. Sådan har jeg sagt til mig selv, lige siden at PL blev udskudt.
Kampen om kvotepladserne
Katrine Kristensen er en del af landsholdet i paradressur, der har sikret sig fire såkaldte kvotepladser til PL, som rytterne nu skal konkurrere individuelt om. Og efter flotte resultater ved en række internationale stævner sammen med hesten Well Done Dallas, har Katrine Kristensen kunnet øjne en af pladserne forude:
- Jeg har trænet, alt hvad jeg kan for at få en af kvotepladserne, og det har jeg haft stort fokus på. Jeg har det sådan, at hvis jeg træner 100% og gør alt hvad jeg kan, så er det resultaterne, det handler om.
Og netop resultaterne har været gode i kvalifikationsperioden inden nedlukningen. I januar red Katrine et stort stævne i Holland, hvor hun sikrede sig en 2. plads i Kür.
- Ved stævnet spillede alt, selv efter tolv timer i bil med hestetrailer, og det gav mig en tro på, at alt min træning fungerer. Det var et meget vigtigt skridt i den store proces, om at skulle gøre alt klar frem mod Tokyo. Jeg har trænet utroligt hårdt for at nå hertil, så det er virkelig ærgerligt, at alt er blevet rykket.
Brylluppet må udskydes
Det er ikke kun kvalifikationen frem mod Tokyo, som er blevet berørt af nedlukningen. For Katrine Kristensen stod der også en anden vigtig ting i kalenderen, som var nøje planlagt efter de Paralympiske Lege, nemlig hendes kommende bryllup.
- Planen var, at jeg skulle giftes til næste år, men vi har måtte flytte brylluppet, nu hvor PL er rykket. På den måde går det jo ud over mange private ting, som alle sammen har været planlagt omkring PL, og lige pludselig er alt vendt på hovedet. Det har været sådan en mærkelig tom følelse af, at jeg havde en klar plan for de næste på år, at i livet var skemalagt og så vupti, så bliver gulvtæppet revet væk under en, fortæller Katrine, der til dagligt er jurastuderende, hvilket også kommer til at påvirke hendes optakt til PL i 2021:
- Det har været ret omstændigt i forhold til mit studie. Jeg havde planlagt alt på mit studie efter at skulle fokusere hundrede procent på PL i år. Næste år skal jeg skrive bachelor lige op til sommeren, så der kommer et helt andet arbejdspres studiemæssigt, som jo slet ikke var meningen.
Nye muligheder
Katrines træning er heldigvis ikke blevet påvirket af nedlukningen, så hun har haft mulighed for at arbejde videre på de gode resultater. Selvom alle planerne og forberedelserne til PL er blevet kastet op i luften, ser Katrine positivt på situationen. Hun har allerede en ny plan, for hvordan hun bedst udnytter, at hun nu har et helt år ekstra til at forberede sig i.
- Jeg har besluttet mig for at lave en optakt, som om at jeg skal afsted til sommer, så jeg kan bruge alt arbejdet til at evaluere på det inden optakten næste år. Nu har jeg muligheden for at bruge den her ekstra tid på at forberede mig selv og min hest på muligvis at skulle ud på en lang rejse ned til et varmere klima, fortæller Katrine, der i nedlukningen også har haft stort fokus på sin egen fysiske træning.
- Jeg tror på, at de sidste procenter skal hentes i min egen fysik. Hvis jeg er i rigtig god form, så kan jeg performe bedre. Jeg har også en bedre indvirken på hesten og et større overskud. Så det er et fokusområde, som jeg lægger stor vægt på lige nu.
Katrine Kristensens drøm om at ride ind på den paralympiske dressurbane i Tokyo lever således stadig i bedste velgående, og Katrine ved hvad der skal til:
- Hårdt arbejde og disciplin. Så er jeg sikker på, at det nok skal lykkes. Jeg gør meget ud af her i lukkeperioden at holde alt ved lige og gøre hesten så skarp så muligt, så når der bliver åbnet op, så er vi 100% klar til at komme ud, så snart landstræneren siger til.
Katrine Kristensen, dressurrytter
Alder: 24 år
Handicap: Muskelsvind, CMT
Klasse: Grad II
Bedste resultater: Danmarksmester 2019
PL-Boblerne
I serien PL-boblerne følger vi nogle af de atleter, der kæmper for at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Tokyo. Denne gang ser vi nærmere på dressurrytteren Katrine Kristensen.