
Folkeoplysningslovens §44
Parasport Danmarks medlemsklubber har mulighed for at ansøge om tilskud via Folkeoplysningslovens §44. Der kan søges om tilskud til transport, handicapkompenserende hjælpemidler samt tolkebistand. Læs her om hvordan.
Til Parasport Danmarks medlemsklubber
Parasport Danmark administrerer via Folkeoplysningslovens §44, stk. 2 et beløb, hvorfra vores medlemsklubber kan ansøge om tilskud.
Ansøgningen for 2025 er en onlineansøgning, der kan tilgås ved at klikke her.
Hvis man har et synshandicap, og oplever problemer med onlineansøgningen, kontakt da undertegnede.
Det vil ligeledes være muligt at finde linket og denne information på www.parasport.dk under klubber/klubpost.
Vær opmærksom på, at ansøgningen kræver indtastning af både jeres klub nr. og DIF nr. De kan begge findes på vores hjemmeside www.parasport.dk under klubber/klubsøgning. Her kan i samtidig kontrollere at jeres oplysninger er korrekte.
Vær ligeledes opmærksom på at I får indtastet det rigtige konto Nr. og e-mail adresser.
Når ansøgningsskemaet er udfyldt, sendes der automatisk en kvitteringsmail til formand/kasserer.
Alle ansøgere vil modtage et link til indsendelse af tro & love erklæring. Sammen med onlineerklæringen skal I udfylde et Excel ark, med en specifikation af de udgifter i medtager i jeres Tro & Love erklæring. Det er kun udgifter fra jeres regnskab relateret til erklæringen der skal noteres, hvorefter Excel arket vedhæftes onlineerklæringen.
Der kan ydes tilskud til følgende:
1. TRANSPORT
Handicappede og deres hjælperes transport til og fra aktivitetstilbud under Folkeoplysningsloven (stævner, turneringer, kurser, klubtræning) indenfor Danmarks grænser.
NB. En hjælper defineres som en der har indgået en skriftlig aftale/kontrakt, hvad enten det er som frivillig el. lønnet.
2. HANDICAPKOMPENSERENDE HJÆLPEMIDLER
Obs! Kun hjælpemidler relateret direkte til sporten og ikke sportsrekvisitter. F.eks. kan der ydes støtte til lifte, ramper, hæve/sænke borde og lign. For flere eksempler kontakt undertegnede.
3. TOLKEBISTAND
Tolkebistand for døve i forbindelse med deltagelse i folkeoplysende aktiviteter.
Vær opmærksom på flg. betingelser:
- Din klub skal kunne dokumentere, at den har søgt om tolkebevilling hos Center for Døve under det sociale tolkeprojekt, og at den har fået afslag på bevillingen fra Center for Døve til den pågældende aktivitet.
- Din klub skal være i stand til først at lægge ud for betaling af tolken, da §44 midlerne kun bliver udbetalt to gange om året.
- Vær opmærksom på, at din klub højst sandsynligt kun vil få dækket en del af tolkeudgiften. Størrelsen på den enkelte bevilling afhænger af den samlede søgning til puljen.
Bemærk at:
- klubben skal have bilag for de ansøgte udgifter
- udgifterne skal fremgå af klubbens årsregnskab for 2025, som på forlangende skal forevises for Parasport Danmarks revision.
- tilskud kun kan søges af klubben – ikke af enkeltpersoner
- det er en forudsætning, at aktiviteten falder inden for Folkeoplysningslovens rammer
Udbetaling af tilskud falder i to rater:
- Udbetaling af tilskud for 1. halvår af 2025 vil finde sted i løbet af efteråret.
- Udbetaling af tilskud for 2. halvår af 2025 vil finde sted i 2026. Klubben kan derfor blive nødt til at angive tilskuddet som et tilgodehavende i årsregnskabet for 2025.
Vi gør opmærksom på der kan blive gjort udlæg i klubbens tilskud, såfremt klubben har et udestående med Parasport Danmark.
Frister:
- ansøgning om tilskud for 2025 er senest d. 1. marts 2025
- erklæring vedr. tilskud for 1. halvår 2025 senest d. 15. juli 2025
- erklæring vedr. tilskud for 2. halvår 2025 senest d. 15. december 2025
Yderligere information
Bo Petersen, administrativ koordinator
E-mail: bop@parasport.dk
Tlf. 51 59 72 76