1971-1979: Et forbund fødes

Den 30. oktober 1971. En ung, krølhåret jurastuderende sidder bøjet over skrivebordet på kollegieværelset i Risskov. Han bladrer i sine papirer, understreger passager, skriver noter i margenen. Den unge mand har polio, og hans krykker læner sig op ad væggen. Han spiller bordtennis i byens eneste idrætsforening for fysisk handicappede, Lavia Århus.

Manden hedder Karl Vilhelm Nielsen, og papirerne, han noterer så flittigt i, er udkastet til Dansk Handicap Idræts-Forbunds vedtægter. De skal vedtages næste dag på forbundets stiftende møde.

I 1971 findes der allerede en del klubber for døve og fysisk handicappede i Danmark. De er organiseret under henholdsvis Dansk Døve-Idrætsforbund, der blev dannet tilbage i 1922, og det nyligt oprettede Lavia Unionen.

Nu synes tiden moden til at samle kræfterne i idrættens tjeneste. Det er allerede sket i Sverige, hvor det svenske handicapidrætsforbund får statsstøtte til idrætskonsulenter og instruktøruddannelser. Vedtægts-forslaget er udarbejdet af en arbejdsgruppe med Allan Hein i spidsen. Han er formand for landets største handicapidrætsklub, Lavia København, og Karl Vilhelm Nielsen er sikker på, at den initiativrige Allan Hein bliver handicapidrættens første formand.

Stiftelsen

Sådan går det ikke.

Til det stiftende møde i Vejlby-Risskov Hallen, få hundrede meter fra Karl Vilhelm Nielsens kollegium, møder omkring 100 deltagere op. Heriblandt repræsentanter for handicaporganisationerne, de eksisterende klubber og forskellige faglige grupper med interesse i genoptræning for mennesker med handicap. Karl Vilhem Nielsen bidrager ivrigt med kommentarer og ændringsforslag til vedtægterne.

– Jeg kan huske, at jeg fik en tilføjelse med i målsætningerne om idræt, der tilgodeser handicappede menneskers situation. Det var der en del, der synes var unødvendigt, erindrer han.

Arbejdsgruppen har gjort et solidt forarbejde og taget både klubber, handicaporganisationer, DIF og flere ministerier i ed. Så trods livlige diskussioner vedtages vedtægterne, og forbundet stiftes. Men da der skal vælges formand og bestyrelse, indstiller handicaporganisationerne den 58-årige overlæge Bodil Eskesen til formand. Hun vinder formandsvalget over forhåndsfavoritten, den 20 år yngre Lavia-formand Allan Hein, der må tage til takke med kassererposten.

Klubberne mod handicaporganisationerne

Kampvalget om formandsposten illustrerer, at DHIF’s første år er præget af mange interessenter med forskellige traditioner og idéer om forbundets rolle. Centralt står konflikten mellem klubberne og de magtfulde handicaporganisationer, der automatisk har en plads i hovedbestyrelsen.

– På den ene side havde man brug for handicaporganisationerne. På den anden side ville de unge i klubberne meget mere end handicaporganisationerne, der helst så DHIF lagt ind under sig, husker Karl Vilhelm Nielsen.

De mange uenigheder bremser udviklingen i DHIF, og i 1976 sætter Bodil Eskesen sin formandspost på spil for at få en ny struktur vedtaget. Den skal gøre DHIF mere handlekraftig, blandt andet ved at begrænse magten hos de handicaporganisationer der i sin tid indstillede hende til formandsposten.

– Hun har vel ændret mening. Hun har været omgivet af idrætsfolk og set, at strukturen skulle ændres, fortalte Allan Hein i 2011 om sin tidligere rivals opgør med handicaporganisationernes indflydelse.

– Idrætten var ude i klubberne, og nu var der efterhånden stiftet så mange foreninger, at det var naturligt, at de fik mere indflydelse, sagde Allan Hein.

Fremgang trods stridigheder

Trods interne stridigheder i toppen af forbundet fortsætter handicapidrætten med at vokse. De første forbundsmesterskaber i boccia, bordtennis, bueskydning, svømning og siddende volleyball afholdes i sæsonen 1974/75, og ildsjæle som Allan Hein rejser rundt og støtter opstarten af klubber forskellige steder i landet.

– Der var jo udvikling. I Lavia København reklamerede vi, lavede klubblade og kom ud på hospitalerne. Dengang var det nemmere at få medlemmer. Der var et andet system, hvor der var skoler med elever med handicap fra hele landet, huskede Allan Hein.

I 1972, et år efter stiftelsen, har DHIF 25 klubber og 1378 medlemmer. 10 år senere, i 1982, er der 132 klubber og 11.523 medlemmer. Medlemsfremgangen fortsætter indtil sidst i 1990’erne, hvor DHIF har over 20.000 medlemmer, og falder så en smule derefter. I dag har Parasport Danmark, som forbundet ændrede navn til i 2016, omkring 460 klubber med cirka 8.000 medlemmer. Der er aktiviteter i omkring 40 idrætsgrene.

Jurastudenten fra kollegiet i Risskov, Karl Vilhelm Nielsen, var forbundets formand 1980 til 2018.