Mod alle odds
Kvindelandsholdet i goalball har uden for rampelyset vist tegn på, at det igen kan bide skeer med de bedste. Til sommer har Beritan Fener, Hazel Gezen og Anja Christensen så chancen for at bevise det på den store scene, når de spiller om billetter til næste års Paralympiske Lege.
“Suck it up.”
Goalball-pigernes motto vidner om, at de seneste år ikke har været en dans på roser for landsholdets selvudråbte ”hårde kerne”. Beritan Fener, Hazel Gezen og Anja Christensen har i det meste af 2017 og 2018 sammen udgjort Danmarks vel nok skrøbeligste landshold – et landshold uden værdifulde udskiftningsspillere eller nye talenter i kulissen.
- Uanset hvad, der har været sket, har vi bare måtte tage den derfra. Det har ikke været muligt at skifte ud og give pauser. Det har været hårdt, men det har hærdet os. Vi er kommet meget tæt på hinanden både på og uden for banen, lyder det fra Anja Christensen.
Hazel Gezen uddyber:
- Vi er et hold, der har gjort det mod alle odds. Vi har måtte lappe på os selv både mentalt og fysisk. Har man været lidt syg, så er det tigerbalsam under næsen. Småskader har vi klaret med lidt forbinding. Udmattelse har vi måtte glemme.
Nu giver stædigheden pote. Den standhaftige trekløver har ved flere lejligheder demonstreret, at de er ganske tæt på højeste europæiske niveau, og landsholdstræningerne på Øster Farimagsgade Skole har senest fået tilgang af to talentfulde spillere, der kan suge til sig og blive værdifulde reserver på den korte bane.
Reboot efter PL-fiasko
Beritan, Hazel og Anja blev landsholdsspillere i kølvandet på de Paralympiske Lege i 2012. Året efter at de stærke danske goalballkvinder med Karina Jørgensen i spidsen på storslået vis havde sejret ved EM på hjemmebane i Assens, floppede samme hold totalt i London. Danskerne blev overraskende blæst ud af Copper Box Arena med fire klare nederlag i lige så mange kampe. Efterfølgende sagde både trænere og spillere farvel og tak på stribe. Kun Karina Jørgensen fortsatte, og med et fingerknips blev BSI-spillerne Beritan Fener og Hazel Gezel forsvarende europamestre. Det var de ikke klar til.
- Stemningen var underlig. Vi var en flok nye spillere, som ikke havde smagt til elitemiljøet overhovedet og kom ind og skulle forsøge at føre attituden og niveauet videre. Det var en meget brat opstart, og holdet var slet ikke klar til det første EM i 2013, siger Hazel Gezen, der på grund af manglende dansk statsborgerskab var tvunget til at følge nedturen på afstand.
Resultatet blev en 9. plads blandt de ti nationer, og Danmark rykkede for første gang ned i den europæiske B-række. Spørger man pigerne i dag, var det en god ting. Det gav nemlig det nye hold arbejdsro til at starte forfra.
- Det var en mulighed for at fokusere på de basale ting. Skyder vi rigtigt, kommer vi rigtigt ned at ligge. Det var det, vi havde brug for på det tidspunkt, forklarer Anja Christensen, der kom med på landsholdet umiddelbart efter nedrykningen.
Goalball er et frirum
Beritan Fener og Hazel Gezel er kusiner, og de træner begge fem dage om ugen. I klubben BSI (Blinde og Svagsynedes Idrætsforening), med eliteholdet i Malmø og lørdag og søndag med landsholdet. Det gør de først og fremmest på grund af det fællesskab, der er omkring goalball. Sådan var det i 2013, og sådan er det fortsat i dag
- Det var det, der fik mig til at starte. I en travl hverdag med seende mennesker går det hele meget hurtigt, og man bruger mange kræfter på at følge med i tempoet. At komme herned blandt ligesindede er bare rart. Vi accepterer, at nogle ting går langsommere. Det er et pusterum, også efter det for alvor er blevet elitært, siger Hazel.
