50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Vi er parasporten

Med over 30 forskellige idrætter og aktive med mange forskellige handicap favner Parasport Danmark bredt. Her fortæller seks af forbundets udøvere og frivillige om, hvordan parasporten gør en forskel i deres liv.

Sissel, sejler

32-årige Sissel Elisabeth Pedersen har et såkaldt usynligt handicap. Hun går til sejlads i Aarhus sejlklub.

 - Når du sejler alene i en jolle, er det bedste, når du kommer ud: alt hvad du har af bagage, det kan du ikke have med - du er afskærmet fra resten af verden. Det er meget givende psykisk, for du kan forholde dig til dig selv, vandet og din båd. Der kan du være og prøve at finde dig selv.

 - Når jeg sejler sammen med andre i en kølbåd, er det et godt sammenhold og meget grin og råben. De allerfedeste sejlture er nogle, hvor der har været gråvejr, regn og høje bølger. Vi har suset afsted, er blevet våde og kolde, og så er der en, der har en pakke lakridspiber med. Så er hun bare helt nummer et.

 

 

 



 

Kasper, fodboldspiller  

27-årige Kasper Völcker Petersen spiller Powerchair Football i IH Aalborg og er på landsholdet.

 - Jeg er fodboldentusiast, så jeg får utrolig meget glæde ud af at dyrke noget der ligner almindelig fodbold, men er tilpasset folk med fysiske udfordringer.

 - Sporten giver mig store oplevelser. Bare det at udføre de ting vi øver til træning i kamp, og se at de virker. Men også de store stævner. Med landsholdet har vi været i Irland, Florida og Finland, og skal næste år til Australien for at spille VM. Sådan nogle oplevelser er jeg glad og stolt over at være en del af.

 - Aarhus er det dominerende hold i dansk kørestolsfodbold, og har de sidste 20 år med få undtagelser vundet det danske mesterskab hvert år. Så at slå dem 5-0 i DM-finalen i 2016 var rigtig stort. Det kommer jeg ikke til at glemme foreløbigt.

 

 

Camilla, cykelrytter

43-årige Camilla Aunsholm Madsen bor i Rødovre, og er bestyrelsesmedlem i Dansk Håndcykelklub.

 - Jeg har progressiv sclerose, men cyklingen hjælper ikke på min fysiske situation. Jeg kan højst prøve at udskyde det uundgåelige lidt. Så nu om dage handler cykling og træning for mig om socialt og psykisk velvære – om fællesskabet og at være udenfor i naturen. 

 - Hvis jeg skulle cykle alene, kunne jeg kun lige komme rundt om Damhussøen. Men jeg vil være med, hvor de hurtige gutter er, og jeg vil op ad bakken, så jeg kan få ordentlig fed fart på nedad. Det kan jeg kun ved at have en hjælper, når det bliver for stejlt. Han cykler ved siden af og skubber på det flag, jeg har på cyklen. Vi kalder det flagdoping.

 - Det bedste er at cykle en god, lang tur i naturen, med en ussel madpakke der bare smager helt vidunderligt derude. Og så komme hjem og være høj af den oplevelse.

 

Bjarne, idrætsmand

56-årige Bjarne Degn har dyrket forskellige former for idræt det meste af sit liv. Nu går han til sejlads og skydning i Vejleklubben HIVO. 

 - Jeg startede med håndbold i Stilling IF. Min mor er venstre back, jeg er playmaker og mine søstre er også med. Det startede jeg med først. Og fire år efter der spillede jeg hockey, det var i Silkeborg. Derfra skiftede jeg til HIVO.

Hvad går du til nu?  
 - Sejlads og skydning. Min mors storebror lærte mig at skyde i sommerhuset på min fødselsdag.  

Kan du fortælle mig noget af det sjoveste du har lavet, når du har dyrket idræt? 

 - Jeg løber meget. Ude i naturen. Det gjorde jeg også hjemme hos min mor og far. Det er næsten det samme.

Det kan du rigtig godt lide?

 - Ja.

 

 

Caspar, goalballspiller

Den 24-årige aalborgenser Caspar Størup Gregersen er spillende træner for Parasport Aarhus’ klubhold.    

 - I goalball kan jeg dyrke idræt på lige vilkår med alle andre. Jeg har spillet meget fodbold og håndbold som yngre, men det var umuligt at blive lige så god som de bedste, fordi jeg har dårligt syn. I goalball har jeg muligheden for at blive rigtig dygtig. Jeg har ikke tabt på forhånd.

 - Da jeg begyndte at miste synet som 16-17-årig, havde jeg svært ved at acceptere det. Men gennem goalball mødte jeg nogle unge drenge og piger som måske var helt blinde og som klarede sig sindssygt godt, havde god motorik og sagtens kunne finde rundt. Det hjalp mig til at erkende, at jeg har nogle udfordringer, men at jeg ikke er alene med dem. Jeg skal bare finde de rigtige måder at gøre tingene på.

 - Derfor er det også fedt at spille en holdidræt som goalball. Du får et fællesskab og lærer hvordan andre gør tingene. Det har været rigtig vigtigt for mig.

 

 

Henrik, træner 

28-årige Henrik Rye Rasmussen er landstræner i powerchair football og klubtræner for Aarhus Rolling Devils.

 - Som træner er det motiverende at spillerne er glade, og at jeg kan se, at de rykker sig. Uanset om det bare er at ramme bolden eller at kunne svinge rundt og skyde den lige i målhjørnet. Det er en fed følelse. Jeg og holdet har også store sportslige ambitioner sammen. Vi vil gerne være den bedste klub i Danmark hvert år. Med landsholdet vil vi gerne med til slutrunderne.

 - Jeg synes, det er supersjovt at spille med, så når jeg har muligheden, så gør jeg det, selv om jeg ikke er nær så dygtig som spillerne. Sportsstolene er vildt svært at styre, så jeg har kæmpe respekt for spillerne.

 - Jeg synes sporten er meget inkluderende - nogle spillere bruger f.eks. iltapparater. Den giver nogle mennesker en mulighed for at dyrke en idræt, de synes er superfed, hvor man ikke troede, at det kunne lade sig gøre.