Selvværd, sammenhold og fast arbejde

Den unge kvinde ser ned. Der er fem meter fra kanten vippen til svømmebassinets klare, klorholdige vand. Hun mærker spændingerne i kroppen, og den angstfyldte kildren i maven. Hun har cerebral parese (spasticitet), og har aldrig forestillet sig, at hun skulle springe fra femmetervippen i en svømmehal. Det kan slet ikke lade sig gøre. Ikke for hende. Nu gør hun det.

Bagefter er det som om, at noget er forandret.

– Springet lærer hende, at hun godt kan tage en udfordring, når den opstår, og det gør, at hendes selvfølelse får et boost. Hun opdager, at hun kan meget mere, end hun troede.

Ordene er Mie Maar Andersens, og kvinden på femmetervippen er en af deltagerne på den fire dages-camp med idræts- og bevægelsesaktiviteter for unge og voksne med cerebral parese, som var genstandsfeltet for hendes ph.d.

Mie Maar Andersens forskning viser, at det er værdifuldt for deltagerne at være i et fællesskab med ligestillede, hvor de bliver set som mennesker og ikke som handicappede, og at de får de mest betydningsfulde og udviklende oplevelser der, hvor de føler sig allermest udfordret. Som nu at springe fra femmetervippen.

– Oplevelsen af at overvinde en grænse kender alle, men mange mennesker med handicap ved ikke rigtig, hvad de kan forestille sig omkring deres egne evner. Vi andre klatrer i træer og falder ned og brækker en arm og får dermed en realistisk forståelse af, hvad vi kan og ikke kan. Men mange mennesker med handicap har ikke fået lov til at danne sig den erfaringsbase, siger Mie Maar Andersen.

Og det at deltage i et trygt fællesskab, hvor man bliver udfordret og får flyttet sine grænser, er noget man vokser af. Og det sker ikke kun på camps. Det sker hver dag i parasportens idrætsforeninger.

Idrætsaktive er arbejdsaktive

Mie Maar Andersens resultater er ikke overraskende. En lang række danske og internationale forskningsprojekter har undersøgt effekten af idræt for mennesker med handicap. Resultaterne viser ret entydigt, at idræt har en positiv effekt, og at den giver mennesker med handicap færdigheder, de kan bruge i andre aspekter af livet.  

En række internationale undersøgelser viser eksempelvis, at mennesker med udviklingshandicap, der deltager i Special Olympics-idrætsaktiviteter, har højere selvværd, mere selvtillid og er mere socialt inkluderede, end mennesker der ikke gør.

I Danmark viser Annegrete Månssons ph.d. fra 2018, at børn med ADHD igennem skydeidræt får trænet og styrket deres koncentration og opmærksomhed, og at det er brugbare færdigheder i deres hverdag.

Og veteranen inden for forskningen i handicap og bevægelse, Anne-Merete Kissow, har dokumenteret, at idrætsaktive mennesker med handicap statistisk set har en markant større sandsynlighed for at være i beskæftigelse, deltage i fritidsaktiviteter og frivilligt arbejde og have et højt uddannelsesniveau end ikke-idrætsaktive.

Man kan dog ikke ud fra hendes statistiske undersøgelse udlede, om man er aktiv på arbejdsmarkedet, fordi man er idrætsaktiv, eller om det er den anden vej rundt. Men her peger der kvalitative del af hendes forskning på, at det netop er idrætten, der er vejen til et aktivt arbejds- og foreningsliv. 

– I de kvalitative interview, jeg har lavet, siger de mennesker, der har et aktivt liv, at det er idrætten, der er isbryderen. De forklarer, at de har fået indgange til et aktivt liv gennem idrætsdeltagelse. Som menneske med handicap er det ikke let at komme ind på arbejdsmarkedet, men man kan ret let blive en del af foreningsidrætten, siger forskeren. Anne-Merete Kissows forskning tyder altså på, at det er klogt for samfundet at investere i parasport, fordi det kan flytte mennesker fra passiv forsørgelse til aktiv deltagelse. Men om parasporten er en god samfundsmæssig investering, er ikke et spørgsmål, hun har lyst til at svare på.

– Jeg har fået det spørgsmål tusind gange, men jeg vil ikke gå ind i den diskussion. Jeg snakker ikke om mennesker som investeringer, men som liv. Det skal ikke være sådan, at hvis vi gør det, så kan vi spare på nogle andre områder. Der er nok af spareprojekter på handicapområdet, siger hun.

Idrætten er et frirum

Til gengæld viser både hendes og Mie Maar Andersens forskning, at parasport er en vej til et bedre og mere aktivt liv. Derfor er idrætten særlig vigtig for mennesker med handicap.

– Mennesker med handicap føler sig oftere ensomme og får flere livsstilssygdomme end andre, fordi flere er inaktive. Derfor er det vigtigt at fokusere på idræt, siger Mie Maar Andersen, der ser idrætten som et rum, hvor mennesker med handicap kan opleve succes, bevægelsesglæde og skabe nogle betydningsfulde fællesskaber.

– For mennesker med handicap er idrætten en arena, hvor de får succeser, hvor de i andre af livets arenaer skal kæmpe rigtig meget. Så idrætten bliver også et frirum, hvor handicappet kan blive placeret på sidelinjen.