Frivillig IFORM: Anders Dehlholm

Som klubtræner, Special Olympics fællesstræner og senest landstræner i atletik, har Anders Dehlholm haft særligt fokus på atleter med udviklingshandicap der har eliteambitioner. Med årene er involveringen i para-atletikken kun vokset, men hvad driver værket for ildsjælen?

Hvorfor er du frivillig?
Jeg elsker sport! Så idrætstræningen – både som idrætslærer på en specialskole, og som frivillig - har altid givet stor mening for mig, fordi jeg kan se hvor meget eleverne eller atleterne "vokser" af det: Øget selvtillid og selvværd, mere selvhjulpne, større social omgangskreds, noget at identificere sig med, bedre fysisk form. Alt sammen områder som gør at elever, som ellers ikke kan så mange af de ting, vi som samfund tillægger stor vægt, får et mere rigt liv.

Hvad er din største oplevelse?
Mine største oplevelse har været de store stævner som Special Olympics World Games i LA og Dubai samt PL i Rio og VM i atletik i London. Men der er også gode oplevelser på almindelige træningsdage, hvor vi hygger og griner sammen. Jeg har flere atleter med meget sjove personligheder. Mohamed (Hersi. Landsholdsløber med udviklingshandicap, red.) elsker eksempelvis FC Liverpool så meget, at han stort set ikke kan tale om andet. Så det får han selvfølgelig meget røg for, og han nyder at kunne give igen, nu her hvor Liverpool har klaret sig godt det sidste års tid.

Hvad er du mest stolt over?
Jeg er mest stolt over at gøre en stor forskel i livet for de her unge mennesker. Jeg er også stolt over at mine atleter er de bedste atleter med udviklingshandicap i Danmark, men det er en stolthed, som er blandet med ærgrelse over, at der stort set ikke er nogen eliteatleter med udviklingshandicap i Danmark. Der er kun meget få trænere i miljøet der hjælper de her unge mennesker til at komme langt med deres idræt. I institutionerne og på bostederne er det som om man er tilfreds med at de får bevæget sig en smule og man har få ambitioner udover det. Mennesker med udviklingshandicap er mere overvægtige og de har flere livsstilssygdomme end resten af beflokningen. Jeg håber, at med de rigtige rollemodeller vil vi kunne ændre lidt på tænkningen og prioriteringerne i miljøet, så flere mennesker med udviklingshandicap kan få støtte og opbakning til, at eliteidræt kan blive et boost i deres liv.