50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

”På grund af sporten kan jeg nu klare mig selv”

Parasport Danmark har de seneste syv år været med til at opbygge parasporten i Nepal. Her fortæller en række nepalesiske atleter, hvordan idrætten har ændret deres liv.

Sabin Thapa måtte forlade sin hjemby, da han brækkede ryggen. Nu bor han i et hostel for kørestolsbrugere.
Sabin Thapa måtte forlade sin hjemby, da han brækkede ryggen. Nu bor han i et hostel for kørestolsbrugere.

Sabin Thapa ankommer til den støvede plads i Nepals hovedstad, Kathmandu, i en slidt minibus med et billede af Bob Marley malet på sidespejlet. Hans kørestol er slået sammen og står side om side med andre kørestole på taget af bilen. Et par unge mænd hopper ud fra forsædet og begynder at tage stolene ned fra taget og hjælpe Sabin og de andre kørestolsbasketspillere over i dem. De er ankommet til pladsen for at spille en opvisningskamp, der skal være med til at skabe opmærksomhed om sporten og gøre op med fordomme om, hvad mennesker med handicap kan og ikke kan.

Sabin Thapa kommer fra en lille by, der ligger 25 kilometer øst for Kathmandu. Han er konstant smilende. Men det er ikke længe siden, at han var både trist og deprimeret.

Sabin har siddet i kørestol, siden han var 21 år gammel. Han fortæller, at hans fætter var kommet op at slås med en gruppe fra nabobyen. En dag havde 4-5 af dem været ved at banke fætteren, da Sabin kom ham til undsætning og blandt andet slog en af de andre fyre.

Nogle dage senere, var Sabin på vej hjem om aftenen efter at have spillet fodbold. Pludselig stod han over for 6-7 fyre fra nabobyen, der havde stået og ventet på ham. Sabin fortæller, at de uden videre gik løs på ham, nogle af dem med våben.

Sabin blev blandt andet ramt i ryggen med et vandrør og faldt til jorden. En af hans venner fra fodboldholdet kom til, og fyrene fra nabobyen stak af.

Vennen tog Sabin med til byens hospital. Det viste sig, at slaget med vandrøret havde brækket hans ryg.

- Da jeg fik at vide, at jeg ikke ville komme til at gå igen, følte jeg, at mit liv var ovre, fortæller Sabin.

Sabin Thapa øver sig i Tanka-kunst. Det kan være en mulig fremtidig levevej, hvis ikke det lykkes ham at finde et universitet, hvor man kan komme ind i en kørestol.
Sabin Thapa øver sig i Tanka-kunst. Det kan være en mulig fremtidig levevej, hvis ikke det lykkes ham at finde et universitet, hvor man kan komme ind i en kørestol.

Kørestolsbasket reddede ham

Han fik plads på et rehabiliteringscenter for rygmarvsskadede i udkanten af Kathmandu og kæmpede for at modbevise lægens ord. Men efter seks måneder på centret måtte han konstatere, at lægen havde ret. Sabin var bundet til kørestolen resten af livet.

Han flyttede fra rehabiliteringscentret nedtrykt og deprimeret. Men på centret, var han begyndt at spille kørestolsbasket, og da han forlod centret, begyndte han i en klub. Han fik nye venner og har været med til flere stævner og har også været med på en opvisningstur til en fjerntliggende landsby.

Sabin er medlem af bestyrelsen i NSCISA, en organisation af rygmarvsskadede, der blandt andet arrangerer træning og stævner i kørestolsbasket. Parasport Danmark har gennem de seneste syv år støttet NSCISA og en række andre nepalesiske organisationer med at opbygge parasporten i landet.

Nepal er et af verdens mest bjergrige lande, og i de fleste byer er det helt umuligt at komme rundt i en kørestol, også Sabins hjemby.

Han er derfor flyttet til Kathmandu, og bor på et hostel for kørestolsbrugere. Her bruger han dagene på at male buddhistisk Tanka-kunst. Måske vil han med tiden kunne leve af at lave Tanka-kunst, men Sabin håber også på at komme på universitetet. Hidtil er det dog ikke lykkedes ham at finde et universitet, hvor man kan komme ind i kørestol.

- Det her er mit liv. Alle har problemer. Det her er så mit problem, som jeg må lære at leve med. Nu opfordrer jeg andre til ikke at opgive modet, selvom de kommer ud for en ulykke. Jeg siger til dem, at livet godt kan komme til at fungere, selvom det aldrig bliver som før.

At kunne selv

En af dem, der har lyttet til Sabins opfordring, er 21-årige Sanjita Majhi. Hun spiller både bordtennis og kørestolsbasket.

- Sporten fylder meget i min hverdag. Den hjælper mig til at blive mere aktiv og bedre til at køre kørestol, fortæller hun.

For 7 år siden fik Sanjita Majhi tuberkulose i ryggen, en form for tuberkulose, der er sjælden i Danmark men oftere ses i verdens fattige lande og kan medføre alvorlige rygmarvsskader, hvis ikke den behandles i tide. Og det var netop, hvad der skete for Sanjita.