Kusinerne er begge født med den arvelige øjensygdom Lebers og har 1,5-2 procent af deres syn tilbage. Det bremser dem ikke.
- Vi har det rigtig sjovt sammen. Der er ikke så mange hæmninger. Vi er også gode til at more os over os selv, også når vi fx går ind i ting eller famler rundt et uvant sted, siger Beritan.
Anja Christensen arbejder til dagligt fuldtid som ergoterapeut på et demenscenter, men bruger al sin fritid på goalball.
- Det er et frirum. Jeg bruger rigtig meget koncentration på arbejdet på at se så meget som muligt og fange så meget som muligt. Alle antennerne er ude hele tiden. Til goalball kan jeg slappe af. Jeg trives i det, og jeg skal i hvert fald ikke anstrenge mig for at se noget, siger Anja Christensen, der har ca. 10 procent af sit syn tilbage som følge af øjensygdommen Nystagmus.
Stor udvikling
Ved B-EM i 2014 var Beritan Fener og Anja Christensen med til at spille Danmark til en hurtig oprykning til det bedste europæiske selskab. Karina Jørgensen var fortsat den store profil og stod for 19 af 22 danske scoringer i turneringen, men Anja Christensen fik også en mesterskabsdebut, hun sent glemmer.
- Jeg var helt ny og vidste ikke, om jeg ville komme til at spille, sidde på bænken eller helt ude på tilskuerpladserne. Men jeg endte med at spille en fuld finale og scorede også to mål, da vi vandt guld. Det var en vild oplevelse, siger hun.
Oprykningen gav Anja Christensen, Beritan Fener og Hazel Gezen motivation til at give den en ekstra skalle på landsholdet, hvor træningen under Joachim Alstrøm og Hannah Kjærsgaard nu handler mere om spilsekvenser og kommunikation end om skudstyrke. Sideløbende har pigerne også fået ekstra fokus på fysisk og mental træning.
- Efter at vi har fået kondition og styrketræning indover, har vi virkelig rykket os. Det påvirker vores koordination og styrke, og det kan mærkes, når vi er ude at spille, siger Hazel, der langt om længe fik mesterskabsdebut ved EM i 2017, hvor Danmark sluttede på en pæn femteplads.
- Det var stort endeligt at få lov til at opleve et mesterskab, men det har faktisk været endnu større at være en del af den udvikling, der er sket med os som hold. Vi har spillet lige op med nogle af de bedste hold i verden, har vundet medaljer ved flere mindre turneringer og har opbygget en tro på os selv. Nu kan vi gå ud til en kamp og sige til os selv, at den skal vi vinde, og ikke bare at nu må vi se, hvad vej lykken vender, siger hun.
Udviklingen mærker danskerne også på modstanderne, forklarer landstræner Joachim Alstrøm, der har været med omkring holdet siden 2014.
- Vi har været dem, de andre har smilet lidt af. De har tænkt, at Danmark var det der lidt søde hold, der ikke havde udskiftningsspillere med, og som de måske ikke behøvede at tage helt så alvorligt. Sådan er det ikke mere. Nu har vi vist, at vi kan slå de fleste, og vi har fået meget ros og anerkendelse fra vores kolleger rundt om i Europa, siger han.
Åbne arme
Den måske største sejr for landsholdet er dog ikke kommet til turnering, men herhjemme, hvor holdet henover vinteren har fået tilgang af to nye spillere, Juliane Lund og Ida Marie Christensen. Det betyder helt konkret og meget belejligt, at Danmark ikke længere er én skade fra et skrivebordsnederlag.
- Vi ved godt, vi ikke er superhumans. Det er hårdt at være afsted uden udskiftningsspillere, og vi har prøvet stået i kampe, hvor der bare har været udsolgt og målene er fløjet ind bag os, siger Anja Christensen.
Hazel Gezen uddyber:
- Det er mega fedt at få nye spillere med. Det er måske ikke nogen, vi skifter ind i lang tid ad gangen. Vi forventer ikke, at de bliver gode på en dag. Men det kan blive afgørende, at de er med. Og så er det bare fedt, at der er flere piger i Danmark, der starter til goalball.
