Parasport Danmark logo hvid.png

JYSK’s Bring Dedication-legat skal hjælpe Bjørk Nørremark med at løfte marginalerne frem mod LA 2028

Paraatlet Bjørk Nørremark har modtaget JYSK’s Bring Dedication-legat på 25.000 kroner. Legatet blev overrakt hos Sparta Atletik & Løb, hvor hun til daglig træner mod store internationale mål – og på sigt mod de Paralympiske Lege.

JYSK’s Bring Dedication-legat skal hjælpe Bjørk Nørremark med at løfte marginalerne frem mod LA 2028
Bjørk Nørremark modtager JYSK-legatet af Søren Brunsborg, der er barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen.

I den blå hal hos Sparta Atletik & Løb, hvor løbebaner, afsætsplanker og springgrave danner rammen om hverdagen, tog Bjørk imod JYSK’s Bring Dedication-legat på 25.000 kroner.

Legatet bliver hvert år tildelt paraatleter, der udviser en særlig dedikation i jagten på deres mål. For Bjørk er det en anerkendelse, der kommer på det helt rigtige tidspunkt.

- Det betyder mega meget. At få tingene til at hænge sammen – både økonomisk og tidsmæssigt – kan være svært, når man jonglerer tre arenaer som atletik, kunst og studie. Det her giver mig muligheden for at optimere og justere på de små ting, der kan gøre en stor forskel, siger Bjørk.

Se overrækkelsen her.

Dedikation i tre arenaer

Bjørk Nørremark har skabt sig en helt særlig profil i dansk parasport. Hun er både eliteatlet, studerende og kunstner med egen virksomhed, Some Other Waves, sammen med sin søster. Selvom kalenderen til tider er pakket, er det netop kombinationen, der giver hende energi og retning.

- Når jeg kigger på min kalender, ser jeg ikke tvang. Jeg ser valg. Jeg tilvælger ting, fordi jeg brænder for dem. De giver mig noget, og det er derfor, jeg bliver ved, fortæller hun.

Hendes atletiske niveau taler sit eget sprog: flere medaljer ved internationale mesterskaber og senest en VM-bronzemedalje, der understregede hendes potentiale frem mod LA 2028.

Det er marginalerne, der gør forskellen

Hos JYSK er det netop Bjørks vedholdenhed, engagement og evne til at udvikle sig på tværs af discipliner, der har gjort indtryk.

- Bjørk udviser en helt særlig dedikation i alt, hvad hun gør. Hun er et forbillede – ikke kun i atletikken, men også som kreativ og studerende. Det er marginalerne, der gør forskellen på højeste niveau, og det er netop de marginaler, legatet skal hjælpe hende med at finjustere, siger Søren Brunsborg, Commercial Sales Coordinator i JYSK og barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen, som overrakte legatet til Bjørk.

Et partnerskab, der løfter paraatleter

JYSK har støttet Parasport Danmark i mere end 30 år og arbejder målrettet for at skabe bedre vilkår for danske paraatleter. Bring Dedication-legatet er en del af dette engagement og uddeles årligt til atleter, der viser en helt særlig drivkraft og vedholdenhed.

- For os handler Bring Dedication-legatet om at hylde viljen, modet og passionen, der driver paraatleter frem. Bjørk er et stærkt eksempel på, hvordan dedikation kan flytte grænser – både personligt og sportsligt, siger Søren Brunsborg.

Fakta: Bring Dedication-legatet

  • Uddeles årligt af JYSK til én eller flere paraatleter.
  • Gives til atleter, der udviser særlig dedikation, vedholdenhed og målrettethed i jagten på deres mål.
  • Den samlede pulje udgør 200.000 kroner årligt.
  • I år er legatet fordelt på fire atleter, herunder Katrine Bjelke Kristensen og Adam Nybo.