Da hun kom på hospitalet, fik hun at vide, at hun nok skulle blive ok igen. Men på trods af, at Sanjita kom på rehabiliteringscenter, fik hun det værre, og i dag sidder hun i kørestol, en kørestol hun aldrig kommer ud af.

På genoptræningscentret begyndte Sanjita at dyrke sport, og det har gjort en kæmpe forskel.

- På grund af sporten kan jeg nu klare mig selv. Før havde jeg brug for hjælp fra min familie til at komme i bad, tage tøj på og meget mere. Nu klarer jeg alt selv. Desuden har jeg fået gode venner gennem sporten og er blevet meget gladere.

Før havde jeg brug for hjælp fra min familie til at komme i bad, tage tøj på og meget mere. Nu klarer jeg alt selv.
- Sanjita Majhi, 21 år

Få steder at dyrke idræt

Et af målene med Parasport Danmarks indsats i Nepal er at give flere mennesker med handicap mulighed for at dyrke idræt.

Men ikke alle idrætsgrene er lige lette at udbrede i et land som Nepal, hvor adgangen til idrætsfaciliteter er yderst begrænset, især hvis man har et handicap. Blandt andet uddannede Parasport Danmark en række trænere i goalball. De blinde var meget interesserede i at lære en idrætsgren, der er på det paralympiske program. Men det er svært at få adgang til velegnede baner, og derfor er der ikke for alvor kommet gang i goalball i Nepal.

Til gengæld er der i dag i Kathmandu en række muligheder for at dyrke parasport, som ikke var der tidligere. Blandt andet bordtennis, svømning, boccia samt cricket for både døve, blinde og fysisk handicappede. Og så kørestolsbasket, hvor der nu findes 24 hold, alene i Kathmandu og omegn - 13 for mænd og 11 for kvinder.  

Ifølge udøverne har idrætten givet dem et løft i livskvalitet.

Blandt dem 20-årige Lalita Basnit, der har muskelsvind, sidder i kørestol og spiller boccia.

- Jeg elsker at spille boccia. Spillet giver mig mere selvværd. Jeg er mere aktiv, og det styrker min fysik, fortæller hun.

Men som det gør sig gældende for mange nepalesere, kan Lalita ikke komme til at spille så meget, som hun ønsker. Mangel på frivillige hjælpere og velegnede baner, begrænser mulighederne.

- Jeg kan ikke bare gå ud og spille, når jeg har lyst. Hvis der kom flere frivillige, kunne vi komme ud og spille mere.

Når mulighederne er små, bliver kreativiteten stor. 12-årige Subekshya Khatiwada, der drømmer om at komme til de paralympiske lege i boccia, har eksempelvis fået fat i tre boccia-bolde. Når hun ikke kan komme ud og spille, spiller hun med sin mor i familiens køkken.

- Når hun hører om en boccia-kamp, spørger hun mig altid, om vi kan tage med. Hun er en meget aktiv og social pige, og hendes store drøm er at deltage ved internationale mesterskaber og komme ud og se verden, fortæller Subekshyas mor.

21-årige Sanjita Majhi spiller både bordtennis og basket.
21-årige Sanjita Majhi spiller både bordtennis og basket.
12-årige Subekshya Khatiwada drømmer om at spille boccia på internationalt niveau.
12-årige Subekshya Khatiwada drømmer om at spille boccia på internationalt niveau.

Parasport Danmark har skubbet gang i parasporten i Nepal

Med penge fra Danida har Parasport Danmark de seneste syv år været med til at opbygge de nepalesiske parasportsorganisationer, uddanne trænere og hjælpe organisationerne med at kæmpe for bedre vilkår og mere økonomisk støtte til parasporten.

Tanken bag er, at idrætten kan være med til at forbedre livskvaliteten for personer med handicap samt skabe opmærksomhed om det potentiale og de udfordringer mennesker med handicap oplever.

En ekstern konsulent har evalueret indsatsen de seneste tre år, og er blandt andet kommet frem til, at:

  • de nepalesiske parasportsorganisationer har været med til at lobbye den nepalesiske regering til at rattificere FN’s handicapkonvention, som blandt andet giver mennesker med handicap ret til at dyrke sport. De har også lobbyet regeringen til at inddrage parasport i en ny sportslov, der endnu ikke er vedtaget af parlamentet.
  • det er lykkedes at få regeringen til at give økonomisk støtte til, at de nationale parasportsorganisationer kan drives og kan afvikle nationale mesterskaber.
  • den økonomiske støtte til parasporten fra lokale myndigheder og sponsorer er øget.
  • det er blevet muligt at dyrke nye idrætsgrene i nye geografiske områder.
  • Parasportsorganisationerne bruger sporten til at ændre opfattelsen af handicappedes kompetencer.
  • Spillere har fået opbygget deres selvtillid og nye kompetencer.