Parasport Danmark logo hvid.png

Parasport Danmark byder velkommen til ny udviklingschef

Martin Elleberg Petersen skal arbejde med at fremme parasportens vækst og udvikling i Danmark.

Parasport Danmark byder velkommen til ny udviklingschef

Med ambitionen om at styrke og nytænke parasporten i Danmark har Parasport Danmark ansat Martin Elleberg Petersen som ny udviklingschef. Martin træder ind i rollen med en imponerende bagage af erfaring, engagement og visioner, som skal være med til at løfte organisationens arbejde med inklusion, fællesskaber og idræt til et nyt niveau.

Martin Elleberg Petersen har mere end 20 års erfaring inden for idrættens verden og herunder at skabe resultater, der gør en forskel. Som tidligere direktør for Danmarks Cykle Union og afdelingschef i Team Danmark har han bevist sit talent for at opbygge stærke partnerskaber, tænke innovativt og omsætte visioner til konkrete resultater. Den erfaring tager han nu med sig i arbejdet med at fremme parasportens vækst og udvikling i Danmark.

Visioner, der gør en forskel
I sin nye rolle bliver Martin Elleberg Petersen ansvarlig for at sikre fremdrift i Parasport Danmarks samarbejde med medlemsklubber, organisationer og specialforbund under DIF samt gøre parasporten endnu mere tilgængelig og attraktiv. Han kommer også til at spille en nøglerolle i at skabe en stærkere sammenhængskraft i hele Parasport Danmark, og i at styrke Danmarks position som et foregangsland for inklusion i idræt.

Parasport Danmarks direktør, Ivan Løvstrup, ser frem til samarbejdet og udtaler:
- Vi er meget glade for at få Martin ombord. Hans brede erfaring og kompetence i at skabe resultater vil spille en afgørende rolle i at styrke parasportens position i Danmark. Martin har den rette kombination af strategisk tænkning og praktisk erfaring, som vi har brug for til at videreudvikle hele parasporten. Jeg er sikker på, at Martins arbejde vil komme til at kunne mærkes positivt i vores medlemsklubber og hos vores mange samarbejdspartnere.

Som ny udviklingschef ser Martin Elleberg Petersen også frem til den kommende rejse:
- Jeg ser frem til at arbejde med et stærkt og passioneret team, som har en utrolig vigtig opgave foran sig. Parasporten har så meget potentiale, og jeg er både beæret og motiveret for at være med til at tage den til nye højder. Inklusion, mangfoldighed og fællesskaber er grundpillerne i idrætten, og jeg ser frem til at bidrage til, at flere mennesker med handicap får mulighed for at dyrke sport på deres egne præmisser, siger Martin Elleberg Petersen.

En stærkere fremtid for parasporten
Martin Elleberg Petersen tiltræder officielt som udviklingschef den 1. marts og ser blandt andet frem til at være undersøgende på, hvordan Parasport Danmark kan blive endnu mere nærværende og relevante for sine medlemsklubber.