Selvom landsholdet er blevet elitært, er holdet meget opmærksomme på ikke at stille for store krav.
- Vi har alle tre prøvet at komme ind på holdet og blive bedt om at levere noget på et niveau, vi ikke kunne leve op til. Og derfor ved vi også, at vi skal have rimelige forventninger. Det tager tid. Men det er rart med et friskt pust, og det er fedt, de stiller spørgsmål og får os til at tænke over rutinerne, siger Anja Christensen.
16-årige Juliane Lund kalder det ”en magisk oplevelse” at være kommet med på holdet.
- Jeg fik konstateret mit synshandicap som 13-årig, og der brød min verden sammen. Jeg har altid spillet håndbold, og pludselig var det umuligt for mig. Da jeg blev opfordret til at prøve goalball, var jeg først afvisende, men så tog jeg til en prøvetræning i Odense og blev grebet med det samme. Nu er jeg dybt afhængig af sporten. Det her gør mig glad, og jeg kan være mig selv og være rolig, lyder det fra Juliane Lund, der træner syv dage om ugen – skiftevis i Odense, København og Aarhus.
- Det har været så fedt at blive en del af landsholdet. Mine ambitioner er ret høje. Ellers ville jeg ikke træne så meget. Det betyder meget for mig, at jeg trods mit handicap kan bruge min krop og udvikle mig som atlet. Mit mål er at lære af de andre piger og blive så god som muligt, så jeg kan gøre en forskel for dem, siger hun.
Vigtigste turnering
Selvom Juliane Lund allerede har været med landsholdet til turneringer i Finland – ”jeg lignede budding, fordi jeg rystede så meget, da skulle på banen og få debut” – og Portugal, må hun nøjes med at se på, når holdet til sommer spiller PL-kvalifikation i USA og senere på året skal til EM. Hendes syn er (endnu) for godt til at spille med ved internationale mesterskaber.
Vi er et hold, der har gjort det mod alle odds. Vi har måtte lappe på os selv både mentalt og fysisk.
- Jeg har fået konstateret en progressiv øjensygdom (Stargardt), og jeg har 15-20 procent lige nu, men det går nedad. Det må gerne komme ned på 10 procent (der er den internationalt fastsatte grænse for at kunne spille goalball) men så må det også helst gerne parkere sig der, siger Juliane Lund, der netop har gennemført 1.g på Odense Katedralskole.
For resten af landsholdet går turen til Fort Wayne i USA sidst i juni. Det, der venter, er intet mindre end holdets største opgave til dato.
- Vi er meget spændte. Man kan mærke, at det betyder noget særligt. Det er vores drøm at komme med til de Paralympiske Lege. Det er de vigtigste kampe, vi nogensinde har spillet, siger Anja Christensen.
Med undtagelse af Rusland og Tyrkiet, der allerede er klar til PL i Tokyo, er det de 13 bedste hold i verden, der brager sammen. For Danmark er målet en plads i semifinalen. De to finalehold opnår direkte kvalifikation til legene, mens de tabende semifinalister står standby.
- Vi ved, at det bliver uhyre svært at komme op på de to pladser, der giver billetter. Men hvis vi lægger os i top fire, så ved vi også, at der er gode chancer for, at der kan ryge billetter ned via de regionale mesterskaber senere på året. Når vi kigger på de hold, vi møder, tror vi godt, vi kan komme i top fire. Så vil vi tage meget tilfredse hjem, siger Joachim Alstrøm.
Går det som håbet, venter til oktober en altafgørende EM-slutrunde i Rostock, hvor Danmark altså kan spille sig helt tilbage i rampelyset. Men glipper det denne gang, er pigerne fortrøstningsfulde.
- Først og fremmest har vi det rigtig sjovt med at spille goalball. Vi er stadig unge, og vi arbejder videre, så holdet kan blive større og stærkere fremover, siger Anja Christensen.