Kan sport flytte holdninger?
De Forenede Arabiske Emirater har brugt værtskabet for Special Olympics World Games til at flytte nationen i retning af et mere tolerant og inkluderende samfund
Allerede da vi vandrer gennem lufthavnen i Abu Dhabi mødes vi af de store reklamer for legene, hvor mennesker med udviklingshæmning hyldes for deres målrettethed og potentiale. ”Meet the determined” lyder sloganet. Der er ingen tvivl om, at Emiraterne gerne vil gøre et godt indtryk hos de tusindvis af mennesker fra hele verden, der deltager i og omkring Special Olympics World Games.
Og måske er det ekstra vigtigt for et land, der ofte møder kritik for sit kvindesyn og sine brud på menneskerettighederne? Og som senest fodboldklubben FC København har droppet som destination for træningslejrene efter pres fra fans.
Spørgsmålet er, om Parasport Danmark ved at deltage i et arrangement som Special Olympics World Games i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), er med til støtte et undertrykkende regime, eller om man tværtimod er med til at skubbe på for at skabe positive forandringer. I Amnesty Danmark hælder man til det sidste, men maner også til omtanke:
– Vi tror på dialogen som overordnet redskab. Det er vigtigt at overveje ens deltagelse og tage ansvar, der hvor man kommer hen, så man så vidt muligt kan undgå indirekte at støtte et regime, hvor menneskerettigheder overtrædes. Det er klart, at det for mange lande er en del af deres imagepleje at være værter for store sportsbegivenheder, men omvendt kan den store bevågenhed på landet og dialog med myndigheder og andre også anvendes til at forsøge at påvirke menneskerettighedssituationen i en positiv retning fortæller, fortæller policy-teamleder i Amnesty Danmark, Stinne Lyager Bech.
Ud af skyggen
Spørger man Danmarks ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Franz-Michael Skjold Mellbin, er der ingen tvivl om, at Emiraterne bruger legene til at rette op på deres blakkede internationale ry – og han synes, at de har noget at have det i.
– UAE har brugt værtskabet for Special Olympics World Games som katalysator for at ændre holdningen til mennesker med handicap. År 2019 er udnævnt til Year of Tolerance, og det er utrolig positivt, at staten og landets ledelse har valgt at tage teten på det her område. På den måde har de taget nogle vigtige skridt i retning mod en modernisering af samfundet, siger han.
Der har da også været brug for et ændret syn på mennesker med handicap, fortæller ambassadøren:
– Det har været skamfuldt i UAE, og i hele den arabiske verden, at få et barn med handicap. Det forsøger man at gøre op med nu. Man kan sammenligne det lidt med udviklingen i Danmark op igennem 1950’erne og 60’erne, siger Franz-Michael Skjold Mellbin og fremhæver en særlig situation fra åbningsceremonien:
– Det gør et enormt indtryk på folk hernede, når landets leder (kronprins Mohammed bin Zayed Al Nahyan, red.) står på talerstolen sammen med atleter med udviklingshæmning. Det sender et klart signal, og i det hele taget er det at afholde World Games et gennembrud i retning af mere tolerance og inklusion.
Dedikerede udøvere
Emiraterne stiller op i samtlige 24 idrætsgrene ved World Games, og der er en enorm opbakning på tilskuerpladserne fra deres landsmænd. Hvor landet stillede med 55 atleter ved World Games i Los Angeles i 2015, er holdet i år på hele 290 atleter.
Ingen tvivl om, at Emiraterne på meget kort tid har banket engagementet i Special Olympics-idrætten i vejret. Måske med blandet sportslig succes, men dedikationen fra deltagernes side er ikke til at tage fejl af.
– Vores højeste ønske er at være modige og gøre vores land stolte. Spillerne ønsker brændende at give vores leder, Sheik Mohammed bin Zayed Al Nahyan (landets kronprins, red.) en guldmedalje, fordi han støtter os, fortæller Said Shaban, der er træner for UAE’s damefodboldhold. Det er første gang, han stiller op til et stævne med holdet, som han har trænet i under et år. Ellers har han trænet et almenhold i en klub i Dubai, men er altså – som mange andre i UAE-truppen – ny i Special Olympics-sammenhæng.
Det understøtter meget godt den fornemmelse, man har som deltager. De mange tusinde frivillige er imødekommende og hjælpsomme og udstråler en stor stolthed. Men spørger man dem om vejen til pressecentret eller kampprogrammet i håndboldhallen, må de ofte melde pas og henvise til deres overordnede. Det samme indtryk har flere af de danske trænere, der må hjælpe arrangører og dommere med regler for divisionering og afvikling af kampe. De vil gerne hjælpe, men for mange af dem virker bekendtskabet med Special Olympics-konceptet meget nyt.
Ikke en finger at sætte
At vi er i et land med meget stor grad af kontrol er heller ikke til at overse. Alle deltagere har eksempelvis fået forbud mod at bade trods det varme vejr, og den danske delegation blev ledsaget af politieskorte, når de forlod hotellet i deres host town i Ajman.
– Det er et meget sikkert land, men også et meget kontrolleret land. Jeg tror, der er to aspekter i det: Det ene er sikkerheden – der er en høj terrortrussel mod landet. Men de er givetvis også nervøse for, at der opstår dårlige historier. Det er et land, som stræber meget, meget systematisk efter at forbedre deres ry i verden, og det betyder alt for dem, at de nu bliver set som et ordentligt land, fortæller Franz-Michael Skjold Mellbin.
Udstillingsvindue eller varig ændring?
Selv om World Games er en kæmpe begivenhed, der retter verdens øjne på Emiraterne, er det ikke kun i de to uger, legene varer, at tolerance og inklusion er i centrum.
– Fra det offentlige har man sat ind på en lang række steder. På skolerne har man arbejdet systematisk med at integrere elever med udviklingshandicap, og ministre har engageret sig i det. Der er stiftet en pris til virksomheder, der går forrest og har marginaliserede grupper repræsenteret i deres arbejdsstyrke. Og endelig har man brugt anledningen til at højne organiseringen af idrætten for udviklingshæmmede. Budskabet er helt klart fra statens side, at det skal være varigt, fortæller Franz-Michael Skjold Mellbin og påpeger videre, at indsatsen rækker ud over Emiraterne.
– UAE er på mange måder et foregangsland og er med til at påvirke resten af regionen. Eksempelvis er det første gang nogensinde, at Saudi Arabien har piger med på holdet ved World Games. Så det er ikke kun et nationalt vendepunkt, der er i gang, forhåbentlig kan det være med til at påvirke resten af den arabiske verden.