Parasport Danmark logo hvid.png

Para-atletik i verdensklasse på Frederiksberg Stadion

Frederiksberg Stadion danner rammen, når 112 atleter fra 18 lande samles til CPISRA International Frame Running Camp & Cup i dagene 10.-17. juli 2022. Det er 25. gang, at eventen afholdes i den danskopfundne atletik-disciplin Frame Running. Pressen er velkommen.

Frame Runneren er en løbecykel, der gør det muligt for mennesker med svært nedsat balance at løbe ved egen kraft. Foto: Thomas Sjørup.
Frame Runneren er en løbecykel, der gør det muligt for mennesker med svært nedsat balance at løbe ved egen kraft. Foto: Thomas Sjørup.

Frame Running er en atletik-disciplin for mennesker med nedsat balance, og CPISRA International Frame Running Camp & Cup afvikles fra den 10.-17. juli på Frederiksberg Stadion. Det er 25. gang, at den store sportsbegivenhed afvikles, og i år er der deltagelse af 112 atleter fra 18 lande. Af dem er de 23 fra Danmark. Campen byder på træning, klassifikation, teknisk assistance, trænerkursus og i det hele taget erfaringsudveksling landene imellem, og det hele afsluttes med stævnet CPISRA International Frame Running Cup i dagene 14.-16. juli, hvor verdens bedste Frame Running-atleter dyster mod hinanden i distancer på 40 m – 5000 m.

Stærk udvikling
Det er Parasport Frederiksberg, der sammen med CPISRA (Cerebral Palsy International Sports and Recreation Association) og Parasport Danmark står bag, og Mansoor Siddiqi, der sammen med tidligere kørestolsracer Connie Hansen har opfundet Frame Running-disciplinen, glæder sig til at kunne samle verdens bedste løbere på Frederiksberg:

– Efter et par år med corona er det dejligt at have så mange Frame Running-atleter med igen. Selv om corona har haft lukket verden ned, så har Frame Running udviklet sig. Flere nye lande har set, at IPC (den Internationale Paralympiske Komité, red.) nu anerkender Frame Running som en atletik-disciplin, og vil derfor gerne bruge ressourcer på national udvikling. Det er derfor, at denne camp stadig de næste mange år bliver så vigtig, så nye lande kan få adgang til alt den knowhow, som er samlet her.

Hos Parasport Danmark glæder det formand John Petersson, at Parasport Frederiksberg for 25. gang har formået at samle Frame Runnere fra hele verden i Danmark:
– Det har været imponerende at følge udviklingen i Frame Running siden starten af 1990’erne og ikke mindst det enorme arbejde, som særligt Mansoor Siddiqi har lagt i at få udbredt atletik-disciplinen internationalt og få den anerkendt i IPC-regi. Det er fantastisk, at der i år deltager atleter og trænere fra hele 18 forskellige lande – heraf to helt nye lande; Singapore og Taiwan – og denne camp er et vigtigt skridt på vejen i at skabe geografisk udbredelse og større konkurrenceintensitet, således at grundlaget for at have Frame Running på atletik-programmet ved de Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028 forbedres, siger han og håber, at mange Frederiksberg-borgere vil benytte lejligheden til at komme forbi og opleve Frame Running på Frederiksberg stadion.

Pressen er velkommen
Åbningsceremonien finder sted onsdag den 13. juli 2022 kl. 13.00 på Frederiksberg Stadion, hvor pressen og alle øvrige interesserede er meget velkomne. Ved åbningsceremonien vil der være indmarch for landene og nationalmelodier, inden CPISRA International Frame Running Cup officielt åbnes af Nick Elsass, der er formand for Elsass Fonden. Det vil desuden være muligt at lave interviews med arrangører og deltagere.

Da der er 25 års-jubilæum, vil der kl. 15 være en markering af dette med kage samt underholdning af tryllekunstner Mikkel Rugholm.

Selve CPISRA International Frame Running Cup starter den 14. juli kl. 11 og fortsætter de følgende to dage.

For yderligere presseinformation og tilmelding, kontakt Nanna Helsholt på nannahelsholt@hotmail.com eller tlf. 26 18 96 49.

Aktiviteter for børn og unge
Der er også tænkt på børnene under årets Frame Running Camp & Cup.
Tirsdag den 12. juli er der et arrangement på Frederiksberg Kommunes Kultur- og Bevægelseshus KuBe, hvor man kan prøve kræfter med bl.a. kørestolsrace, blindeløb, kørestolsdans og blindedart. Læs mere på Kørestolsrace og blindeløb med Parasport Frederiksberg & Tormod Tegner | KU.BE

Derudover afholdes der børnecamp på Frederiksberg Stadion den 13. juli kl. 10-12. De deltagende børn prøver kræfter med Frame Running, afholder konkurrencer og går med i indmarchen med det danske hold kl. 13.

Fakta
Frame Running Camp & Cup finder sted på Frederiksberg Stadion, Sønderjyllands Allé 6, 2000 Frederiksberg.

Om Frame Running
En Frame Runner er et specialbygget trehjulet hjælpemiddel, hvorpå balancen ikke er et problem. Derfor er Frame Running en oplagt sportsmulighed for blandt andre gigtramte, amputerede og mennesker med cerebral parese.


Følg Frame Running på